En slags update…

Ord kan ikke beskrive hvor taknemmelig jeg er for jeres opbakning til forrige indlæg. Af hjertet tak alle sammen. Jeg er sikker på det har været med til at holde mit hoved oven vande i de her svære dage.

Nu sidder jeg her i køkkenet, alene. I larmende stilhed, på trods af opvaskemaskinens summen. Jeg har en stille stund for mig selv, for første gang i 3 dage. Det er både godt og skidt, for nu kan mine tanker for alvor få plads til at udfolde sig. Men nok også meget godt, for min krop trænger til et øjebliks ro. Og undskyld hvis det næste bliver usammenhængende og rodet, men det hjælper mig at få nogle af alle tankerne igennem fingrene…

De sidste 3 dage har føltes som år. Jeg kan ikke fatte at det allerede var i mandags at min verden gik i stå. At vi kun har haft 3 dage til at tage så meget ind, give slip, modtage ny information, holde ud, håbe, tro, græde. Jeg er træt helt ind i knoglerne. Kvalmen er blevet en beboer der er flyttet ind alle døgnets timer. Jeg ved ikke længere om det er baby der driller, men jeg tænker det nok er en kombination af angst, chok og graviditetshormoner.
Endnu en gang er jeg blevet mindet om HVOR meget man egentlig kan, når man SKAL.
Det er nok også godt, at maven kan gøre lidt opmærksom på sig selv, for den har ellers ikke fået mange tanker de sidste dage. Jeg tror dog den var et lille lysglimt midt i alt det sorte, da min far så den i tirsdags og kunne se hvor meget den er vokset.

Min far klarede operationen i onsdags. Han lå et døgn på intensiv og er nu flyttet til en sengeafdeling.
Desværre viste det sig at svulsten er en kræftsvulst og at den ikke er opstået i hovedet, men kommer et andet sted fra.
I går fik vi overordnet svar på hvor den stammer fra, og at der er kræft andre steder der nu skal bekæmpes også. Nu skal han lige komme sig over operationen og så tager onkologisk afdeling over. Der er stadig mange spørgsmål der ikke er besvaret. Ventetid er desværre en fast del af kræftpakken. Men vi er så lettede over, at han klarede operationen. Nu må vi vente og se hvad den næste tid bringer.

Jeg glæder mig over at vi er så stærk en familie, der er der for hinanden. At vi endnu en gang kan stå sammen, for jeg er sikker på det er nemmere at vinde en krig, hvis man er mange der kæmper, sammen. Jeg føler mig magtesløs, men det hjælper at jeg kan gøre noget. Selvom det er småting. Sørge for at min mor kommer til og fra sygehuset, får noget at spise, har nogen at snakke med, nogen der kan hjælpe med at informere resten af familien. Og jeg ved at det hjælper min far og letter hans hjerte, at han ved min bror, Anders og jeg er der hele tiden, både for ham men også for min mor.
Og så glæder jeg mig over at drengene har farmor og farfar lige i nærheden, der kan træde til og tage over, når A og jeg pludselig er nødt til at være andre steder.

I onsdags, da vi ventede på at operationen var overstået, ringede de fra skolen for at sige at William var faldet og havde slået hovedet. Heldigvis kunne farfar hente ham og sørge for at han fik hvilet. Endnu en lille påmindelse om, at livet går videre, selvom det føles som om tiden er gået i stå.

Nu venter vi.. Igen.. På at min far kan komme hjem, at næste kapitel går i gang, på at få svar på alle de spørgsmål der er kommet til undervejs..

Og så kan jeg ikke lade være at synes at det er fuldstændig vanvittigt, at kunne operere i hjernen. Når jeg kigger på min fars plaster, der dækker for hullet og ikke kan lade være at forestille mig hvad der gemmer sig bag. Helt ærligt, det er da for vildt! Totalt meget thumbs up til de læger der kan klare at stå dér med rolige hænder og fjerne ondskaben!

Og så er der selvfølgelig de refleksioner der kommer i børnehøjde.
Vi fortalte drengene i tirsdags at morfar var kommet på sygehuset og at han skulle opereres i hovedet. William var straks klar over at det var i hjernen og at det var mega farligt.
Men vi har ikke berøringsangst over for det. De skal også vide hvad der foregår (i store træk altså) og de må stille alle de spørgsmål de vil. William spurgte bl.a. om morfar ville vågne op igen, og det forsikrede jeg ham om at han ville.
Men drengene skal ikke gå og undre sig over hvorfor mine øjne er røde, hvorfor A og jeg pludselig ikke kan hente dem og tage dem med til gymnastik som egentlig var aftalt eller hvorfor morfar har et plaster i nakken og ikke ligner helt sig selv.
I morges i bilen sagde William, at nu havde baby allerede været på sygehuset mange gange. Den tanke havde jeg sjovt nok også haft i går.
Til farmor havde han spurgt, om knuden i hovedet nu var bundet op. En anledning til at snakke om hvad knuder også kan være..
Mange gode børnetanker, der sætter ord på nogle af de ting vi voksne bare tænker og som tager vores voksenord op til revurdering.

Tak igen for alle jeres opmuntringer, kommentarer og opbakning. Jeg er helt sikker på at det har hjulpet!

Rigtig god weekend til jer alle