Vil du ikke nok reparere mit knuste hjerte ?

“I wanted a perfect ending. Now I’ve learned, the hard way, that some poems don’t rhyme, and some stories don’t have a clear beginning, middle, and end. Life is about not knowing, having to change, taking the moment and making the best of it, without knowing what’s going to happen next.
Delicious Ambiguity.”

Jeg tror vi er mange der har prøvet det. At få vores hjerte knust. Jeg har det sidste halve år brugt enormt meget tid på at tænke over min adfærd, min reaktion på brud, hvad der gør at min verden går så meget i stykker, også når forholdet var usundt og ikke særlig berigende for mig. Jeg har derfor gennemlæst alle mine gamle kærestesorgsindlæg, og gud hvor er det dog rørende. Jeg har grinet og grædt de sidste par timer. Et par snotbobler er det også blevet til. Hold nu helt op hvor har jeg dog haft ondt, jeg husker det virkelig. Uden at skulle have ondt af mig selv, eller gøre mig selv til offer, men jeg skrev jo meget ned i min proces, og selvom jeg er helt videre fra alt det, så kan jeg gennemlæse mine gamle indlæg, og sagtens huske hvordan det føltes indeni. Og jeg har læst det hele igennem, analyseret, læst lidt mere, tudet og grinet. Jeg læste mange ord som gjorde jeg kunne huske præcis hvad jeg gik igennem, men da jeg læste denne sætning: Det var et fucking hårdt brud og jeg blev efterladt grædende på gulvet med store fortvivlede øjne og en kuffert fyldt af oplevelser, eventyr og gaver, og ud ad døren gik P, med mit hjerte i den ene hånd og hans nye kæreste i den anden så begyndte jeg at tude. Ikke fordi jeg savner min eks, vil have ham tilbage eller ikke er ovre sorgen. Men fordi jeg kan huske hvordan lige præcis dét føltes. Fordi jeg ved at der aldrig er nogen garantier i kærlighed. Det er noget af det smukkeste, eller, det ér det smukkeste, og derfor er det også det der gør allermest ondt, og kan udvikle sig til noget af det grimmeste man nogensinde har oplevet, hvis det går galt. Kaster man sig ud i kærligheden kan man have usandsynligt højt at flyve, og det er fantastisk deroppe, men jo højere man flyver, jo dybere er der jo også at falde, og man har aldrig nogen faldskærm med. De findes simpelthen ikke, de der kærlighedsfaldskærme. Pis også! Og dét skræmmer mig lidt.

Jeg har tænkt meget på hvorfor det er så svært for mig at slippe mennesker, hvorfor en afvisning er så svær for mig at håndtere. Selv når en person har været grim mod mig, rigtig rigtig grim, så kan jeg have svært ved at finde stædigheden, stoltheden og selvrespekten frem. Og jeg har tænkt over hvad i alverden det er der gør det. Og udover alle de ting psykologen kan hjælpe med, analysere og give mig redskaber til at lappe, så har jeg også prøvet at lære mig selv nogle ting. Da det for et par uger siden gik op for mig, at bruddet med Flo, min seneste kæreste, skete for et halvt år siden, allerede, og jeg stadig har rigtig store problemer med at slippe. Dér gik det op for mig at jeg var nødt til at finde ud af hvad det handler om. Handler det virkelig om jeg vil ham ham? Nej. Slet slet ikke. Jeg kan godt se han ikke var god nok, og han gjorde noget rigtig grimt og utilgiveligt. Jeg fandt ud af hvad det handler om i forhold til ham, i forhold til når jeg bliver afvist og mit hjerte knuses, det handler om at den person har knust mit hjerte, trådt på mig, og afvist mig i en sådan grad at min verden falder sammen og jeg ikke kan få luft, og derfor regner jeg med at det er den person der også er den eneste der kan lappe det igen. Tage det tilbage. Få det til at gå væk. Det er lidt den der med ‘jamen du væltede vasen på gulvet så du samler den op igen’. Jeg har gjort personen der har afvist/såret mig, til personen som er den eneste der kan få det til at gå væk igen, og få mig til at få det bedre. Og det har jeg indset er nok den allerstørste fejl i forhold til at komme videre. For det er den sidste person der kan lappe mit hjerte. Og uanset hvor meget jeg prøver at søge den ro, bekræftelse og hjælp, så er det sket. Og det kan aldrig tages tilbage. Kun jeg selv kan lappe mit knuste hjerte. For det kan godt være at eks-kæresten knuste det, men det var altså også ham der gik ud af døren og efterlod mig i det. Det er mig der sidder tilbage i skårene, med limen i den ene hånd, og lommetørklæderne i den anden. Og venter forgæves på han træder ind ad den dør og lapper det for mig. Men det sker ikke. Jeg sidder i skårene, jeg har limen, og jeg skal lappe hjertet. Det er jo bare fordi det gør så pissehamrende ondt at samle skårene op, man skærer sig, man limer forkert, må rive det fra hinanden og lime det om igen, og man bløder. Men det er sådan det er.

Jeg skal lappe mit hjerte når det bliver knust. Ikke min ekskæreste. Ikke mine venner. Ikke min familie. Jeg.

Indlægget her handler ikke om at jeg ikke er videre fra min eks, hverken den ene eller den anden, at mit hjerte stadig er i titusind stykker, eller at jeg ikke kan få luft. Slet ikke. Det er jeg ovre, og jeg har det rigtig godt. Men det handler om min adfærd i forhold til afvisninger. Måske endda de fleste kvinders adfærd, jeg ved det ikke. Om ikke andet er det min virkelighed, og den skal simpelthen ændres. Hvis ikke jeg indser de ting, arbejder med dem, og lærer af det, så vil jeg for evigt have et knust hjerte. Og på den måde kan ingen af os jo leve. Tænk at mine egne gamle indlæg og et stort glas cola på en helt almindelig tirsdag aften, kunne blive så betydningsfuldt. For det blev det sgu. Det gav mig helt ro i sjælen, og en indsigt i mig selv som jeg ikke tidligere havde.