Egentligt er jeg, når det kommer til stykket, nok altid mere til grøntsager, der er tilberedt på en eller anden måde, hvilket størstedelen af mine opskrifter herinde nok også bevidner om. Dels giver det – især her i vinterhalvåret – mig mere fornemmelsen af at sætte sig ned til et måltid, end rå grøntsager eller en salat gør, og dels føler jeg nok også, at det er nemmere at få til at mætte. Ikke desto mindre har selv jeg en gang imellem lyst til en god salat – og gerne en med masser af lækkert fyld i! I sidste uge gik det op for mig, at jeg endnu ikke havde fået grønkål i denne sæson endnu – og selv om jeg så i øvrigt lærte, at grønkål faktisk først officielt er i sæson efter det reelt har været frostvejr (hvilket som sådan ikke behøver at ske sådan lige foreløbigt, hvis I spørger mig!), benyttede jeg alligevel lige Føtex’ 25% på økovarer i weekenden til at hapse mig et bundt grønkål. Da først jeg havde tanken, kunne jeg alligevel ikke vente.
Jeg har længe haft kig på Camillas grønkålssalat her, så det var et nemt valg, at det var den, jeg ville lave. En af de ting, jeg dog også altid har lidt svært ved, når det kommer til salater, er, hvad jeg skal servere til, for at det føles som et fuldt måltid. Ja, jeg ved godt, at jeg jo i princippet kan servere det meste, men det må nu gerne passe sammen – og gøre mig mæt! Jeg endte på de gode saltede kyllingelår, som er og bliver min yndlingsmåde at lave kyllingelår på. Det gør kødet supermørt og -smagfuldt, hvilket kylling aldrig har taget skade af.
Grønkålssalaten blev i øvrigt også virkeligt god, den bliver klart en genganger. Jeg var dog ikke helt mæt så længe, som jeg egentligt foretrækker og plejer – er der nogen med nogle gode bud på hvordan man får lidt ekstra fedtstof, når man “bare” spiser kød og salat? Og ikke er så god til dips, hvis de ikke passer direkte til resten af måltidet?
Men altså – bortset fra den lille detalje, som jeg nu fint overlevede, var det et rart måltid. Og jeg har stadig et halvt bundt grønkål, som jeg glæder mig til at bruge – højst sandsynligt til en endnu en salat, fordi grønkål bare især er en kål, der gør sig godt i rå form – selv om den måske godt kan virke lidt offensiv
Indlægget kan indeholde affiliatelinks.