PERSONAL: WHY I’VE BEEN AWAY

Som i nok har bemærket har jeg været fraværende her på bloggen; der er mange grunde hertil, og dem tænkte jeg at jeg ville uddybe lidt for jer.

Sandheden er at jeg ikke har haft det særligt godt. Det har været en lang process, men jeg føler at jeg er kommet ud på den anden side, måske er jeg ikke kommet hele vejen, men jeg er kommet meget langt derhen af.

Jeg har haft en depression. Jeg har været helt nede i kulkælderen, og har ligget på sofaen og kigget på knaster i gulvet, og samtidigt ikke vidst hvem jeg var og hvilke værdigrundlag jeg havde i mit liv. Jeg har været fanget i et spind af ugidelighed, jeg har været uforstående overfor mig selv og jeg har ikke mindst brugt hver eneste lille muskel og kraft i min krop på at kæmpe mig op af det dybe sorte hul jeg var havnet på bunden af. Og jeg er kommet op. Jeg har haft nogle fantastiske mennesker i mit liv, der har hjulpet mig med at flette den stige sammen jeg har haft brug for, for at kunne kravle op.

Og jeg har lært meget om mig selv, og hvad jeg er for et menneske, en viden som jeg aldrig har haft før eller har kendt til før. Det er noget der har krævet alt min energi og stadig kræver meget af den, men det støttenet jeg har, og de mennesker jeg har omgivet mig med, har betydet utroligt meget for min udvikling og har samtidigt været afgørende. Og er det stadig.

Sandheden er at blogging og blogs generelt har haft småt til ingen plads i min verden, og det har ikke været noget jeg har kunnet identificere mig med, for hvordan finder mig sig selv i en jungle af noget der føltes overfladisk? Det gør man ikke, men jeg har til gengæld også haft en kæmpe trang til at ytre min kreativitet. Jeg har siddet magtesløs på gulvet og har prøvet på at finde ud af hvordan jeg kunne slippe ud med de overvejelser jeg har haft. Hvordan kunne jeg bidrage. Og i sandheden har jeg jo egentligt bare manglet det her medie, som jeg jo elsker så højt og som har været en så stor del af mit liv at det nærmest er naturligt for mig. For ja. Jeg elsker den her blog, og jeg holder utroligt meget af jer, mine læsere.

Jeg ved at det egentligt godt bare kan komme til lyde som om jeg har ondt af mig selv, og ih og åh hvor er det synd for mig. Men det er ikke sådan jeg har det.

Mit liv har, siden jeg var meget ung, været et tog der kørte 180 mod en afgrund, og jeg har ingen redskaber haft for at stoppe det tog, og det var først da jeg skrigende faldt mod bunden at jeg har haft mulighed for at indse at de ting jeg før har fundet utroligt meget værdi i måske ikke var det der var godt for mig.

Derfor føler jeg mig som et nyt menneske. Et menneske med gå-på-mod, og en viljestyrke der ikke kan knækkes. For min vilje er at jeg skal være glad, have det godt, og være god ved mig selv. Og det er jeg kun hvis jeg er ærlig og ansvarsfuld. Som sagt, jeg er oppe af hullet, men der er stadig et stykke vej til oasen. Og det er den vej jeg går nu.

Jeg kan ikke love jeg er her hver dag, men jeg er her! Og jeg har ikke tænkt mig at forsvinde.

Det vigtigste er vel at jeg kan kigge på mine handlinger og stå bag dem i stedet for at benægte dem?

Som en klog pige engang sagde til mig “Dit liv er en motorvej hvor du altid tager den samme afkørsel, men du bliver nødt til at tvinge dig selv, og samtidigt vænne dig selv til at tage en anden afkørsel”

Jeg har taget en anden afkørsel og har fundet et meget lysere og lykkeligere land.