Xenia Østerby Jensen

Pølsemix med bønnefritter og tomatmayo

Ja, det er jo stort set som at være “hjemme på grillbaren”. Eller, ok, det ved jeg reelt set, hvis jeg skal være ærlig, faktisk ikke, for jeg tror egentligt aldrig, at jeg har smagt en pølsemix før. Af uvisse årsager var det dog alligevel det, jeg fik lyst til at lave i lørdags, da jeg stod med fire pølser, der gerne skulle bruges i en aftensmad af en art. Jeg benyttede derfor straks muligheden for igen at afprøve min ActiFry (jeg lover, at jeg nok skal lave noget andet end bønnefritter deri snart! Altså og vise det til jer – jeg har nemlig også lavet müsli deri, men det fik jeg bare aldrig vist jer…), og den fungerede helt upåklageligt til dette måltid. Alt i én maskine og stort set intet opvask – jeg er fan!

En klassisk pølsemix er (vist nok) bare pomfritter og pølser serveret med (karry)ketchup og rå løg. Hverken eller er dog noget, jeg er særligt vild med, så jeg valgte at smage retten til med løgpulver i stedet for de rå løg og lavede desuden en tomatmayo i stedet for klassisk ketchup. Tomatmayoen er ret fantastisk – den giver den fornødne tomatsmag, men er både nemmere og mere LCHF-venligt end klassisk ketchup.

Alt i alt blev det et virkeligt godt – overraskende godt faktisk! – måltid, som jeg bestemt har tænkt mig at gentage igen på et senere tidspunkt. Hvis du ikke har en ActiFry, kan det selvfølgelig sagtens laves i en almindelig ovn ;P En læser kommenterede i øvrigt for nyligt, at ActiFry’en hjemme hos dem var kendt som “madmaskinen”. Arhmen, det er jo helt og aldeles awesome altså! En sådan madmaskine kan anskaffes her, hvis du skulle være blevet fristet

Pølsemix med bønnefritter og tomatmayo 2014-05-03 21:44:53
2 portioner
Gem opskrift Print
Ingredienser
  1. * 1 pose frosne grønne bønner (750 g)
  2. * 1 spsk løgpulver
  3. * 1 spsk sød paprika
  4. * salt
  5. * 1 spsk olie, fx kokosolie uden smag
  6. * 4 pølser, fx grillpølser eller ostepølser

Tomatmayo
  1. * 2 store spsk mayonnaise
  2. * 1 spsk tomatpure (min favorit er Urtekrams)
  3. * evt. 1 fed presset hvidløg (kan udelades)

I alm. ovn
  1. Fordel de frosne bønner på en bageplade beklædt med bagepapir og sæt dem i en kold ovn, som tændes ved 150º varmluft.
  2. Efter 15 minutter, vendes de nu optøede bønner med olie, salt, løgpulver og paprika. Steg i yderligere 20 minutter, til de begynder at tage farve.
  3. Skær pølserne i stykker på ca. 1 cm og vend med bønnerne. Steg i yderligere 10 minutter.
  4. Server med tomatmayo.

I ActiFry
  1. Læg de frosne bønner i ActiFry'en og giv dem 20 minutter. Tilsæt så olie, salt, løgpulver og paprika. Steg i yderligere 10 minutter.
  2. Skær pølserne i stykker på ca. 1 cm og tilsæt til ActiFry'en. Efter 10 minutter ekstra, er retten klar.
  3. Server med tomatmayo.

Tomatmayo
  1. Bland mayonnaise, tomatpure og evt. presset hvidløg.

Hjemme hos Xenia http://www.hjemmehosxenia.dk/


Indlægget indeholder affiliatelinks.



  • Love
  • Save
    39 loves 5 saves
    Add a blog to Bloglovin’
    Enter the full blog address (e.g. https://www.fashionsquad.com)
    We're working on your request. This will take just a minute...