Kunsten at balancere i morskabet
Er I til solstrejf og lyst sind her på en våd våd regnvejrsdag, så spring hurtigt videre. Det her er nemlig et indlæg, der er skrevet med den blå pen. Et af dem, der hverken er sjove, hurtige eller kække. Til gengæld er det indadskuende, temmelig personligt og gevaldigt langt. Så er I advaret ...
Vevika skrev forleden, at januar har været god ved hende og hendes familie. Og jeg er helt enig. På trods af uendelig gråhed, så har måneden været fyldt med varme, hygge og nærvær. Opgaverne på job har været lagt på en måde, så der har været mulighed for både korte dage og fridage til reptilerne (og dermed mig). Vi har været ude og skøjte (eller ... HDD og Øglen skøjtede. Varanen og jeg så på), købt nyt transportmiddel (Croozer Kid2 ftw!), vi har spillet pænt meget Ludo, tegnet, løst opgaver i div. opgavebøger, mv. Rendyrket hygge.
Nogen glæder sig til sin 5 års fødselsdag og skriver/tegner ønskeseddel
Det hele kunne være lutter idyl, hvis altså det ikke var fordi al den nærvær har fået mig til at tænke på manglen af nærvær - fravær, i mangel af et bedre ord. Jeg har altid været lidt for god til at ty til telefonen, hvis der lige har været et ophold i en aktivitet, en putning, der trak ud i lidt for lang tid (det sker tit hjemme hos os), en tegnefilm, der blev lidt for kedelig, osv. I en lang periode har jeg tjekket mails pinligt mange gange i løbet af en dag og de sociale medier ligeså. Jeg har været en af dem, medierne er glade for at skrive om for tiden - en af dem, der føler sig nøgen uden sin telefon. Og en af dem, der overspringshandler i stor stil. Også foran børnene - og også på legepladsen (dengang vi boede i en by, der havde nogen af en kvalitet, som man gad frekventere) - hvilket angiveligt giver dem en opfattelse af, at de ikke er værd at være sammen med, hvis man skal tro på medierne. Det er mig - iPhone-Mor.
Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke altid har tænkt så meget over mit telefoniforbrug - sådan var det jo bare - men i takt med at ungerne (særligt Varanen) er blevet ældre, er jeg blevet temmelig meget mere bevidst om det. Derfor bruger jeg da slet heller ikke AjFåunen i samme omfang nu, som jeg har gjort. Ud over, at både jeg og børnene bliver bevidste om telefonen, når den er i brug, så har reptilerne fået en alder nu, hvor de er virkelig sjove at være sammen med, så det vil jeg meget hellere. Så er det trods alt heller ikke vigtigere at tjekke mails, Instagram, Blogland (no offence), spille candycrush, og hvad jeg nu ellers måtte få min tid til at gå med.
Det hele kunne være lutter idyl, hvis altså det ikke var fordi al den nærvær har fået mig til at tænke på manglen af nærvær - fravær, i mangel af et bedre ord. Jeg har altid været lidt for god til at ty til telefonen, hvis der lige har været et ophold i en aktivitet, en putning, der trak ud i lidt for lang tid (det sker tit hjemme hos os), en tegnefilm, der blev lidt for kedelig, osv. I en lang periode har jeg tjekket mails pinligt mange gange i løbet af en dag og de sociale medier ligeså. Jeg har været en af dem, medierne er glade for at skrive om for tiden - en af dem, der føler sig nøgen uden sin telefon. Og en af dem, der overspringshandler i stor stil. Også foran børnene - og også på legepladsen (dengang vi boede i en by, der havde nogen af en kvalitet, som man gad frekventere) - hvilket angiveligt giver dem en opfattelse af, at de ikke er værd at være sammen med, hvis man skal tro på medierne. Det er mig - iPhone-Mor.
Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke altid har tænkt så meget over mit telefoniforbrug - sådan var det jo bare - men i takt med at ungerne (særligt Varanen) er blevet ældre, er jeg blevet temmelig meget mere bevidst om det. Derfor bruger jeg da slet heller ikke AjFåunen i samme omfang nu, som jeg har gjort. Ud over, at både jeg og børnene bliver bevidste om telefonen, når den er i brug, så har reptilerne fået en alder nu, hvor de er virkelig sjove at være sammen med, så det vil jeg meget hellere. Så er det trods alt heller ikke vigtigere at tjekke mails, Instagram, Blogland (no offence), spille candycrush, og hvad jeg nu ellers måtte få min tid til at gå med.
Ny ride
Det er ved at være et godt stykke tid siden, jeg slettede apps, der reelt ikke gav mig noget, andet end altså muligheden for at overspringe. Notifikationer fra alt (bortset Facebook, som bliver ved med at poppe frem og gøre mig sindssyg. Pure evil, der ikke vil slåes ihjel) er slået fra, og det eneste, der har fået lov at bestå, er Instagram og Bloglovin', der vitterligt giver mig både inspiration og fællesskabsfølelse. Og når jeg nu har taget min brug af telefonen op til revision og gjort noget ved det, så burde den hellige grav vel egentlig være velforvaret. Men nej. For jeg er udstyret med et skyld-center i hjernen, der ville gøre enhver katolik grøn af misundelse. Og det center er på overarbejde i disse dage. Med at fortælle mig, hvor meget mere tid, jeg kunne have brugt sammen med mine børn. Hvor meningsløst det i virkeligheden er at have brugt så meget tid på mail-tjekning og sociale medier, når tiden kunne være blevet brugt så meget bedre.
Jeg ved selvfølgelig godt, helt nøgternt, at jeg ikke har (mis)brugt min telefon i en grad, så der har været tale om omsorgssvigt eller lignende. Det er ikke sådan, at telefonen har fået forrang - den har bare sneget sig ind hist og pist og samlet set kommet til at fylde for meget. Og jeg får helt ondt i maven, hvis jeg tænker for meget over det. Fortrydelse er en stærk størrelse. Resultatet af mavepinen og telefonleden er, at jeg dels ikke tjekker mails efter fyraften længere (og slet ikke lige før sengetid), ikke bruger FB og holder en pause med Instagram.
Misforstå mig ikke; Jeg elsker nettet og alle dets muligheder. Jeg ville ikke være de sociale mediers dynamik, inspiration og fællesskab foruden. Men jeg kan mærke, at jeg lige nu er et sted, hvor det er svært for mig at skelne. Et sted, hvor både/og er for svært at navigere og balancere i, hvorfor det nødvendigvis må hedde enten/eller. I en periode. (Med det resultat, at jeg ikke aner, hvad vi har lavet de sidste mange dage - normalt er instagram jo min digitale hukommelse) For jeg går ud fra, at det her bare er en fase. Men faser, der giver ondt i maven, skal man tage alvorligt, tror jeg.
Det er ved at være et godt stykke tid siden, jeg slettede apps, der reelt ikke gav mig noget, andet end altså muligheden for at overspringe. Notifikationer fra alt (bortset Facebook, som bliver ved med at poppe frem og gøre mig sindssyg. Pure evil, der ikke vil slåes ihjel) er slået fra, og det eneste, der har fået lov at bestå, er Instagram og Bloglovin', der vitterligt giver mig både inspiration og fællesskabsfølelse. Og når jeg nu har taget min brug af telefonen op til revision og gjort noget ved det, så burde den hellige grav vel egentlig være velforvaret. Men nej. For jeg er udstyret med et skyld-center i hjernen, der ville gøre enhver katolik grøn af misundelse. Og det center er på overarbejde i disse dage. Med at fortælle mig, hvor meget mere tid, jeg kunne have brugt sammen med mine børn. Hvor meningsløst det i virkeligheden er at have brugt så meget tid på mail-tjekning og sociale medier, når tiden kunne være blevet brugt så meget bedre.
