Katja Moikjær

Månedens favoritter: Juli 2014

Flade vittigheder om vejret og varmen som: ”Nåååhh kan du holde varmen” hænger mig allerede ud af halsen! Ikke desto mindre skal man nærmest lægge øre til dem dagligt. Sommer er og bliver bare den sæson, som jeg holder mindst af. Det er fordi jeg virkelig hader at svede og have det varmt, og på et eller andet tidspunkt når man ligesom grænsen for, hvornår det er acceptabelt at tage mere tøj af…
I juli har jeg i anledning af en nylancering fundet en af mine gamle favoritdufte frem igen. Den har jeg ellers ikke brugt længe. I juli måned har det simpelthen været så varmt, at jeg har taget en pause fra makeuppen. Derfor er det kun neglelak, concealer og en ualmindelig smuk blush, som har været i brug.
Blandt månedens favoritter er der klassikere, nyheder, yndlinge og gamle travere alt sammen i en helt vilkårlig rækkefølge.
Fordi vi har de sødeste læsere i hele universet, har jeg skrevet på de månedens favoritter, som mangler… Det er fire styks, og de bliver udgivet de næste fire torsdage med februars favoritter først.

1. Ahava Time To Hydrate Active Moisture Gel Cream
Hver eneste sommer kæmper jeg med mig selv. For jeg har overhovedet ingen lyst til at smøre ansigtet (eller noget andet for den sags skyld) med hverken den ene eller den anden creme. Efter at have læst en del om Ahava, havde jeg rigtig meget lyst til at prøve et produkt derfra. Og da Time To Hydrate var kommet i en helt ny variant med en interessant konsistens, var det selvfølgelig den, jeg kastede mig over.
Selvom jeg har gjort mig meget umage for ikke at kunne lide den, fordi den er i krukke, og fordi den er ret parfumeret… så er det ikke lykkedes. Den føles så let og behagelig på huden, og selv om jeg kampsveder, når jeg har været i bad, så kan den alligevel klappes ind i huden samtidig med, at den virker kølende.
Særligt det kølende element er jeg blevet mere eller mindre afhængig af, og det resulterer i flere indsmøringer, som igen har resulteret i en lækker fugtmættet hud.
Med blandt andet aloe vera, squalene, urea og allantoin klarer den skønne gelé både tør og sart hud. I hvert fald har jeg oplevet langt mindre rødme og irritation end min hud ellers udsætter mig for, når det er varmt.

Ahava Time To Hydrate Active Moisture Gel Cream koster 295 kroner, og du finder Ahava i Sephora og Magasin. På Magasin Webshop kan du få udvalgte Ahava produkter, dog ikke lige Active Moisture Gel Cream.

2. Marc Jacobs Daisy Eau de Toilette
Hvordan, det er lykkedes mig at undgå at skrive om Daisy, er ærlig talt en gåde, men da jeg søgte på bloggen kunne jeg ikke finde denne duft. Den har fulgt mig lige siden den formiddag, da den landede på hylderne i Magasin. Det var oftest Daisy jeg duftede af, da Katja og jeg lærte hinanden at kende og efter noget tid meddelte Katja, at jeg fremover kunne få duften for mig selv, fordi hun synes, det var mærkeligt at gå og dufte af mig.
Det slår aldrig fejl, hvis vi ikke koordinerer makeup og duft, ender vi temmelig ofte med det samme på. Løsningen er, at vi aftaler farver til makeuppen, og at vi kun har ganske få dufte til fælles. Om Katja har Daisy endnu, ved jeg faktisk ikke, men jeg ved, at duften af den stadig minder hende om mig.
Det sjove ved Daisy er, at den på en gang lufter af jordbærte, hvide blomster og noget udefinerbart grønt… og når den så har siddet lidt, er det klassiske bundnoter som lyst træ, vanilje og moskus, som overtager med få strejf af lidt pink grape og viol. Denne kombination gør Daisy til en meget feminin og lidt legesyg duft, som samtidig ikke er for sød og tung.
Det er den nye Daisy Dream, som er lige på trapperne, der fik mig til at finde Daisy inde i skabet. Det er en meget mere frugtig variant af den originale duft, med frugtnoter som brombær, pære, litchi og kokos…

Marc Jacobs Daisy koster mellem 350-725 kroner, og du finder duften i Magasin, Matas, Sephora, Salling og parfumerier. Online finder du den blandt andet i Magasin Webshop.

