Tag nu lige “JA”-hatten på, ik?
Credit: Mr. Yes af Kasia Lilja – købes her.
Forleden dag, læste jeg en sindssygt inspirerende artikel i Eurowoman om Mette Østergaard, der blev chef som 28-årig og har arbejdet hårdt for at nå til hvor hun er i dag som 32-årig. Jeg har personligt en svaghed for stærke, seje kvinder, der ikke klynker, den slags kvinder der får tingene til at ske og arbejder hårdt for alt hvad de har. Jeg er ikke i tvivl om, der ligger blod, sved og tårer bag Mettes karriere, men det er ikke det hun fremhæver i artiklen. Hun fremhæver i stedet, at hun er glad og taknemmelig for, hun bliver anerkendt for sit arbejde og at hun arbejder og tager bevidste valg og fravalg i forhold til sin familie. Hun mener at succes afhænger af 10% talent og 90% hårdt arbejde og giver os indblik, i dengang hun tog med sin udstationerede mand til Rusland, for bare at sidde hjemme i en by i Rusland med en baby og føle sig mega ensom samtidig med, at hun i den periode lidt mistede sin identitet som den seje karriere-person hun var vant til at være. Men guess what – hun dealede med det og tilpassede sig. Hun tog sgu da ja-hatten på! Hendes tanker om karriere og kvindeklynk er så inspirerende og faktisk lidt modsat af, hvad der ellers er populært at sige nu om dage. Det skal efterhånden handle om, hvor hårdt man har det, før man er en “ægte” og autentisk person. Vi ser det i damebladene, i medierne og på blogs hele tiden. Nej, hvor bliver der klynket til den helt store guldmedalje rundt omkring. Ved godt, at det ikke er pænt at sige og jeg er slet ikke fortaler for, at alt skal være lyserødt og vi ikke skal se hvordan folk kæmper – for det synes jeg er så fedt at se. Men jeg mister altså lidt for folk, der klynker over de valg de tager. Det er vigtigt at være skrøbelig og vi har alle dårlige dage, men jeg mener altså godt, man kan vise alle sine facetter som fx. blogger UDEN at gøre en big deal out of it.
Jeg tror det ville klæde mange mennesker at tage “ja”-hatten på og deale med de udfordringer livet giver en. Det er ikke pænt at sige, men nogle gange, bliver jeg sindssygt provokeret af, hvordan små ting skal pustes op til store eksistentielle livskriser. Hallo, newsflash: ALLE skændes med deres kæreste, alle har en dum chef, de fleste folk med børn der ikke sover om natten, har det pænt hårdt i hverdagen, ligesom vi alle nok har dårlige dage med op- og nedture. Fair nok, vi deler den slags med hinanden, jeg er all for it – men lad os nu ikke pive/brokke/klynke over det, som om det er det eneste verden drejer sig om. Jeg mener – bare i mit 28-årige liv, har jeg mødt unge mennesker, der er alvorligt og dødeligt syge, folk der har mistet deres job og livsgrundlag, kvinder der lever i voldelige forhold, børn og unge der har det hårdt i skolen og derhjemme, ældre der holder jul alene, fordi de har mistet og så skal jeg læse om, folk der piver over, at de ikke fik den fødselsdagsgave de gerne ville have og at deres liv er overdrevet presset, fordi de lige har to aftaler for mange med veninderne? Nej stop. Deal with it og få det til at fungere. “Ja”-hatten er ikke en så dum hat.. Siger det bare.
Artiklen med Mette Østergaard kan læses lige her.
The post Tag nu lige “JA”-hatten på, ik? appeared first on you better be fierce.
