Katja Moikjær

Repost: Appelsinhud – kampen uden ende

Det er bikinisæson, og appelsinhud eller cellulite er igen på dagsordenen. Jeg vil derfor benytte lejligheden til at genudgive dette ældre indlæg.

Den opmærksomme læser vil lægge mærke til, at du ikke kan finde anmeldelser af produkter mod cellulite eller særlige kure her på bloggen. Og det er ikke fordi, der er mangel på dem. De virker bare ikke.

Det lidt deprimerende gode råd herfra er nemlig, at appelsinhud er en helt normal del af en kvindes kropsbygning, og der er generelt ikke noget at gøre. Selv velmenende råd om kost og motion hjælper minimalt.

Appelsinhud handler grundlæggende om måden kvinders fedt, muskler og hud er bygget op på. Den er grundlæggende anderledes end mænd, og mænd får derfor meget sjældnere appelsinhud end kvinder. Appelsinhud er da også så normalt hos kvinder, at dermatologien taler om det som en normaltilstand og ikke som en lidelse på nogen måde overhovedet.

Hvad er appelsinhud?
Under vores hud ligger et lag bindevæv, der holder vores fedtvæv på plads. Hos kvinder er det af forskellige årsager ujævnt, hvilket gør at helt normalt fedtvæv nedenunder buler ud. Det er altså ikke fedtet, der er den umiddelbare årsag til appelsinhud. Tværtimod får et solidt lag fedt (kan I huske den scene i Sex & The City?) huden til at se lækker og glat ud.

Det er derimod strukturen i det overliggende bindevæv og hud der får buler af det underliggende fedt til at titte frem. Der er forskellige forklaringer på dette. En er at mænds bindevæv ligger som et net henover fedtet, mens kvinders består af lodrette strukturer. Mænds bindevæv er altså bare bedre indrettet til at holde pænt fast på det hele.

En effektiv behandling mod appelsinhud skulle altså ikke rette sig mod fedtet, men på en eller anden måde udjævne kvinders ustabile bindevævs- og hudstrukturer. Hvilket næppe er muligt. At fjerne noget af fedtet (fx. ved en slankekur eller fedtsugning) vil derfor heller ikke virker. Det næste lag fedt vil bare poppe frem i stedet.

Et studie i Journal of Drugs in Dermatology udført af bla. en dermatolog fra Harvard har sammenlignet de eksisterende studier, der findes af de behandlingsmuligheder, der findes af appelsinhud. Og der er stadig ikke nogen rigtig god behandlingsmulighed. For at opsummere resultaterne:

Ultralyd
Ultralyd behandling af appelsinhud er stadig så nyt at der ikke findes ordentlige data.

Fedtsugning
Fedtsugning er rigtig godt til at fjerne de dybe fedtlag, men cellulite skyldes strukturerne i de ydre fedtlag.

Cremer
Koffein, aminophyllin, triethanolamin og lignende stoffer er dem, vi typisk ser i anti cellulite cremer. Der er rent faktisk (omend få) studier, der dokumenterer deres effekt på fedtlaget. Der er vist en mindskning i omkreds ved at groft sagt får fedtvævet til at skrumpe. Lignende effekt har retinol som er på recept. Der er dog to problemer. Dels er studierne meget få og mangelfulde. Dels er de resultater, de viser meget små. Der er altså ikke nødvendigvis tale om et resultat, som får alvor vil gøre en synlig forskel, der er indsatsen og pengene værd. Det, de i virkeligheden gør, er at skabe en midlertidig effekt i form af en mindre hævelse af huden, mens du bruger den, så appelsinhuden ser mindsket ud. Den midlertidige effekt forsvinder selvfølgelig i det øjeblik, du stopper med cremen.

