Når motivationen er løbet fra dig
Nu er det her jo ikke nogen træningsblog, eller vægttabsblog eller noget som helst i den retning. Men I har alligevel fulgt med i Nupokure og træningsforløb herinde, så på den måde kan jeg vel godt skrive lidt om træning, motivation og vedholdenhed.
Jeg var virkelig kommet i god form, jeg var rigtigstærk, og jeg trænede regelmæssigt. Men så sker der ligepludselig det, at motivationen løber fra mig. Den bliver sgu lidt mere sporty og hurtig end mig, og pludselig han den overhalet mig og er ikke længere den makker der løber ved siden af mig, men den modstander der smuttede fra mig. Det er sådan jeg har valgt at se på det i hvertfald. Men hvad gør man så for at indhente den skide motivation?
Når den ene uge man er på ferie og bare ‘ikke kan træne’, æder den anden? Når man pludselig kigger tilbage og opdager, at man ikke har trænet i 6 uger? Når man ved, at det er en kamp at komme ind i den gode rytme igen, at man er nødt til at skrue ned fra vægten igen, hvis ikke starte forfra med at bygge op, så i hvertfald er man røget lidt tilbage, og må nok smide lidt kg. af ift. hvor man var landet i sin gode form. Dét er hårdt. Og så bliver jeg så sur på mig selv. For jeg har altid en million undskyldninger: jeg har kærestesorg/jeg læser til eksamen/jeg skal på ferie osv. Men det værste ved det hele er, at træning hjælper på stort set alle mine undskyldning, og alligevel bliver det ligesom ‘det jeg bare slet ikke kan overskue’.
Og pludselig kan man se at den fine form på maven, ikke er helt ligeså fin mere. De flotte tonede lår, måske lige er lidt mere løse, og ens energiniveau, generelle glæde og overskud, er dalet. Og hvorfor er det så man ikke bare tager de tights på og går ned i det center og træner en time? eller snører sine løbesko på og smutter ud i solen? eller hvad man nu foretrækker? Jeg tænker bare, når man har hovedpine så tager man en pille. Man ligger jo ikke i smerten og håber på at den på magisk vis forsvinder. Hvis man har en sygdom eller andet, så tager man jo den medicin der kan hjælpe. Og hvorfor tager man så ikke medicinen som faktisk hjælper på stort set alt i ens liv, både fysisk og psykisk? Den eneste medicin, der næsten uanset hvad du fejler eller har af undskyldninger, kan hjælpe dig, gøre dig gladere, og give dig mere overskud?
Men vi kender det jo alle, når motivationen ikke er der længere, så er der ikke meget der hjælper. Alle de lækre instagram konti eller tumblr blogs man følger, som var ih så åh så inspirerende og motiverende, de hænger pludselig én langt ud af halsen, og man har lyst til at brænde alle billeder af sunde opskrifter, og blokere alle de brugere der fandme er så pisse overskudsagtige og træner hver dag, viser deres flotte flade mave og deres tonede arme. Adr. Men nu er jeg nået dertil hvor jeg skal tilbage på det spor igen, før det er så langt væk at jeg ikke kan se det. Min motivation er stadig ikke i syne, men til gengæld har min fornuft besluttet sig for at overtage nu. Det gik så godt, det skulle ikke bare være for en periode, men en livsstil. Og skal alle mine flotte resultater gå tabt? alt det hårde arbejde jeg lagde i det, skal det være spildt? Fandme nej! Så selvom jeg ikke har lysten til det, og jeg i øvrigt har travlt med eksamen, og og og, så er fitnesstasken pakket, holdet er booket, og i dag tager jeg atter hul på min træning samt sunde livsstil.
Og så er jeg sikker på jeg nok skal blive stærk og hurtig nok til at indhente den skide motivation igen.