3. Formula X Neon Nail Color i farven KAPOW!
Først og fremmest har den bare den der blå nuance, som man ikke kan lade være med at kikke på… Samtidig har den både samme nuance blå og lilla glitter, så her er den et sikkert hit. Jeg købte den med det samme, da den endelig stod i Sephora, efter at jeg havde trykket næsen flad mod monitoren på Formula X’ eget site i de måneder, der gik fra lanceringen i USA…
Det kan slet ikke beskrives, hvor meget jeg egentlig glæder mig til, at HELE kollektionen kommer til Danmark. Den dag kan man med garanti finde mig med en meget stor kurv, foran hylderne fyldt med de smukkeste nuancer af glitterlakker, cremelakker og alle de andre lakker.
Formula X er et fantastisk system, og jeg er vild med holdbarheden. Lige KAPOW! Holder ikke sindssygt godt, men den smukke nuance og den lynhurtige tørring kompenserer for eventuel hurtig afskalning. Hvorfor den helt naturligt er blevet brugt alle de dage, hvor det bare skal gå lidt hurtigt.

Formula X koster mellem 100 og 120 kroner i Sephora, og selvom det måske er lidt dyrt, så får du sædvanligvis en rigtig god holdbarhed, et hav af unikke nuancer og en hel del sjove effekter.

4. MAC Mineralize Concealer
I vinterhalvåret brugte jeg stort set ikke concealer, indtil jeg fandt en gammel favorit frem fra gemmerne. MAC Mineralize Concealer er noget særligt, og den ligger pænere end nogen anden concealer, jeg har arbejdet med, samtidig med at den i en snæver vending fint kan gøre det ud for foundation også.
Nu er fuld dækning jo ikke rigtig min ting, og derfor er det sindssygt vigtigt for mig, at min concealer kan tones så godt ud, at man slet ikke kan se overgange fra rødme eller de andre ting, jeg helst vil dække.
Den er drøj og holdbar, og så står den distancen, uanset om dagen byder på skyfri himmel og solskin eller dans ud på de små timer. Med mit sædvanlige aktivitets niveau er den slags holdbarhed vigtig, samtidig med at eventuelle touch-ups skal kunne foregå ligeså usynligt, som da jeg lagde den om morgenen.
Når den bliver brugt som foundation, bruger jeg den samme pensel, som jeg oftest bruger til concealer nemlig 286 Duo Fibre Tapered Blending Brush også fra MAC. Den simple forklaring på at det lige er den, er selvfølgelig, at det er en fantastisk pensel, som kan bruges til det hele.

MAC Mineralize Concealer koster 150 kroner, og du finder den hos MAC FSS på Købmagergade38, og hos MAC i Magasin og Salling i Aalborg. Online finder du den i MAC webshop og i Magasin webshop.

5. Jurlique Rosewater Balancing Mist Intense Deluxe Edition 3
Prøv lige at kigge på billedet igen… Så du den der KÆMPE pink skønhed næsten i midten af billedet? Det er den tredje specialudgave af Jurlique Rosewater Balancing Mist Intense. De første var fine, men denne her er pink! At man samtidig støtter AIME (Australian Indigenous Mentoring Experience) synes jeg er så fint!
Ordene på flasken: Strength, Liberty, Hope, Knowledge, Beauty, Freedom, Choice og Confidence er kun begyndelsen af en meget lang liste af ord, som Jurlique blev beriget med, da de spurgte deres følgere på Facebook og Instagram, om de med et enkelt ord kunne beskrive ansvar.
Det var i halvfemserne, jeg kastede mig over Jurlique, og sikkert derfor mindes jeg den omdiskuterede Mutant Message Down Under af Marlo Morgan, som oprindeligt blev beskrevet som en rejsebiografi, men efter en masse ballade blev aboriginerne givet en stor offentlig undskyldning, hvorefter bogen blev beskrevet som fiktion. Bogen var, så vidt jeg husker meget inspirerende, og det var altså den, jeg tænkte på i forbindelse Jurlique, AIME og ordet ansvar.

Jurlique Rosewater Balancing Mist Intense Deluxe Edition 3 koster 350 kroner, og du finder den i begrænset antal hos Complete Me, Green Skin og snart hos Magasin. Online finder du den smukke pink flakon i Jurliques danske webshop. Du kan også finde Jurlique online i Magasin Webshop.

