Nej. Lebben vælger *ikke* sine kampe (om mandagen)

Aha. Om mandagen er jeg så typen, der ikke vælger mine kampe. Tilsyneladende.

Var forbi døgnapoteket efter verdens længste arbejdsdag i går. På vegne af LL, der lå og vred sig hjemme i dobbeltsengen. Og ikke på den gode måde.

Bad om uspecificeret lægemiddel mod ondskab.

Apotekerdame: "Er det til dig?"

Mig: "Nej, det er til min kæreste."

Apotekerdame: "Aha, så tænker jeg ikke, at der er noget graviditet inde i billedet (haha)."

Mig (demonstrativt og lidt for højt i tyst aftenapotek): "Øh. Det kunne der nu så sådan set godt have været, for min kæreste er en kvinde. Men nej. Der er ikke noget graviditet inde over."

Apotekerdame: "Har han prøvet at tage medicin mod xxx før?"

Mig (come nu on): "Ja. Det har hun."

Egentlig var der ikke noget at være flov over. Men jeg følte alligevel – da jeg bevægede mig fra skranken – lidt som typen der lige skulle råbe op om, at jeg diggede the punani ved enhver given lejlighed.

Også selvom jeg jo egentlig bare insisterede-agtigt på, at apotekerdame skulle se sin egen normative tilgang til sit fag i øjnene. Vi er ikke alle sammen kærester med mænd, iveller?