Babyblues

På tirsdag runder jeg en lille milepæl; mine første to uger som mor. Jeg kan med sikkerhed sige, at det har været den vildeste rutsjebanetur, jeg nogensinde har prøvet, og jeg har været meget i tvivl om, om jeg skulle omtale det her på bloggen. Alligevel vover jeg pelsen i håb om, at andre kan have glæde af det, og måske identificere sig med min oplevelse, ligesom også Trine og Anne har gjort. Dog med den forskel, at d’damers indlæg er skrevet med den indsigt som kommer af at have fået begivenhederne lidt på afstand, mens jeg står midt i det hele netop nu. Jeg har med misundelse læst med ovre hos Emilie, men har til min store sorg måtte sande, at min start på moderskabet desværre ikke har været helt lige så positiv.

Uanset hvor utålmodig og klar, man var før fødslen, er det umuligt at forestille sig, hvordan det føles at få sin baby op på maven for første gang. Selv havde jeg forventet masser af tårer, som jeg normalt har let til, men jeg var snarere optaget af at tage hele oplevelsen ind og fuldstændig fordybet i den første, magiske kontakt med vores lille pige. De første to dage var en stor pærevælling af barselsbesøg, indhentning af søvn, babudufte og engleblød hud mod min. Men desværre også en amning som langsomt men sikkert blev mere smertefuld på grund af en sutteteknik som ikke var helt korrekt.
De efterfølgende dage var mest af alt præget af en uheldig kombination af sår på brystvorterne, at mælken for alvor løb til, og en overvældende mængde hormoner i min krop. Jeg følte mig dybt ulykkelig og græd over det mindste. Ingen tvivl om at min datter var dejlig, men smerten ved at stille hendes sult overdøvede glæden. Jeg var usikker som bare pokker, og hver gang nogen snakkede om babybobler og lykkerus, blev jeg bare endnu mere ulykkelig, fordi jeg ikke kunne genkende de følelser hos mig selv, og det skræmte livet af mig. Fødselsblues for fuld udblæsning. En frisk jordemoder på barselshotellet blev redningen for min amning, som jeg ellers var klar til at droppe på daværende tidspunkt. På fjerdedagen kom vi hjem, og jeg kunne øjeblikkeligt mærke, at det gav fornyet energi og ro at være hjemme i vante rammer. Alligevel var jeg stadig ked af det, og jeg kunne ikke finde meget glæde i øjeblikkene med min datter, i stedet længtes jeg efter at være nogle måneder ude i fremtiden, med rutiner, genkendelighed og en drøm om at mestre moderskabet nok til måske at kunne komme ud og lave nogle af alle de ting, jeg drømte om, at en barsel skulle indeholde.
Var det forhastet at være sådan en sortseer så tidligt? Ja, men jeg må sande, at hormoner ikke er sådan at tale fornuft til, og snemasserne og kuldegraderne udenfor, som umuliggjorde selv en tur med barnevognen, hjalp ikke just på udlængslen.

Denne uge vendte Mads tilbage til studiet efter blot 6 dages barsel. Det har hele tiden været betingelserne, men ikke mindre barsk af den grund. Og grund til rigtig meget bekymring. Alligevel kan jeg se tilbage på vores første uge hjemme med glæde, for den er gået virkelig, virkelig godt. Min mor har været en fantastisk hjælp og været her til støtte og selskab de fleste dage, og det har været en gave uden lige. Det har været rigtig hyggeligt, og hendes selskab har uden tvivl hjulpet mig til at finde roen i det nye, langsomme tempo som dagene driver afsted i. Om aftenen har mine svigerforældre leveret aftensmad, og generelt har vores familier og netværk været en kæmpe hjælp og støtte. Udtrykket “it takes a village to raise a child” har de forstået til fulde.

Heldigvis er hormonernes rasen på tilbagetog, og jeg er ved at være tilbage i vater. Jeg har forelsket mig dybt og inderligt i det lille ny menneske, og jeg forstår pludselig, hvad sådan en babybobbel er for en størrelse. Når hun falder i søvn på min mave, er det det bedste i verden, og jeg falder i svime over den runde babymave, de bløde kinder og små grimasser, hun laver. Grundfølelsen har ændret sig fra panik til lykke. Dermed ikke sagt, at jeg ikke savner min søvn og frihed til at disponere over min tid, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det vil give udfordringer lang tid fremover. Men jeg har fået en del mere gå på mod.

Hvordan var jeres start på livet som mor?