“I Skal Bare Lette Røven”

Aller først: Al respekt til Mette på 20 år, som fik et job efter at have cyklet rundt med 70 ansøgninger! (læs reference her)
Det er flot. Jeg er også sikker på, at endnu flere på hendes alder kunne lære en hel del af at tage sagen i en hånd, komme ud over stepperne og i gang. Ingen tvivl om det. Jeg er også sikker på, at der er mange grader af sandhed i det, når hun siger, at endnu flere burde lette røven. Jeg har heller ikke fået mange jobs, eller mit nuværende, på at være klassisk i min ansøgning. Det er godt at stikke ud.

Når jeg så har kastet håndtegn og respekt efter Mette på 20 år, kaster jeg lige endnu mere respekt tilbage til dem, der hver dag kæmper en hård kamp for at komme i job.

Jeg kaster tonsvise af respekt tilbage til de kvinder i alderen 25-40 år, som er blevet afskediget i krisen. Ikke på grund af manglende evner, eller faglig inkompetence. Men fordi krisen kradsede hos danmarks virksomheder. Dem, som skriver 50 ansøgninger på en måned, og når jobsamtalen endelig kommer i hus, bliver spurgt om, hvornår de skal have flere børn.

Jeg kaster også respekt tilbage til de ældre, der bliver fyret tre år inden, de har ret til den efterløn, vi andre har givet afkald på og skal ud og finde et job, der kan bære dem gennem de sidste par år, inden livet som pensionist venter. Jeg kaster ikke kun respekt, men også en masse held og lykke efter dem. For det er svært. Meget svært.

Jeg kaster også respekt efter de mennesker, som letter røven endnu flere gange end Mette har gjort. Der sådan ca. hver dag letter røven og telefonrøret. Som ringer til arbejdsgivere og spørger om de tre tåbelige spørgsmål, som a-kassen har sagt er en god ide at gøre i en jobansøgningsrunde. Og som hver gang bliver mødt af irriterede arbejdsgivere i den anden ende, som ikke har tid. Fordi det var nr. 350 i rækken, der ringede og spurgte om: Hvordan ser I jer selv som arbejdsplads om 10 år?
Og her holder vi også vejret for dem, der møder op i receptionen hos Danske Bank, Mærsk, Dong eller hvilken som helst anden stor virksomhed, der får 300-400 ansøgninger pr. stilling. Der står de og afleverer en ansøgning til en receptionist. I en konvolut. Selvom der stod i jobannoncen at alt materiale skulle sende elektronisk … Respekt. Men dumt.

Jeg vil slet ikke tage Mettes bedrift fra hende. Jeg ville være stolt som forældre, hvis hun var min. Men jeg ville også bede hende forklare mig, hvad hun mente, når hun sagde: Lette røven? Jeg ville også bede hende pakke en smule af hovmoden ned igen. Bede hende tænke på, at hun er 20 år – og har sådan ca. 45 år tilbage på arbejdsmarkedet. Et arbejdsmarked, der gerne skulle række videre end jobbet i sandwichcafeen, og hvor hun ender ude i junglen, sammen med alle de andre. Jeg tror, jeg ville som forældre forklare hende en ting eller to om at lette røven har mange facetter. Bl. a. også ift. at tale ordentligt. At have respekt for mennesker. Specielt de ældre, som trods alt, har erfaring fra et voksent arbejdsmarked.
Måske ville jeg også forklare hende, at hvis hun tager den attitude med ind på en voksen arbejdsplads, så får hun meget få, gode, tætte kollegaer, der er med til at skabe gode, sunde arbejdsmiljøer. Måske ville jeg endda forklare hende lidt om, hvor mange arbejdsgivere, der rent faktisk sætter pris på, at man er ydmyg overfor opgaven.

Jeg tænker, at Joachim B. Olsens mor skulle have taget den samme snak med ham.

Vi skal alle sammen tage os sammen. Men det gør flertallet af os også.
Men der er brodne kar. Der er dem, som ikke vil arbejde, men gerne modtage. De findes – og det er ikke i orden.
Men det er heller ikke i orden, at lade en historie fra en 20 årig, ung, uerfaren pige stå alene, og tegne et billede af det arbejdsmarked, vi har i dag. Jeg kender ingen som har været ledige nu, før eller for lang tid siden, som ikke har kæmpet, sloges, grædt og kørt land og rige rundt for at få et job og gøre sig attraktiv.

Mennesker vil gerne arbejde. Danskerne vil gerne. Lad være med at lade de få, der ikke vil, blive genstand for en pige på 20 års tydeligt, umodne udtalelser.