Cecilie Bertelsen

12 months of knitting – et nyt år begynder… Januar “Climb every Mountain” #1

Et nyt år… en frisk start… og 12 måneders dejlig strik venter forude. Jeg tager udfordringen med “12 Months of Knitting” op igen, og glæder mig til at nå igennem 12 projekter fra strikkelisten som året skrider frem.

For dem som ikke har fulgt med fra starten, kan du læse den oprindelige idé ved at klikke på “12 Months of Knitting” ikonet i sidebaren. Kig også med på Instagram under #12monthsofknitting og #12MOK – mere end 600 billeder har samlet sig under fanen, det er simpelthen så sejt.

Dette års strikkeprojekter er udvalgt efter samme kriterier som sidste år. Modeller, som jeg har sukket efter længe, og som jeg vender tilbage til igen og igen. I år kan jeg dog mærke, at jeg har brug for at udfordre mig på både det tekniske og det kreative, og derfor er der også både skæve og finurlige modeller på listen, sammen med de klassiske og tidsløse.

På Istagram fik jeg afsløret, at januar måneds projekt var “The1sleeved” af Vithard Villumsen. Jeg har et meget ambivalent forhold til modellen, for umiddelbart er den overhovedet ikke min stil. Alligevel drager den mig, og jeg har lyst til at udfordre mig selv med farver og sammensætning.

Det bliver dog ikke i januar. – For efter at have nærstuderet både model og opskrift kan jeg se, at der er meget, der skal ændres, hvis den skal falde i min smag. I-cord afslutning (og start) er f.eks. slet ikke mig, og så blev det pludselig et mere kompliceret projekt… men den ligger der altså stadig… I baghovedet… og spøger!

Januar måneds projekt bliver istedet Heidi Kirrmaiers “Climb every Mountain”. Den har ligget på strikkelisten meget meget længe…. glemt og poppet op… igen og igen, og nu er den slået op og strikket lystigt på. Jeg er helt vild med modellen – sådan en poncho-agtig bluse, og hulmønsteret er så simpelt og fint.

Jeg strikker i den rene luksus… Tvinni, alpaca 1 og silk mohair i fin forening, og så krydret med en guld effekttråd, som kun lige kan anes imellem de fine fibre. Alle garner er fra Isager, og da jeg tømmer ud i resterne, har jeg valgt at lave den meleret/gradueret i nude –> sort.

Jeg er allerede helt vild med den, og jeg er ret sikker på, at den bliver en yndlings. Jeg bliver nok nødt til også at strikke en ensfarvet grå… måske med et touch af sølv – kunne det ikke være fint?

Trods de mange masker på omgang, skrider arbejdet hurtigt frem, og opskriften er meget detaljeret og godt forarbejdet. Der er f.eks. maske optællinger efter hvert mønstersæt, hvilket gør det nemt at følge med i, hvor langt man er. Alle udtagningerne er også sat op i skemaer, hvilket betyder meget visuelt, og gør den nem at overskue.

Jeg har valgt at sætte navne på alle maskemarkører, hvilket har gjort det lidt nemmere at tyde udtagningernes placering – et lille tip, hvis du nu selv skulle få lyst til at gå i krig.

Jeg har mange favoritter mellem Heidi Kirrmaiers opskrifter. Der kunne sagtens ende en Snowbird, Boardwalk eller Space Girl på listen..

Sidste år nåede jeg kun igennem tre måneder. Et nyt og spændende samarbejde blev skabt, og Annes og min kommende bog har taget det meste af strikketiden i ´14, men nu er jeg klar til et nyt (ego) strikkeår.

Husk: Det er ikke en konkurrence, hvor det gælder om at være først færdig, eller om at strikke alle 12 modeller. Det skal være sjovt og fornøjeligt, så det er altså helt ok, at du ikke når 12 modeller, eller at du 3 måneder om den samme. Ideen er at bruge mere tid på at strikke end at drømme, og så forhåbentlig få noget lækkert strik (eller hækling) ud af det.

Jeg håber, at du har lyst til at gøre mig selskab – og del endelig dine billeder under #12monthsofknitting og #12MOK2015. Du må også meget gerne tagge mig, hvis du har lyst. Så vil jeg meget gerne følge med i dine projekter. Mit Instagram brugernavn er @hvadbiertaenker

*/Cecilie

  • Love
  • Save
    17 loves
    Add a blog to Bloglovin’
    Enter the full blog address (e.g. https://www.fashionsquad.com)
    We're working on your request. This will take just a minute...