Lidt om ord

Det er i øjeblikket angstprovokerende for mig at skrive.

Min blog står stille. Min hjerne slår knuder, ordene sidder fast og er til tider helt forsvundet. Jeg sidder i haven under parasollen og prøver at forklare mig selv, at det er ok at spratskide med kaudervælsk, sort snak, som jeg måske ikke engang selv kan forstå. Jeg savner min blog – savner det frirum jeg havde, når tankerne hobede sig op. Ventilen i mit sproglige univers er på overarbejde – trykket er simpelthen for stort. Eksploderer sfæren er jeg bange for, at der vil lugte pænt grimt herinde.

En ven af familien nævnte i forbindelse med mit jobskifte, at jeg skulle passe på ikke at dræbe min passion, nu hvor jeg skulle til at leve af den. Jeg glædede mig enormt til at starte hos Jacobsen Publications som redaktør – især at lande i et kreativt miljø, hvor jeg kunne få lov til at skabe og lege med det skrevne sprog. Hvem var egentlig så heldig, at de kunne få lov til at arbejde med sin hobby?

Jeg må dog erkende, at min ven nok i en eller anden forstand har haft ret.

Kreativitet og ord har været en stor del af mit liv i mange år. Min blog blev en platform, hvor jeg kunne få lov til at sætte mit aftryk med mine idéer og ikke mindst personlige anskuelser og tanker. Ordet lå klar på tungen af mig og jeg nød at forsvinde ind i en verden af formuleringer, billeder og sprog. Et sted, hvor jeg kunne være ærlig.

Bloggen står stille i øjeblikket. Det har den gjort længe.

Jeg har gjort mig tanker. Jeg har skam haft en del af fortælle. Jeg har endda siddet med mac´en foran mig, en overskrift klar og hænderne lagt tilrette foran tastaturet. Ingenting har de dog kunnet levere. De har ligesom ikke rigtig kunne fungere. Mit hovede/mit sprog har ikke virket. Lige fra hjertet? HA!?

En klog pige har fortalt mig, at man meget gerne må gå tilbage til skriftsproget og skrive i hånden – og ikke tænke for meget over, hvad der kom ud på blæk. Bare skrive det første der dukkede op ned på papiret. Det må jo være nemt nok, ikke sandt?

Forleden dag, da jeg havde en rum tid for mig selv, besluttede jeg mig for at give los og lade ord være ord. Om det så hang sammen eller ej. For egentlig har jeg ret meget på hjertet, som jeg brænder inde med – jeg har bare ikke kunnet formidle dem. Og slet ikke i det omfang, så jeg selv kan forstå dem.

Jeg skrev.. i sporadiske klatter uden overhovedet at få ordene til at danne sammenhæng. Skrivebloggen foran mig var fyldt med krudseduller, overstregninger og uforståelige sætninger, der måske alligevel gav mening i sidste ende, hvis jeg tænkte mig godt om. I sådan en situation ville jeg normalt rive siderne ud af bogen, renskrive og omformulere. Ofte bliver man jo vurderet på det skrevne ord – og hvad nu, hvis læseren ikke opfatter sådan som var meningen? Jeg klappede bloggen sammen, lod ordet stå. Når alt kommer til alt, kunne jeg alligevel godt se min passion blomstre og få plads igen. Til deling eller til mig selv – det var en befrielse, at jeg kunne levere, trods alt.

Hvad vil jeg egenlig sige med det her? Ingenting egentlig. Jeg prøver i virkeligheden nok bare at give slip og så småt få gang i skriveriet igen. Det er angstprovokerende! Især fordi det i øjeblikket er svært at skrive under overfladen og direkte fra hjertet. Men jeg prøver.. Lige nu i kladder, der sikkert aldrig bliver udgivet.