Man skal ikke græde over glemt mandelessens

Jeg syntes ellers, at jeg var så godt forberedt til madklub i går. Havde handlet alt ind mandag aften og havde således hele 2,5 timer fra jeg kom hjem, til pigerne kom til spisning. Jeg skulle bage brød, lave torskelasagne, blande en salat og bage makronkager. Rimelig ligetil.

Det var indtil det gik op for mig, at min mandelessens var VÆK. Kender I ikke godt de der situationer, hvor man bliver uforholdsmæssigt vred over ligegyldige ting? Jeg er sikker på, at jeg købte det mandag, og jeg husker også svagt at have lagt det et riiiigtig smart sted, så det var nemt at finde, men ligegyldigt hvor jeg ledte, var det bare væk.

Først kiggede jeg i min rodsammen-af-madvarer-skuffe, men der var den ikke. Sindrigt system, hva’? Jeg er lidt af et rodehoved, haha.

Så kiggede jeg i tørvareskuffen, som jeg lige har ryddet op, efter at jeg fik de fine Rig-tig opbevaringsbokse til min fødselsdag. Der var den heller ikke.

Og efter at have slået mig selv oven i hovedet og råbt noget i stil med “Det kan kraftedme da ikke passe! Hvor er den fucking mandelessens?!” gav jeg op og cyklede i Kvickly – og det tog naturligvis kortere tid, end jeg havde brugt på at lede efter den.

Ak ja, det gik jo altsammen alligevel, men hold op, hvor har jeg altså et temperament. Så dumt at blive så vred over så lidt, men sådan er det vist bare nogle gange. Det hele endte heldigvis lykkeligt, og vi havde en rigtig hyggelig aften som altid.

Translation: I hosted food club yesterday, and despite losing my almond extract (can you believe that with so organised drawers?! ), it ended up being a great evening as always.