Om at søge utilstrækkelighed og ekstremerne
Hvis man skulle kåre årets meste udbredte følelse, er det lige før, at jeg vil pege på “utilstrækkelighed”. Det havde jo været en tand sjovere at skrive “glæde”, men på sin vis tror jeg, at de to hænger sammen. Forklaring følger. I snart alle sammenhænge popper ordet op, “utilstrækkelighed”. Vi vil nå det hele og stadig fremstå glade og “overskudsagtige”. Jeg har erfaret hos mig selv, at skal denne følelse gemmes langt væk, skal jeg tage nogle beslutninger og skære væk. Ikke ind til benet, men ind til de ting, som betyder noget for mig. Jeg befinder mig fx glimrende i mit eget selskab. Det tog mig lang tid at acceptere. At acceptere, at jeg bundærligt oftest foretrække en stille aften fremfor byture. For så lever man jo ikke livet? Man vil være gerne være det hele: sund, men ikke for sund, trænet, men ikke besat, 12-tals elev, men ikke stræber og så samtidig være social og en festabe – uden tømmermænd, selvfølgelig.
Der er en ting, der fascinerer (læs: undrer) mig en smule; vi taler om følelsen af utilstrækkelighed, der opstår på de sociale medier, vi sammenligner os med glansbilleder, og taler om, hvilket kropsideal medierne udsender, men alligevel søger vi vel på en vis måde de medier, der gør os skidt tilpas. At følge folk på Instagram eller at læse diverse blade og artikler er jo frivilligt. Et enkelt ‘unfollow’, og man er et skridt nærmere lykke. Eller hvad? Jeg kender det fra mig selv: jeg unfollower, jeg er glad og lettet i sekundet, der går 1 dag, og jeg klikker ind på profilen igen. Hvorfor? Aner det ikke.
Vi snakker om ekstremer – ekstrem sundhed, ekstrem træning, ekstreme kropsbilleder, ekstremt overskud, som om det er uundgåeligt. Der er bare det, at det er de jo ikke. Jeg kender da en masse, hvis ører det aldrig er nået til, at sixpacks er idealet til kvinder, eller som ved, hvad skyr er, og at man skal stille op i bikini fitness. De finder følelsen af utilstrækkelighed andre steder. Jeg er efterhånden af den opfattelse, at vi søger “ekstremerne” – selvfølgelig indenfor forskellige områder. Stræbsomme elever søger 12-tals eleverne, træningsentusiasterne søger de garvede indenfor området osv. Det kan altid blive lidt vildere, lidt bedre – lidt mere ekstremt. Det er selvfølgelig et spørgsmål om definition, hvornår noget er ekstremt. I know. Alligevel fascinerer det mig, hvorfor vi (okay nogle, inkl. mig selv) mere eller mindre ubevidst søger ting, der ikke gør os glade. Og jo, jeg vil gerne læse psykologi – eller filosofi.
Jeg håber, I kan finde hoved og hale i indlægget. Hvis I kan, hvad er så jeres mening omkring emnet? Hvorfor afskærer vi os ikke bare fra medier, der gør os skidt tilpas?