Massage, maskiner og varmebehandling
Der findes en lang række massagebehandlinger og varmebehandlinger. En af de mest kendte er Endermologi. Jeg har kigget på to uafhængige studier på Pubmed af Endermologi, og begge konkluderer, at der er ikke er nogen signifikant effekt på appelsinhud af Endermologi. Det ene konkluderer dog interessant nok, at der er en effekt på test-personernes omkreds (spørgsmålet er selvfølgelig også hvor længe den holder). Men der er ikke lavet uafhængige videnskabelige studier, der dokumenterer en effekt. Der er lavet en del af firmaet selv til gengæld…

Det, der også generelt gælder for alle behandlinger og cremer, er, at alle de studier, jeg kan finde, der viser en mindre effekt af noget, kun viser effekten før og lige efter en række behandlinger. Der er intet, der viser en effekt på lang sigt. Så det kan blive rigtig mange penge for resultater, du kun har glæde af lige nu og her. Hvis det er godt nok for dig, så skal jeg ikke tale dig fra det. Du skal bare vide, hvad du betaler for.

Det, der nemlig typisk vil ske under en behandling mod appelsinhud, er at din hud og fedtvæv på en eller anden måde vil få så mange tæv, at der bliver skabt en lokalirritation eller hævelse, som vil få det øvrige væv til at hæve op og dermed “skjule” appelsinhuden midlertidigt. Det gælder forskellige former for maskiner, massage, sugekopper osv. Efter noget tid vil den hævelse selvfølgelig forsvinde igen.

Kost og motion
Lad os lige slå en ting fast: At cellulite skyldes affaldsstoffer, som nogle gerne vil have dig til at tro, er noget gedigent vås! Som sagt er cellulite en helt naturlig tilstand som op mod 90 procent af alle kvinder har i et eller andet omfang, og det skyldes den måde, som kvinders bindevæv er bygget op på.

Og så er der det gode gamle råd om træning og sund kost. Det er selvfølgelig altid et godt råd og ja for dælen, det skal vi. Men det er ikke et quick fix for cellulite af to årsager. For det første så kan man ikke punkttabe sig. Det vil sige, at når du træner, spiser sundt og taber dig, så taber du fedt jævnt fordelt over hele kroppen generelt. Og desværre ikke lige der, hvor du gerne vil i dette tilfælde, som er de ydre fedtlag på for eksempel låret. Så der kan være rigtig mange kilo igen til at bekæmpe lige præcis den bulede venstre lårballe.

Og for det andet så skyldes dit problem slet ikke fedtet. Men derimod det bindevæv, der omgiver det.

Dernæst så har – vi gentager lige – 90 procent af alle kvinder cellulite. Også de tynde, de slanke, supermodellerne, dem alle.

Slankekure og for lavt BMI kan gøre appelsinhud værre
Et engelsk studie viste, at overvægtige kvinder med appelsinhud havde gavn af at tabe sig. Udover de andre åbenlyse fordele, så blev deres appelsinhud også generelt pænere. MEN jo lavere BMI, kvinderne i undersøgelsen startede ud med, jo større risiko var der for, at deres appelsinhud faktisk blev værre af diæt og vægttab. I gruppen af undersøgte kvinder oplevede 17, at deres appelsinhud blev bedre, mens 9 fandt, at den blev værre. Med en klar sammenhæng til, hvorvidt de var overvægtige eller ej.

Forskerne fandt at vægttabet hos de overvægtige mindskede bulernes størrelse. Men bulerne blev som sådan ved med at være der.

Men hvad skal vi så gøre?
Det bedste bud er helt klart at spise sundt, dyrke motion og passe godt på din hud, fordi det generelt forbedrer din krops og din huds udseende og dit velbefindende.

Motion kan muligvis forbedre appelsinhud, fordi det generelt styrker bindevævet og cirkulationen i kroppen.

Tørbørstning er også populært – det ‘virker’ fordi det generelt gør huden pænere. Men det fjerner altså ikke en eneste bule appelsinhud.

Så kampen er tabt på forhånd. Beklager! Se i stedet på smukke Scarlett Johansson og glæd dig over, at de heldige asener uden appelsinhud hører til undtagelsen – ikke reglen.

Følg Pudderdåserne på: Facebook // Bloglovin' // Pinterest
Instagram: @hehelene og @pudderkatja

The post Repost: Appelsinhud – kampen uden ende appeared first on Pudderdåserne.

  • Love
  • Save
    23 loves 1 save
    Add a blog to Bloglovin’
    Enter the full blog address (e.g. https://www.fashionsquad.com)
    We're working on your request. This will take just a minute...