Lidt om at være single, mens alle andre popper kids …

Oh, the memories …

Der er et par gange nogle læsere, der har bedt mig fortælle lidt om, hvordan jeg oplevede dét, at alle omkring mig fik unger en del år, før jeg selv gjorde. Og lige nu sover mine egne, så here goes …

Da jeg var midt i tyverne, fik de to tøser, jeg på den tid hang mest ud med, begge to faste kærester. Indtil den dag havde vi været vant til at fungere som et trekløver, der egentlig kørte ret meget efter samme skema. Vi var vilde med fyre, som ikke var vilde med os, og jeg tror sgu egentlig lidt, vi helst ville have det på den måde, når jeg ser tilbage. Sådan føltes det absolut ikke, mens det stod på, men noget af det mest fantastiske ved at modtage en SMS fra mit hjertes udkårende (i dén måned …) var at disektere den med mine veninder. At en bejler havde indtastet to mellemrum efter punktum kunne fortolkes som et tydeligt tegn på kærlighed, da det jo var klart bevis for, at han måtte have slettet noget og skrevet noget nyt. At han interesserede sig nok til at omformulere sig kunne kun betyde én ting: Kærlighed! (Det viste sig jo så desværre som en usandhed i sidste ende).
Vi tilbragte de fleste weekender på Vega. Hver anden weekend arbejdede vi som bartendere i Loungen på 2. sal (oh, yes! Alle tre! Selvstændighed føltes kedeligt og overvurderet), og hver anden weekend drak vi vores løn op på personalekortet.

Men først fik den ene af mine to wing-women en meget fast kæreste, så hun sagde op på Vega og begyndte i stedet af bruge weekenderne i ske, og efter et par år gik det samme vej med den anden. Og så sad bette MM dér!
Men hvad gør en handlekraftig jyde, som ikke er færdig med at danse på bordene og gøre ting, hun bitterligt fortryder i slipstrømmen heraf? Denne her jyde startede LADY-LOGEN!

Jeg begyndte at indsamle emailadresser på de cool og søde damer, jeg mødte til fødselsdage, events og receptioner, og en råkold dag i februar 2007 inviterede jeg dem alle sammen til at komme ned på Madklubben i St. Kongensgade og spise middag med mig lørdag aften. De skulle selv betale, forstås. Der kom fem.
Måneden efter gentog jeg invitationen. Da var vi femten piger. I april kom der 25, og så gik det stærkt.

Efter et par måneder lukkede jeg ned for tilmeldinger, for det var omkring samme tid, at hele verden kom på facebook. De festlige billeder resulterede i talrige henvendelser fra festglade piger, som ville med i logen, men jeg var ikke ude på at starte et fest-imperium, jeg ville gerne have, netværket skulle være intimt og personligt, så alle kendte hinanden.
Vi var således 55 ladies i LADY-LOGEN, og den første lørdag i hver måned arrangerede jeg en middag et sted i byen. Her fik vi så en tre-retters menu, og imellem hver ret byttede vi pladser, så man kunne få talt med en masse forskellige damer. Vi var højst tredive deltagere ved hver middag, så tilmeldingen skete efter først-til-mølle-princippet.

Efter middagen havde jeg sørget for indgang og velkomstdrinks på en natklub eller ved en fest, og så dansede vi og drak shots, som fik vi penge for det. Filosofierne var “Kvinde er kvinde BEDST” og “Hellere drukne i stiletter end komme tørfodet hjem i gummistøvler”, og vi var altid dullet helt op under loftet i høje hæle, malede kindben, stylet hår og jeg skal komme efter dig.
Mænd og flirt var sjovt nok altid komplet ligegyldige på disse aftner, det handlede kun om at have det sjovt med damerne omkring sig.
Jeg tør sagtens sige, at jeg har haft op til flere af mit livs bedste aftner i LADY-LOGEN, som eksisterede i lidt over seks år.
Det sidste år gik vi ned til at mødes hver anden måned. Jeg selv var blevet gift og 30 år gammel og havde ikke samme festgen længere, og det samme kunne siges for mange af logens øvrige medlemmer, hvoraf også flere havde formeret sig. Der var sågar en overgang tale om en helt ville “baby-loge”, en udbryder-mødregruppe af loge-medlemmer, som mødtes, fordi de alle havde fået børn samtidig og havde stiftet bekendtskab i LADY-LOGEN.

Det er jo ikke fordi, man behøver blive momsregistreret bare fordi, at man er single og midt i tyverne – mindre kan også gøre det.
Jeg tør bare vædde på, at for hver aften, man sidder alene hjemme, fordi ens BFFs har fået unger og voksenliv, hvor man hellere ville have været i biffen, ude at spise, på klub eller til fest, så sidder der en masse andre ude på den anden side af deres computerskærme og har det på samme måde. Så mit tip er: Start det modsatte af en mødre-gruppe! En IKKE-mødre-gruppe!
En flok af flotte females, hvor aftalen er, at man mødes engang imellem på fast aftalte tidspunkter, og så hygger man igennem! Måske teater den første torsdag i hver måned. Eller i byen den sidste lørdag.
Tanken er bare den, at man ikke behøver være bedste veninder for at være en del af et fællesskab. Man behøver ikke skifte sine veninder ud, fordi man er forskellige steder i livet, men man behøver heller ikke sidde og undvære, fordi de rykker hurtigere end én selv.
Da mine veninder havde fået set en masse til kæresten og lidt mere styr på det der med at være mor, drønede de også ud af buskene og kom med til en del af loge-arrangementerne. Og så mødte jeg gladelig op til børnefødselsdage, barnedåb og rolige tirsdag aftner med baby i favnen i joggingbukser til gengæld.

Min grundtanke er nok noget så forudsigeligt som at være der, hvor man er og gøre det, der passer til én. I stedet for bare at vente. Jeg hader at vente. ;-)