Emily Salomon

Hjemmelavede træstammer

Jeg har en træstammeklub med sunde Sofie, hvor vi jævnligt mødes og tester forskellige konditoriers og bageriers bud på den fabelagtige restekage, der ikke bare er en gudespise, men også noget så politisk korrekt set med Stop spild af mad-øjne.

Mit og Sofies budskab er simpelt: Træstammer for en bedre verden!

;)

ENGLISH RECAP: Last week my sweet and healthy friend Sofie and I made these popular Danish cakes. They’re called Træstammer – Tree Logs. Find a similar recipe in English here.

Nuvel, det kræver selvfølgelig, at man rent faktisk har kagerester, før at alle de gode intentioner kan indfries og vi blev altså nød til at bage en kage specielt til formålet, da vi ikke lige lå inde med et halvt kilo kage, der bare var til overs.

Men hvis du nu er typen, der ikke (som os) spiser hele kagen på én gang, og som derfor af og til har lidt kage (et stykke wienerbrød eller lignende kan også ryge i puljen) til overs, så skær det i mindre stykker og frys det. De måske lidt kedelige kanter fra en skærekage er også glimrende bidrag. På et eller andet tidspunkt er der nok i resteposen til, at man kan lave træstammer eller romkugler. Jeg planlægger selv at gå i gang med at ‘spare op’ fra nu af :)

TRÆSTAMMER À LA SOFIE OG EMILY
- 12-16 stk.

Trøffelfyld:
500 g ”gammel” kage, vi brugte denne
100 g marcipan, revet
125 g mørk chokolade, smeltet
2 spsk ren kakaopulver (gerne rå, der smager af mere)
1,5 spsk hindbærmarmelade
3 spsk god, mørk rom (er det til børn eller folk som ikke kan lide smagen af alkohol kan rom erstattes med romessens)

Smørcreme:
75 g smør, stuetemperatur
125 g flormelis
2 spsk varmt vand
1 tsk ren vaniljepulver

Marcipanovertræk:
200 g marcipan
90 g flormelis
30 g glukosesirup

100 g chokolade til pynt, smeltet

  • Blend den ”gamle” kage til en ensartet masse.
  • Rør kagesmuldret sammen med den smeltede chokolade, marcipan, marmelade, kakao og rom sammen til en ensartet trøffelmasse. Stil den på køl.
  • Pisk smørcremen imens. Alle ingredienserne piskes med elpisker til en tyk, luftig masse og stilles herefter på køl.
  • Bland så marcipanovertrækket. Riv evt. marcipanen først. Ælt alle ingredienser sammen med hænderne. Del massen i fire og pak dem i film og læg dem på køl.
  • Når trøffelmassen er afkølet og fast tages den ud og deles i fire. Rul hver del til en lang pølse (ca. 2-3 cm i diameter). Stil dem igen på køl.
  • Tag et af marcipanstykkerne ud og rul det ud på et bord drysset med lidt flormelis. Rul marcipanen til et rektangel som svarer til længden af dine trøffelpølser.
  • Tag en trøffelpølse ud af køleskabet. Smør først et tyndt lag smørcreme på, smør så igen et mere dækkende lag, så der ikke fremkommer brune steder på trøffelpølsen (på den måde undgår man, at man kan se det brune igennem marcipanen på den færdige træstamme).
  • Herefter lægges pølsen på marcipanen, som forsigtigt lukkes herom. Tilbage på køl. Gentages med de sidste tre.
  • Tag alle træstammerne ud og skær dem i længde efter eget ønske. Dyp enderne i den smeltede chokolade.
  • Herefter skal træstammerne køles af endnu en gang, før de kan serveres og nydes med en lækker kop kaffe.

Kagerester af den lækreste marmorkage, som vi kom til at smage lidt vel meget på ;)

Game on!

Det er klart, at man bliver nød til at smage en hel del på varerne undervejs. Her blandes der smeltet, mørk chokolade i trøffelmassen.

Voilà! Færdig trøffel. Husk at smage den til. Måske den trænger til lidt mere rom eller kakao? Personligt kunne jeg også godt have lyst til at tilsætte bare en anelse kanel.

Marcipanudrulning med yndlingskagerullen.

Trøflen bliver smurt op med smørcreme. Husk også at smage på smørcreme.

Vi havde lidt udfordring med at lave træstammer lige store. Så vi bliver nok nød til at lave dem en gang til. Æv! ;) Resteenderne man kan se i baggrunden kan man trille lidt sammen og dyppe i chokolade. Og vupti, så har man de lækreste, små stykker konfekt.

Enderne dyppes i chokolade.

Det perfekte træstammetværsnit afslører, at der er smørcreme mellem trøflen og marcipanovertrækket. Meget, meget vigtig detalje!

  • Love
  • Save
    200 loves 37 saves
    Add a blog to Bloglovin’
    Enter the full blog address (e.g. https://www.fashionsquad.com)
    We're working on your request. This will take just a minute...