Tør jeg? Strikke til mig selv?

Det er jo ikke fordi det er en udfordring på højde med hverken Mount Everest eller på længde med New York Marathon. Men det er en udfordring, som jeg nu i flere år har skubbet foran mig.

For jeg ved, at hvis jeg strikker noget til mig selv, og det enten ender med, at jeg aldrig bliver færdig eller – endnu værre – at jeg aldrig kommer til at bruge det, så vil jeg aldrig nogensinde strikke noget til mig selv igen.

Aldrig. Nogen. Sinde.

Jeg har i mange år fundet strikkeglæde ved at strikke til andre. Især til mine veninders børn. Små, overskuelige og hurtige projekter, hvor det ikke er en krise, hvis ærmerne er lidt for korte eller brystvidden er lidt for stor. Opskrifterne kræver heller sjældent mere end et par nøgler garn, så hvis det går helt galt, så skidt pyt.

For mig har det været alt for angstprovokerende at skulle strikke noget i en størrelse 38. For går det galt, så har det kostet mange timer, meget garn og ej at glemme: mange snottede tårer. Jeg er vist det, som du kan kalde en særligt sensitiv strikker …

Angsten ved at vælge

Men nu, efter flere års tilløb, har jeg taget hul på bylden. Jeg har egentlig taget tilløb mange gange, men hver gang har jeg fået kolde fødder. For var det nu den rigtige model? Det rigtige garn? Og ville jeg overhovedet kunne finde ud af opskriften eller ville jeg omvendt kede mig ihjel, hvis den blev for simpel?

Provokeret af min egen indre kylling satte jeg mig for at se angsten i øjnene. Jeg lavede en aftale med mig selv om, at jeg skulle i gang med en cardigan inden årsskiftet. Jeg gennemtrevlede bøger, hæfter, hjemmesider og garnbutikker for opskrifter og besluttede mig for at strikke den lange cardigan fra Susie Haumanns fine strikkehæfte ”Grey Days”.

Jeg købte garn. Jeg gik i gang. Det føltes … vildt! Jeg strikkede jo på en cardigan i størrelse nummer mig. Moi! Hårh!

Jeg strikkede og strikkede. Min tvivl voksede og voksede. Jeg elskede modellen, men ikke garnkombinationen. Den var let og luftig. Og jo mere jeg strikkede, jo mere usikker blev jeg. Jeg var tudefærdig! For når jeg nu ikke engang formåede at vælge en model, hvordan skulle jeg nogensinde blive færdig med én?

Jeg sparkede min kylling i numsen og tog direkte ned i garnbutikken dagen efter. Jeg byttede garnet og købte ind til en helt anden cardigan: ”Pine” fra Helga Isagers bog ”Finstrikket”. En tyk og ulden sag. Og meget mere mig. Det føltes så rigtigt!

Projekt #jegstrikkertilmigselv

Men HA! Det kan godt være, at modellen og garnkvaliteten føltes rigtig. Men jeg kunne squtte da ikke finde ud af strikketeknikken. Allerede ved strikkeprøven var jeg ved at knække alle mine strikkepinde i frustration over, hvorfor F… jeg ikke kunne finde ud af at strikke patentmønster?!

Patent sucks! I hvert fald hvis du aldrig har strikket det før.

Men da først den nød var knækket, så fløj maskerne af pindene. Jo, man kunne ligefrem næsten tro, at der sad en strikke-guru i garn-himlen og velsignede mig med god strikke-karma. For jeg præsterede at lave strikkeprøver på både rib- og patentstrik, som passede p.e.r.f.e.k.t! Bum!

(Hvis nogen havde filmet den glædesdans, som jeg akut udførte i stuen efter at have to strikkeprøver sikkert i havn, så var den uden tvivl gået viralt på YouTube. Det var ikke kønt, men det var ren GLÆDE).

Så nu – NU! – er jeg i gang. Jeg strikker til mig selv. Og du kan følge mine kvaler, mine glæder og mine strikkeoplevelser på Instagram under hashtag’et #jegstrikkertilmigselv. Kast et hashtag på det du strikker – jeg vil elske at se, hvad du har på pindene :-)

Læs også om:

The post Tør jeg? Strikke til mig selv? appeared first on Farmorfabrikken.