Jeg ved selvfølgelig godt, helt nøgternt, at jeg ikke har (mis)brugt min telefon i en grad, så der har været tale om omsorgssvigt eller lignende. Det er ikke sådan, at telefonen har fået forrang - den har bare sneget sig ind hist og pist og samlet set kommet til at fylde for meget. Og jeg får helt ondt i maven, hvis jeg tænker for meget over det. Fortrydelse er en stærk størrelse. Resultatet af mavepinen og telefonleden er, at jeg dels ikke tjekker mails efter fyraften længere (og slet ikke lige før sengetid), ikke bruger FB og holder en pause med Instagram.
Misforstå mig ikke; Jeg elsker nettet og alle dets muligheder. Jeg ville ikke være de sociale mediers dynamik, inspiration og fællesskab foruden. Men jeg kan mærke, at jeg lige nu er et sted, hvor det er svært for mig at skelne. Et sted, hvor både/og er for svært at navigere og balancere i, hvorfor det nødvendigvis må hedde enten/eller. I en periode. (Med det resultat, at jeg ikke aner, hvad vi har lavet de sidste mange dage - normalt er instagram jo min digitale hukommelse) For jeg går ud fra, at det her bare er en fase. Men faser, der giver ondt i maven, skal man tage alvorligt, tror jeg.
... Nu med virkelig varm hue (som vi i øvrigt købte i Sverige i sommer, hvor Øglen forelskede sig akut i den)
Miss Napkinhead
Når jeg kigger på reptilerne, ser jeg glade, harmoniske børn. Jeg tvivler på, at de har lidt nogen overlast pga. (endsige lagt mærke til) den allestedsnærværende telefon. Men paradoksalt nok handler alt det her heller ikke om reptilerne - det handler om mig. Om ting jeg har gjort (eller ikke gjort), og om ting jeg fortryder. Og - nu bliver det frelst, mkay?! - jeg kan blive helt ked af det på mine egne vegne over, at jeg har været så dårlig til at slappe af; til at hvile i øjeblikket. Bevares; Vi har haft vores at se til. Et par flytninger, det at falde til i en helt ny by og et samlesæt af et hus. En ny hverdag og en virksomhed, der skulle (skal) bankes op og stå. Virkelighedsflugt er påkrævet fra tid til anden i en hverdag som den. Men på et eller andet tidspunkt skal der også stoppes op og gøres status. I hvert fald, hvis man er mig. Så det har jeg gjort.
Gransker jeg min hjerne (og min mave), så tror jeg (ved jeg), at alt det her også handler om noget andet end telefonen #noshitsherlock. Det, at reptilerne pludselig er ved at være store, fx. Øglen fylder fem (5!!!) om et par uger, og hun er i øvrigt lige skredet til "Alandian" (Lalandia) med Farmor, Faster og Fætre weekenden over. Helt cool og hejhejvises-agtig. Min lille pige! Varanen snakker som et vandfald, synger sange (som han kan huske stort set al tekst til, selv om han kun har hørt dem en enkelt gang) og er fyldt med gåpåmod og selvtillid. Og den der plet ude i horisonten, hvor jeg (sat på spidsen) ikke længere er omdrejningspunktet i deres liv, rykker faretruende tæt på. Det gør, at jeg kommer i "har jeg nu nydt det nok"-mode, og jeg er åbenbart ikke typen, der kan læne mig tilbage og sige "Ja. Det har jeg faktisk".
Når jeg kigger på reptilerne, ser jeg glade, harmoniske børn. Jeg tvivler på, at de har lidt nogen overlast pga. (endsige lagt mærke til) den allestedsnærværende telefon. Men paradoksalt nok handler alt det her heller ikke om reptilerne - det handler om mig. Om ting jeg har gjort (eller ikke gjort), og om ting jeg fortryder. Og - nu bliver det frelst, mkay?! - jeg kan blive helt ked af det på mine egne vegne over, at jeg har været så dårlig til at slappe af; til at hvile i øjeblikket. Bevares; Vi har haft vores at se til. Et par flytninger, det at falde til i en helt ny by og et samlesæt af et hus. En ny hverdag og en virksomhed, der skulle (skal) bankes op og stå. Virkelighedsflugt er påkrævet fra tid til anden i en hverdag som den. Men på et eller andet tidspunkt skal der også stoppes op og gøres status. I hvert fald, hvis man er mig. Så det har jeg gjort.
