Lille fejring

Vi fejrer idag, sådan lidt i småtingsafdelingen. Som jeg åbnede lidt op for her, har det været en hård periode, og dage blev desværre til uger. Vores lille pige sov dårligere og dårligere, det var en kamp at få hende til at overgive sig til søvnen, og som regel vågnede hun op efter blot 10 min, vildt ulykkelig og kunne kun formildes af mad. Vi fokuserede meget på den manglende søvn, for sulten kunne hun umuligt være, når jeg ammede 8-10 timer dagligt. Men den lille pige voksede kun i længden, ikke i bredden. 400 grams vægtstigning siden fødslen for fem uger siden. Alt omkring os sejlede, der var i den grad lagt beslag på vores tid, og det var mildest talt svært at få øje på, hvordan vores liv skulle hænge sammen.
Heldigvis er vi omgivet af vise damer, som langsomt begyndte at stille spørgsmål ved, om hun mon fik mad nok? Av, den gjorde ondt lige i moderskabet. Alle de timers amning, og så var det ikke tilstrækkeligt? Men det gav stof til eftertanke. I denne uge havde vi alle fået nok, nerverne var tyndslidte og følelserne hang udenpå tøjet. Min mor og svigermor rykkede ind med microovn, modermælkserstatning og en venlig men bestemt opfordring til at prøve at give hende flaske som supplement. Første portion røg ned i store, grådige slurke, ligesom alle de efterfølgende, vi har tilbudt hende. Hun har simpelthen været skrupsulten. Om det er mængden eller indholdet af min mælk, det er galt med, ved jeg ikke, men jeg er lykkelig for, at vi mandede os op til at være forældre drevet af mavefornemmelser fremfor sundhedspersonalets anbefalinger.
Jeg tør næsten ikke sige det højt af frygt for, at det blot er begynderheld, men vi har haft et skønt første døgn med modermælkserstatning på “dessertkortet”. Således har vi idag oplevet flere små milepæle, og da hun i formiddags helt selv dryssede i søvn i mine arme, tændtes der håb. Vi fejrer med donuts og håber på en ny verdensorden!