R.I.P.
Stykket her blev sunget så smukt for os i kirken i dag, hvor vi tog afsked med min tante, af koret hun også selv var medlem af. Her smukt sunget af koret fra King’s College, Camebridge, hvor jeg næsten lige har været.
Bisættelser er altid noget hårdt noget, at komme igennem. Og selvom vi i afdødes ånd holdt “fest” bagefter, er det svært ikke at fælde en tåre undervejs, hvilket vi da også var mange, der gjorde. Og bagefter er man helt drænet følelsesmæssigt.
Som præsten sagde, der ryger så mange tanker igennem en. For min tante var det godt, at få fred. Hun har været meget syg, meget længe og det var ikke værdigt mere. Så for hende godt, men som ofte er det de efterladte, der sidder tilbage med savnet og sorgen. Sorgen bliver mindre, og savnet vil forblive, omend i mindre “rå” tilstand. Jeg taler jo af erfaring desværre.
Det var trods omstændighederne, dejligt at se alle familiemedlemmer, men vi må altså ses udover bisættelser lidt oftere, det andet er for trist. Så på trods var det en god dag og en smuk afsked.
Related posts:
