Hjemmelavede romkugler på 5 minutter…

Fordi at nogle gange må det bare gerne gå lidt hurtigt og være lidt nemt!

Mange opskrifter på hjemmelavede romkugler, eller trøfler om man vil, starter med, at man skal bruge en kagerest. Men hånden på hjertet – hvor tit har man lige en kagerest liggende? Og har man en rest kage, er der sjældent så meget, at der kan fremstilles mere end en enkelt romkugle – i musestørrelse!!!

Så er der de opskrifter, som går ud på, at man først skal bage en kage og derefter fremstille romkuglerne ud fra denne. Og jeg spørger igen – hvem har selvbeherskelse nok til først at bage en stor kage og derefter, når den kommer lækker, duftende og nybagt ud af ovnen, bare at ignorere den, indtil den er blevet så tør, at der kan produceres romkugler?

Denne her opskrift tager udgangspunkt i en tur i supermarkedet, hvor man indkøber en pakke med 4 færdiglavede chokolademuffins (Dancake’s muffins er bløde og svampede og passer fint til formålet) og en hindbærroulade. Det skal ikke være den med creme, kun hindbærmarmelade (den billige ).

Det er ikke en tilfældighed, at jeg har valgt chokolademuffins og hindbærroulade – dels under bygger chokolademuffins chokoladesmagen i de færdige romkugler og bruger man en hindbærroulade, behøver man ikke bruge hindbærmarmelade til romkugle-massen – medmindre man er nødt til at tilføje en skefuld, for at få det hele til at binde sammen. Desuden er både muffins og roulade meget fugtige og svampede kager og de er nemme at få til at binde sammen til en trøffelmasse.

Når man først har ”grundkagerne” i hus, skal man faktisk ikke bruge andet end en køkkenmaskine eller foodprocessor, lidt god, kraftig kakaopulver, lidt romessens og krymmel til at trille de færdige romkugler i. Og så er bageren færdig med at sælge halvgammelt wienerbrød, formet til små kugler, til overpriser

Hjemmelavede romkugler på 5 minutter.

Portionen giver ca. 50 mini eller 10-15 store romkugler.

4 chokolademuffins

1 hindbærroulade

2 spsk god kakaopulver – rigtigt kakaopulver, ikke nesquik

2 spsk romessens

Desuden – krymmel eller kokosmel til at trille de færdige romkugler i.

Smuldr muffins og roulade i grove stykker ned i skålen til køkkenmaskinen eller ned i foodprocessoren. Tilsæt kakaopulver og romessens og kør til romkuglemassen har samlet sig – det tager op til et par minutter. Hvis det ikke rigtigt vil samle sig, så tilsæt en skefuld hindbærmarmelade – eller en spsk. vand, hvis man ikke lige ligger inde med marmelade. Når massen har samlet sig, deles den i to dele, som trilles til pølser på køkkenbordet – tynde eller tykke pølser, afhængig af hvor store romkugler man ønsker. Pølserne skæres i passende stykker, som trilles til romkugler og rulles i lidt krymmel eller kokosmel. Opbevar romkuglerne på køl i en lufttæt beholder. De kan holde sig en god uges tid, hvis ikke de er spist inden.

Note. Når først man har lavet romkuglemassen, kan man i stedet for romkugler lave studenterbrød eller træstammer.

  • Love
  • Save
    8 loves 1 save
    Add a blog to Bloglovin’
    Enter the full blog address (e.g. https://www.fashionsquad.com)
    We're working on your request. This will take just a minute...