Ferietanker om arbejdsliv, sundhed, vægt, krop og fremtiden
En lang ferie sætter altid gang i tankerne. Tidligere kredsede mine tanker om ting som: Er jeg det rette sted? Opnår jeg det, jeg gerne vil? Hvorfor er jeg så ked af det hele tiden? Så træt? Den slags… Nu, hvor jeg er selvstændig, har tankerne taget en lille drejning. Nu er de mere i retning af: Er mit arbejde i overensstemmelse med min person og mine idealer? Er jeg stolt af det, jeg laver? Føler jeg mig fri, eller går jeg ubevidst på kompromis med, hvem jeg er for at passe ind i folks forestilling om, hvem jeg er? Særligt sidstnævnte er svær at sluge.
Jeg har længe haft en lidt underlig mavefornemmelse omkring det hele. Måske egentlig helt fra starten. Da jeg skrev SPIS DIG MÆT & GLAD, var det for at dele budskabet om, hvordan jeg var lykkes med at lave nogle ændringer i min kost, som havde gjort en kæmpe forskel i mit liv. Mavepinen og sukkertrangen, der forsvandt, energien og glæden, der kom tilbage, den rare, rolige følelse indeni. Den historie. Jeg havde ikke forestillet mig, at vi et år senere ville have solgt over 100.000 bøger, og at jeg ville være en, man spurgte til råds og lyttede til. Jeg ville gerne inspirere, ikke diktere.
En ting, som længe har rumsteret i mig, og som stod helt klart for mig, da jeg kom langt væk fra hverdag og stress og jag er, at jeg ikke bryder mig om den måde, vi italesætter sundhed på. Både generelt og indenfor LCHF. Jeg føler mig ikke tilpas i den debat, og det kan jeg jo som sådan være ligeglad med, hvis det ikke var, fordi jeg tit befinder mig lige midt i den. Det virker, som om alting skal være sort eller hvidt, rigtigt eller forkert, enten-eller. Nuancerne er gledet ud, enten fordi der ikke er tid til dem, eller fordi de ikke hilses velkomment. Måske fordi det er for besværligt at operere med dem. Vi vil vide, hvad der er RIGTIGT men glemmer at mærke efter, hvad der er rigtigt FOR MIG. Må jeg spise frugt? Eller hvad med gulerødder og rodfrugter? Er bønner og linser godt eller skidt? Quinoa? Havregryn? Hvor meget fedt skal jeg spise? Er for meget protein usundt? Og det sværeste spørgsmål: Hvordan ved jeg, hvor meget jeg må spise, når der ikke er en kostplan med mængdeangivelser, jeg kan følge?
Det er ikke, fordi jeg ikke kan følge tankerne her, det kan jeg sagtens, men fælles for dem er, at de er et udtryk for, at vi har mistet tilliden til, at vores krop nok skal fortælle os det. For den fortæller os det rent faktisk, hvis vi lytter efter, i langt de fleste tilfælde. Det svære består i, foruden at lytte og mærke efter, at svaret sjældent er JA eller NEJ. Svaret findes måske snarere i nuancerne, og det føles utrygt. For hvis vi ikke har nogle skarpt optrukne grænser at navigere efter, er det pludselig os selv, der står med ansvaret for at finde vejen.
Kost og sundhed er ikke nogen eksakt vidensskab. Eller måske er det, men det er så ekstremt svært at måle. Og de ting, der forsøges at måle på, skyder tit i alle retninger. Videnskaben kan fortælle os mange ting, men den kan ikke fortælle os alting. Så hvis vi søger nøglen til vores krops sundhed i studier og undersøgelser, tror jeg, vi kommer til at lede forgæves. Det samme gælder, hvis alting foregår oppe i hovedet. Vi spiser ikke et æble, vi spiser en kulhydratkilde. Vi spiser ikke mad, vi spiser LCHF/stenalderkost/raw food/low fat/high protein, eller hvad vi nu vælger at kalde vores mad. Mad er reduceret til makronæringsstoffer og tal og analytiske tanker. Men hvor blev nydelsen af? Det sanselige ved at spise? Hvis den er forsvundet, synes jeg dælme, vi skal komme ud og lede efter den.
SUNDHED ELLER VÆGTTAB?
Sundhed og vægttab virker også tit til at blive blandet sammen. Og det kan også sagtens være to sider af samme sag. En krop, som næres af sund mad, vil kunne gå ned i vægt. Men en krop, som fyldes med usund mad, vil også kunne gå ned i vægt. Så at vægten regulerer sig er ikke ensbetydende med, at kosten er sund. Du kan sagtens gå ned i vægt på bacon og smør og boller bagt i mikroovn og pålægssalater og købesovse. Men det betyder ikke, at den kost er sund. Du kan også sagtens spise en sund kost uden at gå ned i vægt. En fyldig krop kan sagtens være sund, mens en slank krop kan være usund. Og vice versa.
Vi får det tit til at lyde, som om der kun findes én rigtig vej til en sund og slank krop, men det er jo ganske enkelt ikke rigtigt.
Kroppens udseende virker i det hele taget til at tage mere og mere plads. Og det kan også være en god motivationsfaktor for at skabe nogle varige ændringer i sit liv. Men måske er jeg bare for gammel. Jeg kan fx sagtens være lykkelig uden thigh gap, bikini bridge, sixpack eller hvad de andre markører for tyndhed, hedder. Jeg kan godt leve med runde lår og med en mave, som mine børn kalder “dejlig blød” (hrmf!). For mig at se er det vigtige, hvordan vi føler os tilpasse i vores krop. Og hvis vi mener, at vi kun fortjener at være glade, elsket eller føle lykke og selvtilfredshed, hvis vægtpilen peger et bestemt sted hen, så tror jeg, vi har større problemer, end hvad vi lægger på tallerkenen. Livet skal ikke kæmpes. Det skal leves.
Jeg bliver for eksempel provokeret, når jeg ser sådan noget her. For selvom vi ikke har at gøre med rigtige mennesker, og selvom langt de fleste sunde og raske mennesker vil trække på skulderen og have det helt fint med aldrig at komme til at se sådan ud, så puster det til den mentale forestilling om, hvordan menneskekroppen skal se ud. Hvad lagrer der sig i mine børn, når de ser det her? Jeg ved det ikke. Men det generer mig. Set i Bangkok, i øvrigt.
I løbet af sommeren er der poppet nyheder op i mit feed om, at man kun måtte have bikini på på stranden, hvis man havde en bestemt slags krop. Arh men jeg er med på, at det er agurketider, men er det der, vi er? Bodyshaming? Som om de fleste ikke bodyshamer sig selv nok i forvejen! Kan vi ikke bede om noget rummelighed og noget selvkærlighed i stedet?
NÅ MEN DET, JEG EGENTLIG VILLE SIGE….
Alle burde have mulighed for at trække stikket i fem uger ind imellem. Det er første gang, jeg har gjort det, men det har været så godt for mig. Jeg kom så langt væk fra det hele, at det pludselig var nemt at se, hvad der var vigtigt, og hvad der var mindre vigtigt. For mig, forstås. Det lyder måske lidt højtravende, men nogle gange kan det være svært at se klart, når man befinder sig midt i virvaret. Men når man så pludselig står ude på en næste-øde ø og føler sig glad helt ind i hjertekulen, og det tager lidt tid at identificere den følelse, så er det, fordi det er for længe siden, man har haft den. Og så er det altså tid til at tage en ting eller to op til revision. Hvordan man gør det i praksis, er jeg ikke helt sikker på, men jeg må jo prøve mig frem.
Tak fordi du læste med!
