Stryg mig med hårene

Det kan ikke komme bag på ret mange at bruger jeg mit strygejern en del!

Både fordi Prinsessen er allergisk og af den grund ikke kan tåle lufttørret tøj, og jeg dermed er mere eller mindre tvunget til at stryge en hel del.

Men også fordi jeg engang havde en barselshushjælp – noget man får af sin sygesikring i Frankrig når man har fået en masse små børn indenfor kort tid – og hun gav sig til at stryge alt mit sengetøj..

Ret træls faktisk, for nu kan jeg ikke lade være. Det var det skønneste at sove i nystrøgne lagner!

Så jeg stryger altså en del.

Stor var min glæde derfor da TEFAL kontaktede mig for at spørge om jeg ville teste et trådløst strygejern de havde udviklet. Og jeg måtte beholde strygejernet bagefter.

Ren bestikkelse, som jeg uden blusel tog imod!

Det skulle altså testes. Men så skulle jeg til gymnastik og det blev ikke den aften. Da jeg kom hjem var strygebunken på mystisk vis blevet mindre. Utroligt men sandt.

Nu har jeg børn der er i stand til at stryge, men frivilligt gør de det ikke, med mindre jeg ikke gider at stryge deres yndlingsbukser kl. 06.20.

Ikke desto mindre havde de ikke kunnet modstå fristelsen for at prøve et trådløst strygejern.

First Man – husets egen maskinoman – havde afprøvet det på alle sine T-shirts og var begejstret. Ikke så meget for selve strygekapaciteten, men for gadget effekten med det trådløse!

Da turen kom til mig var jeg meget seriøst anlagt.

Jeg havde advaret Tefal om at jeg ikke ville skrive andet end den skinbarlige sandhed og nothing but the truth. Bestikkelse eller ej!

Derfor skulle det jo gøres ordentligt.

Altså.. Det kan skrues fast på strygebrættet med sådan en dims som jeg skruede min arkitektlampe fast med da de var på mode i forrige årtusind. Smart men ikke umiddelbart ret holdbart. Så længe man ikke hiver i det holder det dog!

Tefals trådløse vidunder – med dampcentralen i baggrunden!

Og så kan man jo bare lade være med at øve vold på sit strygejern…

Der kan ikke være ret meget vand i – til dampen forstås – men den holdt forbløffende længe. Og selve det at jernet var trådløst gjorde jo at der skulle lades op indimellem, men det passede stort set med at når man var færdig med et stykke, og skulle sætte strygejernet fra sig alligevel for at rykke skjorten hen til næste etape, så kunne man sætte det på holderen i stedet for at lade det stå på bagenden.

Så fald jeg glemte at sætte det i holderen længe nok kom der en lille enerverende biiiiiip lyd som gjorde at jeg ret hurtigt satte det hvor jeg skulle for at slippe for den der tinnituslyd!

Det var en lille fiks sag, lå godt i hånden og var behageligt let.

Så til selve vurderingen..

Jeg ville nok ikke købe et selv. Selvom den trådløse faktor frister mig en hel del!

Tefal kunne jo ikke vide at jeg er i besiddelse af en dampcentral der stryger med 5 bar og det er dampen mere end varmen fra metallet der stryger tøjet, og jeg kan nøjes med at stryge et par cowboybukser kun på den ene side fordi varmen suser lige igennem det hele. Og det er meget tidsbesparende!

Jeg elsker min dampcentral og kan stryge mine gigantiske bunker på ingen tid så jeg tror jeg beholder dampcentralen.

Men det var nu et ganske udmærket lille strygejern, som samtlige unger lagde billet ind på – til når de skulle flytte hjemmefra – og jeg giver dem helt ret.

Som første strygejern, eller strygejern til unge mennesker, eller par uden børn der gerne vil have strøget tøj uden at gå tilbage til stenalderen i form af noget der kan fyldes med kul og brænder hul i alt, så kan det trådløse dampstrygejern fra Tefal altså varmt anbefales.

Jeg kendte ikke prisen, men et hurtigt tjek på elgiganten gav mig en pris på 899kr og det synes jeg faktisk er rimeligt billigt hvis man vil have et godt strygejern af den kvalitet.

Det strøg forbløffende godt af sådan et lille strygejern at være

Det strøg godt, og holdt til lige præcis så meget tøj et par ville vælge at stryge.

Og det der trådløse er jo helt afsindigt smart!

Zorronaldo syntes især det var smart og jeg forudser at jeg bliver nødt til at forære et til hvert barn, når de engang flytter hjemmefra.

Jeg er dog glad for at jeg kun skal investere i 3, når nu Tefal har været så søde at forære mig dette!!

No related posts.

  • Love
  • Save
    Add a blog to Bloglovin’
    Enter the full blog address (e.g. https://www.fashionsquad.com)
    We're working on your request. This will take just a minute...