Jeg elsker min krop

Jeg havde skyhøje forventninger til dette års “sommerform”, hvilket jeg egentlig finder lidt smålatterligt nu. Jeg ved ikke, om det var for min egen skyld, eller om det var for at kunne udstille den til beskuring? Jeg finder det latterligt, fordi det faktisk ikke er vigtigt for mig. Jeg har det lige ud sagt skide godt i min krop. Det er måske lidt ligegyldig information for jer, men altså; I kender min holdning til så meget, så hvorfor ikke kende den, jeg har til min krop? Mit budskab er ikke blot at fortælle jer, at jeg elsker min krop, nej mit budskab er, at det sgu er ok at sige højt! I hvert fald i min verden.

Det er som om, at det er langt mere acceptabelt at ytre det, man er utilfreds med omkring sin krop, end det man rent faktisk er glad for. Jeg ruller med øjene af “citater” som: “man bliver aldrig tilfreds med sin krop”, “der er altid noget, der man kan forbedres”. Jeg gider ikke konstant at rende rundt med følelsen af, at jeg er på vej mod noget bedre. For hvis der altid er noget, der kan forbedres, jamen; så er det jo en uendelig proces, som aldrig stopper. Det er lidt som at jagte guldet for enden af regnbuen, man løber og løber, men når aldrig i mål. Jeg ved ikke med jer, men jeg er ret glad for målstregen. Jeg befinder mig godt i målområdet.

Jeg har også et “weak spot”, som har jeg altid bandet og svovlet over, men jeg bliver gladere og gladere for det hver dag, der går. Hvorfor hænge sig i en den ene ting eller to, man ikke “bryder sig om”? Hvorfor ikke vende fokus til det, man godt kan lide? Jeg er sgu glad min krop. Den er lige, som jeg vil have den. Den kan cykle hurtigt, den er stærk, og den fortæller mig, når jeg skal tage en slapper. Skal jeg nævne én ting, jeg er gladest for, så er det mine øjne. De ligner til forveksling dem, der sidder i hovedet på min mor, hvor fantastisk er det ikke lige? Og så er de, som de er.