Marina

Winter Village i Bryant Park: Julestemning med gratis skøjtebane og hyggelige boder

En dag sad jeg i Bryant Park med en varm og krydret æbledrik og så på de glade mennesker der skøjtede. Det har jeg gjort før, men denne dag faldt jeg tilfældigt i snak med en newyorker. "Alle parker burde være som Bryant park" sagde hun. Jeg forsvarede med glød de andre af mine yndlingsparker, men damen uddybede at hun elskede Bryant Park, fordi det var en park hvor de lokale forældre kom for at hygge sig med deres børn og hvor alle gav sig selv et grønt frikvaret fra hverdagen.

Jeg vil stadigt med glød forsvare mine andre yndlingsparker, men jeg vil gerne give damen ret i at Bryant Park i høj grad er en ægte New Yorker park for newyorkere.

Bryant Park er en af New Yorks mest velholdte og hyggelige parker. Som noget ret unikt er den offentligt ejet, men udelukkende drevet for (rigelige) private midler. Parken ligger midtown tæt på Grand Central og med det smukke New York Public Library som nabo. Faktisk er de to ikke bare naboer, biblioteket ligger teknisk set i parken og hele den grønne firkant ligger ovenpå underjordiske biblioteksssale med 8 millioner bøger. Det er meget sjovt at tænke på når man sidder og hygger sig med sin frokost på de fine grønne stole, der som noget ret unikt for en offentlig park kan flyttes rundt.

Bryant Park er bare en lille grøn firkant mellem tårnhøje huse, men netop det bidrager til parkens store charme. Læg hertil New Yorks mest velholdte sommergræs (med gratis film om mandagen), springvand, en fin karrusel og ikke at forglemme de uden konkurence flotteste offentlige tojleter i New York (komplet med overdådige blomsterarrangementer).

Parken er skøn om sommeren, men jeg holder allermest af den om vinteren hvor hele parken forvandles til et julemarked med fine små hyggelige boder og en gratis skøjtebane. I New York hvor det ellers er dyrt at skøjte er det en attraktion, der trækker masser af lokale. De lokale medbringer egne skøjter, men skøjter kan også lejes og det efter sigende tilmed til en lavere pris end den de andre dyre skøjtebaner kræver.

De hyggelige boder i Winter Village har hver deres fine specialdesignede glashus. Her sælges et blandet udbud af lækker mad og gaveartikler. Prisniveauet er ikke lavt, men her er mange sjove ting som man ellers ikke finder.


Mine billeder er fra sidst på formiddagen og der er parken dejlig fremkommelig. Rigtig hyggelig synes jeg dog den bliver når mørket falder på og alle de små boder lyser.

Læs meget mere om Bryant Park lige her på parkens egen hjemmeside.

Rejseglimt: De sidste måneder har jeg hver fredag delt et rejseglimt fra en af vores rejser. Med dette julede rejsetip fra min tur til New York i slutningen af oktober 2014, holder jeg en midlertidig julepause. I Januar er der igen rejsedrømme hver fredag. Klik her for at læse alle rejseglimt og her for at læse mere om mine personlige tips til New York.

  • Love
  • Save
    Add a blog to Bloglovin’
    Enter the full blog address (e.g. https://www.fashionsquad.com)
    We're working on your request. This will take just a minute...