Nogen der lige gider bremse tiden?

Ananassen har fået en gave, som jeg ville ønske også kom i min størrelse. Det er min mor, der har været i gang med strikkepindene og lavet en poncho á la den prinsesse Isabella har. Hun har lavet lidt om i den med nogle striber og sådan og jeg er vild med den! Jeg glæder mig til at hun kan få den på, så jeg rigtig kan se den på.

Efterårsferien synger på sidste vers og jeg kan mærke, at jeg ikke helt er færdig med det der ferie endnu. Det er jeg selvfølgelig, fordi den slutter nu, men sådan mentalt kunne jeg snildt bruge en uge mere. Jeg er ikke færdig med at sidde tæt med mine unger i sofaen, at lave ting på symaskinen, at samle plusplusser, lego eller kastanjer, at have sene morgener med kildeture og Ramasjang og lange nattøjsdage med økullertendenser. Jeg har virkelig nydt at have den ekstra tid med min familie. Plads og tid til at være ligeglade med plads og tid.

På mandag står vi igen godt solidt plantet midt i hverdagen. Og jeg ved godt, at det er moderne at holde af hverdagen. Og det gør jeg egentlig også. Men jeg er altså også ret vild med hverdagsbruddene. De øjeblikke, hvor det genkendelige syvdagesmønster pilles fra hinanden og skaber rum for uforudsigeligheden og spontaniteten…og ikke mindst tidslommerne og nærværet.

Som når man står der og venter på fri bane ved vejkanten og bare er to fætre, der er overordentligt glade for hinanden.