Lisbeth

Vandkefir






Probiotiske bakterier er det nye sort, og det er der god grund til.
Bakterierne har nemlig en masse fantastiske helsevirkninger.

Jeg er som mange andre blevet bidt af at fermetere. Vi har en storproduktion af vandkefir i gang. Vi har lavet surkål, kokosmælke-kefir og kimchi. Surkål og vandkefir er det, vi har størst succes med. Det er sjovt at opleve udviklingen, og det smager fantastisk godt. Mine børn er blevet glade for at drikke lidt vandkefir hver dag, og de får dermed en god dosis sunde probiotiske bakterier.

Hvis du ikke ved hvad vandkefir er, så får du lige en forklaring.
Vandkefir er nogle sjove små gummiagtige 'gryn', som er en symbiose mellem bakterier og svampe. 'Grynene' lever af sukker, og man brygger det i vand tilsat økologisk sukker. Man kan tilsætte smag af bær, citron, dadler, æblemost, eller hvad man nu har lyst til, og man får en drik med blid brus, som smager rigtig godt.

Vandkefir er rigtig nemt at have med at gøre. Siden vi herhjemme fik vores første kefirgryn, har de formeret sig i stor stil, og jeg har delt ud til venner og bekendte, og alle der har haft lyst til at prøve det af! Jeg har hele tiden gang i flere flasker, så min mand, vores børn og jeg, kan drikke et glas eller to om dagen.

De probiotiske bakterier i drikken er sunde bakterier. De hjælper med at holde maven sund og skabe den bedste sammensætning af bakterier i tarmen. Probiotika styrker immunforsvaret og gør, at vi bedre kan bekæmpe infektioner og optage alt det gode næring fra kosten osv. Nogle oplever, at vandkefir har en positiv virkning i forhold til at nedsætte allergiske symptomer.

Basis opskrift:

500 ml vand (Du kan bruge særlig mineralrig vand eller postevand)
50 g kefirgryn
2 spsk økologisk rørsukker

Bring vand til lige nær kogepunktet, kom sukker og rør rundt med en træske, til sukkeret er opløst. Lad vandet køle til stuetemperatur, og kom det og kefirgrynene i en flaske, et patentglas eller lignende. Det skal ikke i køleskab, men stå og fermetere ved stuetemperatur.

Jeg fermeterer gerne i en flaske med låg, da det giver meget brus, og det kan jeg godt lide. Jeg bruger ofte flaskerne, som du kan se på det nederste billede. Det er de flasker vi får, når vi køber mosede tomater. Det er nemt at få grynene ned i de flasker, og det er nemt at hælde det hele fra igen. Man skal bare sørge for, at væsken ikke har kontakt med låget, da det kan indeholde kedelige stoffer. Du kan også fermetere i større patentglas eller lignende.

Når der er gået ca. 2 døgn, er kefiren som regel klar. Er den for sød, er det godt at lade den fermetere lidt længere.
Når den er klar, sies grynene fra (allerede nu, er flere gryn end ved start).
Nu kan du tilsætte smag efter behag og lade drikken fermetere et par dage mere med hindbær, dadler, ingefær, citron, eller hvad du ellers kan finde på.

Jeg lader tit grynene fermetere sammen med smagsgiverne. Så kan man bare lade gryn fermetere i æblemost, rabarbersaft eller lignende (dog ikke juice). Det bliver altid godt, men grynene tager gerne lidt farve fra smagsgiverne og det kan tage noget tid, før farven er væk fra grynene. For mig betyder det ikke noget, men det kan være irriterende, at skulle fjerne bærrester fra kefiren.

Prøv dig frem. Det kan næsten ikke gå galt!

Tip: Du kan også bruge kokosvand i stedet for almindeligt vand. Du skal bruge samme fremgangsmåde.

Vigtigt: Du skal bruge træredskaber, da vandkefir ikke tåler metalredskaber. Du kan si grynene fra i en plastiksi, eller du kan si gennem et rent viskestykke eller lignende.

Sådan får du fat i kefirgryn:

På facebook er der et rigtig godt forum, hvor flere sender kefirgryn mod betaling af porto. Der er der også mange gode fif, idéer og opskrifter at hente. Du kan også købe vandkefir og læse om vandkefir på denne blog.

Øverst: Vandkefir med solbær og vandkefir med dadel og citron.

Nederst fra venstre: rabarber, hindbær, citron og ingefær, solbær og kokosmælkekefir (som dog ikke kan laves med vandkefirgryn).


  • Love
  • Save
    11 loves 2 saves
    Add a blog to Bloglovin’
    Enter the full blog address (e.g. https://www.fashionsquad.com)
    We're working on your request. This will take just a minute...