Gransker jeg min hjerne (og min mave), så tror jeg (ved jeg), at alt det her også handler om noget andet end telefonen #noshitsherlock. Det, at reptilerne pludselig er ved at være store, fx. Øglen fylder fem (5!!!) om et par uger, og hun er i øvrigt lige skredet til "Alandian" (Lalandia) med Farmor, Faster og Fætre weekenden over. Helt cool og hejhejvises-agtig. Min lille pige! Varanen snakker som et vandfald, synger sange (som han kan huske stort set al tekst til, selv om han kun har hørt dem en enkelt gang) og er fyldt med gåpåmod og selvtillid. Og den der plet ude i horisonten, hvor jeg (sat på spidsen) ikke længere er omdrejningspunktet i deres liv, rykker faretruende tæt på. Det gør, at jeg kommer i "har jeg nu nydt det nok"-mode, og jeg er åbenbart ikke typen, der kan læne mig tilbage og sige "Ja. Det har jeg faktisk".
Retail therapy kan heldigvis hjælpe på det meste. Er kommet til at gå totalt overboard i lækre yogasager. Her en pølle med boghvedeskaller, en yogmåtte, et par sandaler, et par half toe-sox, en buksedragt, en jumper, en top, en cardigan og et par bukser. Altsammen utrolig lækkert og helt helt perfekt.
Det handler vist også om, at jeg ikke tidligere har haft en tumling på Varanens alder, uden at jeg samtidig var gravid. Jeg er i dén grad ikke gravid lige nu, og der er hverken lyst, plads, kræfter eller økonomisk råderum til at blive det. Døren til endnu et reptil er ikke endegyldigt lukket, men den er på ingen måde lige så vidtåben, som den var, dengang vi kun havde Øglen. Og det kan godt gøre mig lidt trist på den ur-agtige måde. Skal jeg så aldrig prøve at føde igen og holde mit eget, lille velduftende spædbarn i armene? Samtidig skræmmer tanken om at få endnu et barn mig fra vid og sans. Primært på den fatalistiske "Nu har vi fået to sunde og raske børn. Hvordan vil det påvirke de to andres liv, hvis barn nr. 3 er meget syg?"-måde. Ligesom jeg ærligt talt ikke ved, om jeg kan bære at få mit hjerte og min samvittighed kløvet i endnu flere stykker. For ikke at tale om, hvad det ville gøre ved antallet af grå hår, hvis barn nr. 3 er ligeså dårlig til at sove, som Varanen var. (Bemærk datid - han er simpelthen blevet så god, altså!)
Sidst, men ikke mindst, så tror jeg også, at det hele handler om, at jeg har for meget tid til at tænke. For meget tid til at dvæle ved min dårlige samvittighed. Fordi jeg arbejder hjemmefra og konstant bliver mindet om reptilerne, når jeg træder på Duplo-klods nr. 457 (€#&#%"), hvis jeg lige skal ordne vasketøjet, eller når jeg lige skal tjekke noget på iPad'en (jeg må godt, når jeg er på arbejde, nemlig), og Dora the Explorer så brækker sig ud i hovedet på mig. Så tænker mig hjerne, at når jeg er hjemme, så burde reptilerne også være det. Men sådan er det jo bare ikke skruet sammen, altså. Så jeg tror, jeg har brug for at komme lidt mere ud. På noget bibliotek eller sådan noget. Bare så jeg har en følelse af "at tage på arbejde".
