Ditte Lykke Ingemann

ØKOLOGISK KAGEFEST!

Det er efterhånden en del måneder siden jeg udarbejdede opskrifter og billeder til et kagehæfte, som kunne findes rundt om i landets Føtex-butikker. Hæftet er lavet i samarbejde med Økologisk Landsforening og er fyldt med 10 lækre kageopskrifter på økologiske kager – synes jeg ville dele nogle af opskrifterne her på bloggen, så de ikke går i glemmebogen….for de er virkelig gode!

Bedstemors syrlige skæg, ca. 8 pers.

Dej:
125 g sukker
125 g blødt smør
3 æggeblommer
200 g hvedemel
2 tsk bagepulver
1,5 dl mælk
skal fra 1 usprøjtet citron

Fyld:
1,5 – 2 dl appelsin/orangemarmelade

Marengs:
3 æggehvider
180 g sukker

Pisk smør og sukker godt til det er lyst og luftigt. Tilsæt æggeblommerne en ad gangen. Bland mel og bagepulver og tilsæt det skiftevis med mælken. Rør til dejen er ensartet og vend til sidst revet citronskal i dejen.

Kom dejen i en bradepande, 20×30 cm, eller i en springform, 22 cm, med bagepapir. Bag kagen i ca. 15-17 min ved 200 grader. Når kagen kommer ud smøres den med marmeladen.

Pisk æggehviderne stive og pisk sukkeret i indtil marengs’en er rigtig tyk. Fordel marengs’en over kagen og bag kagen færdig til marengsen er gylden, ca. 15-20 min.

Hjemmelavede OREO’s småkager, 15 stk.

Dej:
100 g blødt smør
100 g rørsukker
1 æg
100-125 g hvedemel
35 g mørk kakaopulver
1 tsk bagepulver
et nip salt

Vanillecreme:
65 g blødt smør
100 flormelis
½ tsk ren vanillepulver eller kornene fra ½ vanillestang
1 spsk mælk

Pisk smør og sukker lyst og luftigt. Tilsæt ægget og pisk det ind i smørblandingen. Bland mel, kakao, bagepulver og salt i en anden skål, og hæld det derefter lidt ad gangen i smørblandingen, mens du pisker ved lav hastighed. Dæk dejen med husholdningsfilm og stil den på køl i 1 time, lav cremen imens.

Pisk smør og flormelis sammen – tilsæt vanille og en smule mælk. Hvis du vil have en fastere creme så tilsæt mere flormelis i.

Tag dejen ud af køleskabet – hvis dejen er for klistret, så ælt mere mel ind i den. Rul dejen ud på et meldrysset bord til ca. 3 mm tykkelse, og udstik herefter cookies i en passende størrelse, ca. 6 cm . Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem i ca. 12 min ved 175 grader. Lad dem køle fuldstændigt af på en bagerist.
Kom fyldet i en sprøjtepose og sprøjt et lag ud på hele den afkølede cookie. Læg en cookie ovenpå, tryk de to cookies sammen, og fortsæt samme procedure med resten.
Opbevar kagerne i køleskabet.

Bounty-barer med lakrids, ca. 15 stk.

1 ds kokosmælk, lægges på køl et døgn i forvejen
2 spsk kokosolie
150 kokosmel
4 spsk rismaltsirup, yaconsirup eller alm. lys sirup

150 g mørk chokolade til overtræk
lakridspulver
hvid chokolade til pynt

Åben dåse med kokosmælk – skrab det øverste, hårde lag ud af dåsen og kom det i en gryde sammen med kokosolie. Smelt det ved lav varme og rør sirup i – smag massen til. Rør kokosmel i og hæld massen i en lille form 20*20 cm, beklædt med bagepapir. Stil formen på køl i ca. 2-3 timer indtil massen er stivnet.
Skær små barer ud af massen og dyp dem i smeltet, mørk chokolade og drys med lakridspulver. Stil barerne på køl igen indtil chokoladen er stivnet – pynt evt. med en smule hvid chokolade inden servering. Opbevar bounty-barerne på køl indtil de skal spises.

The post ØKOLOGISK KAGEFEST! appeared first on The Food Club.

  • Love
  • Save
    111 loves 10 saves
    Add a blog to Bloglovin’
    Enter the full blog address (e.g. https://www.fashionsquad.com)
    We're working on your request. This will take just a minute...