6. Sisley Highlighter Blush With White Lily L’Orchidée
Det er ikke sjældent, at vi nævner produkter, som næsten er for smukke til at tage i brug. Sådan et er Sisley Highlighter Blush With White Lily L’Orchidée, det er en utrolig smuk blush med perfekt konsistens, den helt rette mængde perlemor, og så er den let at lægge og tone ud. Den tilføjer bare glød og lækkerhed til ansigtet, uden man helt kan sætte fingeren på, hvad det egentlig er, den har bidraget med altså udover lidt farve.
Som nævnt ovenfor, har jeg det lidt svært med at få taget hul på de smukke mønstre, som diverse blushes og den slags kan have… En smuk blush kan godt være kæleblush i alt for lang tid hjemme hos mig, hvis jeg altså ikke lige får taget mig sammen.
Heldigvis havde jeg pakket den med i sommerhustasken, og det fortrød jeg ikke et sekund, for selvom det tog en krig at tvinge penslen ned i den smukke blomst som de forskellige nuancer blush former i æsken, så vidste jeg straks at en ny yndling var fundet. Da jeg så det helt særlige skær på mine kinder, ja som hele makeuppen havde, så var det pæne mønster blot en hyggelig detalje.

Sisley Highlighter Blush With White Lily L’Orchidée koster 610 kroner, og du kan finde den i Magasin, Sephora, udvalgte parfumerier og Matas. Online finder du den i Magasin Webshop (hvor den godt nok er udsolgt i øjeblikket) og i Matas Webshop. Den findes også i en smuk pink version med navnet Rose, find den af de to der passer bedst til dig, for de er uendelig smukke begge to.

7. My Kitsch Hair Ties
De fine hårelastikker sidder om håndleddene på mange i øjeblikket, og de er selvfølgelig blevet vildt populære, fordi de både pynter smukt i håret, og når de har rollen som armbånd. En almindelig elastik om håndleddet er hverken festligt eller særlig pænt, men hvor pokker skal man ellers sætte den, når den skal ud af håret i en fart, og man ikke lige har en lomme at lægge den i? Min elastik ryger om håndleddet, om den er pæn eller ej, men det er unægtelig noget smartere nu, hvor elastikken enten matcher tøjet, har et særlig fint mønster eller den glitrer… Jaja, kragen er glad for glitter, og My Kitch Hair Ties findes selvfølgelig også i varianter, som kan tilfredstille selv den mest pyntesyge dåse også på de dage, hvor det ikke behøver at være så festligt.
Egentlig er det bare en rigtig god elastik, som ikke flår håret ud med de trælse metalsamlinger. Og selvom den type elastikker kan findes i et utal af varianter, så mindes jeg ingen, som er helt så yndige og pyntelige som My Kitch. De findes i MANGE forskellige farver og mønstre, og samtidig er der forskellige størrelser, for eksempel kan du også finde dem som hårbånd. Selvom den slags ellers ikke gider blive siddende i mit glatte hår, så går det rigtig godt. Derfor bliver jeg nødt til at købe nogle af hårbåndene, bare fordi de er så pæne. Og man kan vel hæfte sådan et hårbånd med nogen klemmer af en art?

My Kitsch Hair Ties koster mellem 69-149 kroner afhængigt af bredde, størrelse og materiale. Du finder for eksempel de fine elastikker og hårbånd hos Gun-Britt Coiffure og Holly Golightly. Online finder du dem hos Lille Figaro og hos BARNHOLDTS, hvor du også kan få oplyst nærmeste forhandler på Tlf: 45 30 31 15 23.