Der er altså meget, der spiller ind på min blues. Fraværet af sollys har formentlig også sit at sige. Men uanset årsag, så har jeg bare haft brug for at standse op og tage en dyb indånding. Finde lidt ro inde i mit hoved og ikke altid have så travlt med at ordne alting på samme tid. Det er ok at kede sig. Det er ok ikke at besvare en mail eller lave en opgave i det sekund, den tikker ind. Det er ok at ligge på gulvet og lege med klodser og kede sig en lille smule imens, selv om man egentlig godt gad lave noget andet. Samtidig er det også en balancegang. For mens mine unger aldrig skal være i tvivl om, at jeg vil dem, og at de selvfølgelig er mere end værd at være sammen med, så skal de også lære, at de ikke kan have spotlightet på sig hele tiden og så igen. Så bliver de ikke til at holde ud, når de bliver ældre. Og det bliver de snart - ældre. Lige om lidt, faktisk. Så jeg forsøger at finde balancen; Også så jeg ikke ender med at blive altopofrende og i sidste ende bitter over, at jeg aldrig gjorde noget for mig selv. Gad vide, om yoga hjælper ...?!
Det handler vist også om, at jeg ikke tidligere har haft en tumling på Varanens alder, uden at jeg samtidig var gravid. Jeg er i dén grad ikke gravid lige nu, og der er hverken lyst, plads, kræfter eller økonomisk råderum til at blive det. Døren til endnu et reptil er ikke endegyldigt lukket, men den er på ingen måde lige så vidtåben, som den var, dengang vi kun havde Øglen. Og det kan godt gøre mig lidt trist på den ur-agtige måde. Skal jeg så aldrig prøve at føde igen og holde mit eget, lille velduftende spædbarn i armene? Samtidig skræmmer tanken om at få endnu et barn mig fra vid og sans. Primært på den fatalistiske "Nu har vi fået to sunde og raske børn. Hvordan vil det påvirke de to andres liv, hvis barn nr. 3 er meget syg?"-måde. Ligesom jeg ærligt talt ikke ved, om jeg kan bære at få mit hjerte og min samvittighed kløvet i endnu flere stykker. For ikke at tale om, hvad det ville gøre ved antallet af grå hår, hvis barn nr. 3 er ligeså dårlig til at sove, som Varanen var. (Bemærk datid - han er simpelthen blevet så god, altså!)
Sidst, men ikke mindst, så tror jeg også, at det hele handler om, at jeg har for meget tid til at tænke. For meget tid til at dvæle ved min dårlige samvittighed. Fordi jeg arbejder hjemmefra og konstant bliver mindet om reptilerne, når jeg træder på Duplo-klods nr. 457 (€#&#%"), hvis jeg lige skal ordne vasketøjet, eller når jeg lige skal tjekke noget på iPad'en (jeg må godt, når jeg er på arbejde, nemlig), og Dora the Explorer så brækker sig ud i hovedet på mig. Så tænker mig hjerne, at når jeg er hjemme, så burde reptilerne også være det. Men sådan er det jo bare ikke skruet sammen, altså. Så jeg tror, jeg har brug for at komme lidt mere ud. På noget bibliotek eller sådan noget. Bare så jeg har en følelse af "at tage på arbejde".
Der er altså meget, der spiller ind på min blues. Fraværet af sollys har formentlig også sit at sige. Men uanset årsag, så har jeg bare haft brug for at standse op og tage en dyb indånding. Finde lidt ro inde i mit hoved og ikke altid have så travlt med at ordne alting på samme tid. Det er ok at kede sig. Det er ok ikke at besvare en mail eller lave en opgave i det sekund, den tikker ind. Det er ok at ligge på gulvet og lege med klodser og kede sig en lille smule imens, selv om man egentlig godt gad lave noget andet. Samtidig er det også en balancegang. For mens mine unger aldrig skal være i tvivl om, at jeg vil dem, og at de selvfølgelig er mere end værd at være sammen med, så skal de også lære, at de ikke kan have spotlightet på sig hele tiden og så igen. Så bliver de ikke til at holde ud, når de bliver ældre. Og det bliver de snart - ældre. Lige om lidt, faktisk. Så jeg forsøger at finde balancen; Også så jeg ikke ender med at blive altopofrende og i sidste ende bitter over, at jeg aldrig gjorde noget for mig selv. Gad vide, om yoga hjælper ...?!
More posts from Øglemor
