’The Purge: Anarki’

Hvad ville du gøre, hvis alt var tilladt i 12 timer? Ville du trække våben og kræve retfærdighed af dem, der havde gjort dig uret – eller ville du bare holde dig rigtig godt skjult?

Kun et års tid efter forgængerens danske premiere stiller ’The Purge: Anarki’ os igen det moralsk besnærende spørgsmål. I etteren måtte Ethan Hawke og Lena Headey beskytte deres hjem mod ubudne gæster på bedste home invasion-manér, da titlens årlige, statssanktionerede Udrensning fandt sted. Den intime omgang angsthorror blev en massiv succes, hvorfor der selvfølgelig straks skal sprøjtes en efterfølger ud, mens der er momentum.

I fortsættelsen er der skruet gevaldigt op for målestokken. Det er ikke længere bare hjemmet, der er under angreb, men samfundet som sådan. Anarki hærger de lovløse gader, og vi følger fem karakterer – de fleste med gode intentioner – der er strandet væk fra deres hjem, mens verden går amok. Frank Grillos betjent er som den eneste i gruppen derude for at søge blodhævn for sin dræbte søn, og han bliver hurtig leder af en mor og datter samt et ægtepar, hvis forhold knirker gevaldigt.

Filmen sælger sådan set sin vanvittige præmis om menneskelig ondskab nogenlunde overbevisende. Grillo er en sølle sjæl, der ønsker personlig vendetta, men han stadig har sit moralske kompas intakt. Selv gadens bander har andet for øje end blod, nemlig penge, og det er her, kæden falder af for ’The Purge: Anarki’, hvis kapitalismekritik bliver temmelig flad i skildringen af de riges ansigtsløse tegneserieondskab.

Også vores ufrivillige helte er højst endimensionelle. Ægteparret Liz og Shane har problemer, men meget mere ved vi ikke, og latino-mor-datter-parret Eva og Cali er vist mest med for at skabe diversitet på rollelisten. Michael K. Williams har en lille rolle som selvtægtsrebel i en halvbagt reference til hans ’The Wire’-karakter Omar Little.

Halvbagt er også filmens tematiske blik på voldsudgydelserne. Mens Finchers ’Fight Club’ ville afskrælle lag af menneskets aggressioner, prædiker ’The Purge: Anarki’ i sidste ende et frelst antivoldsbudskab. Paradoksalt, da hele filmens underliggende præmis vel bygger på en form for vold som katarsis.

Kort sagt:
Hurtig efterfølger skøjter gennem karaktertegning og plotudvikling, og et hvert tilløb til interessante pointer om voldens katartis stopper, før det bliver rigtigt interessant.