Lisbeth

Store Balletskoledag og lidt tanker om pli...


I de sidste tre weekender har der været 'Store Balletskoledag'. På 'Store Balletskoledag' samles alle landets balletskoler og danser på Det Kongelige Teater.
I går var det Almas tur til at danse, og hold op hvor hun har glædet sig. Hun har danset 'sin' dans ca. 5000 gange herhjemme i de sidste par måneder, og hun har vist dragten, hun skulle optræde i, til alle der ville se den. Hun gjorde det naturligvis rigtig godt, og det var en dejlig oplevelse at sidde i Det kongelige teater. Der er en helt særlig stemning og jeg fælder altid en tåre, når musikken begynder at spille og danserne går på scenen. I går fældede jeg et par ekstra tårer, fordi Alma stod på scenen (og fordi jeg er en pænt følsom gravid)!
I Det Kongelige Teater må man ikke fotografere, og jeg synes faktisk, at det er rart med den slags retningslinjer, for jeg synes, vi forældre indimellem har en tendens til at dræbe de smukke øjeblikke, fordi vi er mere optagede af at lægge billeder på Instagram end bare at være til stede i nuet og se på vores børn. Derfor blev jeg overrasket over, at folk alligevel fotograferede løs og optog film af deres børn, når de var på scenen.
Hvad jeg dog blev endnu mere overrasket over, var måden folk reagerede på, når de havde set DERES børn danse. Så rejser man sig nemlig bare op og går! Det betød, at jeg fire gange under forestillingen (inden pausen), måtte rejse mig, så folk kunne komme forbi mig! Det skabte naturligvis en hel del uro, for det er nemlig ikke så let, at gå igennem de smalle stolerækker, uden at hele rækken må rejse sig op. Det er ikke fordi, at jeg har noget imod at rejse mig op, men jeg undres altså! Er det det vi vil lære vores børn? At de er de eneste, vi gider se på, og at alle de andre børn er ligegyldige? Jeg kommer naturligvis også for at se mit barn, og jeg synes som alle andre forældre også, at min datter er den dygtigste, mest fantastiske og mest talentfulde af alle børnene, men jeg har altså pli nok til at udholde de 500 andre børn, som også har glædet sig i månedsvis og har forberedt sig på at stå på scenen...

Nu er jeg ingen Emma Gad, men en lille smule 'takt og tone' har ingen taget skade af... Eller hvad mener du?

Eftersom jeg ikke fotograferede i går, får I her min skønne ti-åriges fine tegning...
  • Love
  • Save
    15 loves
    Add a blog to Bloglovin’
    Enter the full blog address (e.g. https://www.fashionsquad.com)
    We're working on your request. This will take just a minute...