8. Kimovi Gel
Når min hud er irriteret af den ene eller den anden, så klør den fuldstændig som om, der kravler små dyr rundt på mig. Det er selvfølgelig ikke særlig rart, og et øjebliks kradseri i søvne kan forvandle huden til en rød, hævet, øm og nu endnu mere irriteret version af sig selv.
I år skete det, som ikke må ske. Jeg havde pjasket rundt i vandet med drengene i temmelig lang tid, og selvom jeg var smurt ind i SPF 50 fra top til tå, så kunne jeg pludselig mærke, at det nok ikke var helt optimalt længere.
Hold op, hvor var jeg rød… Jeg gik i bad, smurte Kimovi gel på og allerede samme aften var huden faldet til ro igen. Og der var ingen irritation eller kløe at spore, det er aldrig sket i den fart før!
Det er første gang, jeg er blevet forbrændt af solen i over ti år, men når nu det skulle være, så er jeg glad for at Kimovi lå i tasken.
Kimovi Gel, det er en lys ravfarvet gelé, som beskytter irriteret og rød hud ved at lægge en tynd hinde på huden. Det lyder ikke umiddelbart særlig rart i mine øre, men efter at have prøvet er jeg hundrede procent overbevist, og heldigvis er geléen hverken fedtet eller klistret. Den virker også kløestillende, og det er især det, som giver den topkarakter i min bog.
Det er ikke det sidste, du kommer til at læse om Kimovi her på bloggen, for jeg er fan!

Kimovi Gel koster 168,50 kroner, og du finder Kimovi på udvalgte apoteker og i Kimovi webshop.

9. Depend GelLack i farven Fuchsia Neon G5005
Uanset hvad Matas og alle mulige andre, som har pillet Depend af hylderne, siger… så er jeg vild med Depend GelLack. Når jeg bruger det eller et af de mange andre gelélakker, jeg har, så er det selvfølgelig med største forsigtighed!
Hvis man tror, at man kan være en sjuske, når det kommer til påføringen, så tager man fejl, og ligesom med alle andre produkter af denne type er der selvfølgelig risiko for allergi. Selvfølgelig er der det! Gelélakkerne gør, at min manicure kan holde lidt bedre end ellers, og derfor er det noget jeg bruger ved særlige lejligheder, for eksempel når jeg vil være sikker på holdbare og festklare negle… og så selvfølgelig på tæerne, hvor gelélak bare holder en evighed.
Mine negle har i løbet af sommeren holdt fest med både glitter og neon. Især er farven Fuchsia Neon blevet brugt flittigt, det er den smukkeste mørke neonpink nuance, det er den eneste måde, jeg kan beskrive farven… Og jeg vil anbefale ALLE, der stadig elsker GelLack, og som har en stor kærlighed til pink at tjekke denne nuance ud. Smukkere bliver de altså sjældent!

Depend GelLack finder du stadig hos Magasin og hos de selvstændige Matas butikker, hvor lakkerne koster 79 kroner.

10. Amika Perk Up Dry Shampoo
I midten af juni var jeg til en virkelig spændende lancering af både hårprodukter og hårredskaber fra Amika. Produkterne er virkelig interessante, farvestrålende og så dufter de skønt. Det er en enkel linje, og formlerne er mere gennemtænkte og forbrugervenlige, end noget jeg er stødt på længe. Men det er en helt anden historie…
Efter selve præsentationen havde jeg fornøjelsen af at tale med Amikas dygtige kreative direktør Naeemah LaFond, som er uddannet frisør og hårstylist. Hun fik på trods af mit halvfedtede hår og temmelig varme dag, mit hår til at sidde helt hæderligt med en lidt anderledes opsætning med noget flet og noget… Inden hun gik i gang, fik håret en ordentlig omgang Perk Up Dry Shampoo, og jeg som er lidt tørshampoo forskrækket, var ved at få nervøse trækninger af mængden. Sædvanligvis ender mit hår nemlig med at have den sørgeligste grålige nuance, og det er på ingen måde det look, jeg går efter.
Den opfriskende og lette fornemmelse som jeg ellers kun opnår med en hårvask, var derfor lidt af en overraskelse. Det samme var min hårfarve, der var nemlig ikke et eneste spor af tørshampoo, jeg fik lov at rode i håret selv, og var uendelig overrasket over følelsen, for Perk Up Dry Shampoo giver den rigtige struktur bare uden alle de kedelige bivirkninger.
Jeg har brugt den siden <3

Amika Perk Up Dry Shampoo koster 199 kroner, og du kan købe den hos udvalgte frisører og på ILoveShampoo.dk

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Følg Pudderdåserne på: Facebook // Bloglovin' // Pinterest
Instagram: @hehelene og @pudderkatja

The post Månedens favoritter: Juli 2014 appeared first on Pudderdåserne.

  • Love
  • Save
    26 loves
    Add a blog to Bloglovin’
    Enter the full blog address (e.g. https://www.fashionsquad.com)
    We're working on your request. This will take just a minute...