To lebber under ét tag. Sgu.

I morgen flytter verdens bedste LL ind i min lejlighed på Vesterbro. Det er en ret big deal. Og jeg har ikke sagt noget her på bloggis af frygt for at jinxe ting og sager.

Vi har været kærester i knap tre år med en lille pause sidste sommer. Nu skal det være.

Jeg oplever den vildeste dobbeltfølelse.

På den ene side er jeg panisk angst for det. Dels fordi jeg i virkeligheden er et menneske, der vægter alenetid meget højere, end jeg nogle gange selv tror. Og dels fordi jeg er et kæmpesvin stort rodehoved i sammenligning med det ordensmenneske, jeg har valgt at dele mundvand - og fra i morgen også tag! - med.

Det bliver en udfordring for os begge to. For jeg er virkelig klam. Og hun er virkelig ordentlig.

Men på den anden side kan jeg faktisk ikke rigtigt vente. Med at være sammen om alt det der røvsyge praktiske. Til at begge vores navne står på døren. Og til at man - lige meget hvor sent det bliver, og hvor travlt man har - falder i søvn sammen om natten.

Der er noget mærkværdigt over, at det er alt det praktiske, jeg faktisk glæder mig mest til.

Ih! Jeg ser bare så meget frem til, at vi skal købe ind sammen. Huske mælk og toiletpapir. For eksempel.

Come nu on - det er sgudda ikke det, lægeføljetonerne i Ude&Hjemme kalder romantik.

Men ikke desto mindre. Det er det, jeg glæder mig til. Alle de der små fjollede dagligdagsritualer. Måske fordi det jo er alt det andet, vi har sammen nu. Alt det rare og ekstraordinære.

Lige nu - til og med i nat - har det praktiske og logistiske været det, der var irriterende. At koordinere hvem, der kommer til hvem. Hvem der lufter hunde efter work og sørger for at have de rigtige nøgler med. At smide mad ud, der bliver fordærvet, fordi vi køber ind det ene sted og ender med at tilbringe dagevis det andet sted. Det slipper vi pludselig for. Agtigt.

Altså. Jeg er ikke hverken dum eller naiv. Og jeg har boet sammen med en kæreste før - det er hårdt arbejde, bestemt. Men det er altså også ret dejligt.

Juhu!