At blive mor til 2

Jeg har været inde på emnet tidligere, både her på bloggen og på Instagram. Altså hvordan det har været at gå fra 3 til 4. Det har virkelig taget på fusen på mig, og det har været langt fra hvordan jeg troede det ville blive. Med i beregningen hører jo også at vi flyttede til en ny by midt i det hele, og Sylvester skiftede børnehave. Og det sidste, altså børnehaveskiftet, var faktisk min største bekymring. Jeg har brugt rigtig mange timer på at spekulere på hvordan det ville blive for Sylvester at flytte, skifte børnehave og blive storebror på stort set samme tid. Jeg har nærmest ligget søvnløs over det flere gange, og spekuleret på hvordan vi kunne gøre det så godt som muligt for ham. Midt i al min bekymring om Sylvester, så glemte jeg faktisk noget ret vigtigt, Jeg glemte fuldstændig mig selv, hvordan det ville blive for mig at få et barn til, flytte til en ny by, og starte helt forfra, og være på barsel igen. Det har været lidt af en mundfuld må jeg sige.

Jeg havde en rigtig god fødsel, og er så glad for den behandling vi fik på Skejby, sikke et dejligt sted at sætte et barn i verden. De første par dage hjemme efter fødslen var jeg helt ved siden af mig selv. Sylvesters ankomst til verden var lidt usædvanlig (læs her ), så jeg har ikke prøvet at stå med det virvar af følelser lige efter en fødsel derhjemme, hvor jeg selv skulle få amning i gang, og være oppe hele natten med en meget vågen baby osv osv. Det kostede en del tudeture, ikke mindst fordi jeg følte mig SÅ utilstrækkelig i forhold til min store dreng. Kim var på barsel i 4 uger, og stod for hele indkøring i den nye børnehave, noget som jeg virkelig også gerne ville have været en del af. Men med en helt nyfødt kunne det altså ikke lade sig gøre, og selvom jeg godt rationelt kan se at det ikke kunne være anderledes, så føler jeg alligevel at jeg har svigtet, både Sylvester og mine egne forventninger til mig selv.
Nu er der gået noget tid, og vi er ved at finde os til rette i hverdagen, omend vi dog stadig holder juleferie. Og jeg må sige at jeg mildest talt er lettet over at jul og nytår er oversatået. Hele december følte jeg en tung dyne af utilstrækkelighed over mig. Jeg kom aldrig rigtig i julestemning, overskuddet var der ikke, jeg havde travlt med bare at finde overskud til at være mor til to. Og det til trods for at vi har en virkelig nem baby. Men det har været så hårdt at se min store dreng på usikker grund i en stor ny børnehave, uden bedste venner, og en hel masse opmærksomhed til den nye lillebror, som han også lige skal forholde sig til. Jeg var syg rigtig mange dage i december, jeg fik (endnu) en, åbenbart ukendt, infektion i kroppen, men det kostede altså rigtig mange dage med meget høj feber, men heldigvis har der også været mange lyspunkter siden Louis kom til verden, faktisk rigtig mange. Jeg bliver så rørt når Sylvester vil holde ham eller give ham et kys, og når lille Louis ligger og smiler og smiler så han er ved at flække på langs, så smelter mit hjerte. Jeg er ved at finde balancen, og kan efterhånden godt rumme når jeg er nødt til at sige "ikke lige nu Sylvester, jeg sidder lige med Louis", og han accepterer det og forstår det.
På trods af alt det der er svært, så synes jeg faktisk det er helt igennem fantastisk at blive en familie på 4. Jeg har en helt anden ro i mig i forhold til Louis. Jeg er meget bedre til at være i nu'et og ikke hele tiden tænke på hvornår han kan noget nyt, eller en ny fase begynder. Jeg har heller ikke det samme behov for at finde et svar på alt, som jeg havde med Sylvester, og det giver en helt anden lethed i forhold til at være sammen med ham. Som min sundhedsplejerske sagde, så burde man få barn nr. 2 som det første barn;-)
Gad vide om I har læst med så længe? Jeg kom til at udgive indlægget før det var færdigt, men nu tror jeg vist jeg har fået det hele med:-) Jeg håber I er kommet rigtig godt ind i 2015, og jeg bliver jo som altid glad hvis I har lyst til at komme med en kommentar. Jeg tænker at jeg ikke er den eneste der har stået i denne her situation?? Måske ikke med flytning og baby på samme tid, men så ihvertfald baby;-)