At gøre sig til offer på trods af egne valg

Noget jeg virkelig har lagt mærke til som en genganger gennem alle mine vægttabsforløb er at jeg meget nemt kan komme til at sætte mig selv i en offerrolle. Som jeg skrev i mit indlæg “det er synd for mig jeg ikke må spise” så kan maden nemt få en unødig magt i hverdagen og hvis der sættes forbud op bliver jeg nærmest drevet hen imod de forbudte madvarer. Dette er en af grundene til at jeg har fjernet forbudte fødevarer i min kost, da jeg ved at de ting jeg ikke må spise simpelthen er meget mere spændende end det jeg lige skrev ned i mine regler her den anden dag.

Da jeg i sin tid var i terapiforløb med min spiseforstyrrelse var det med at slippe alle reglerne og forbuddene en af de ting som blev arbejdet på. Forbud og regler førte til overspisning og efter overspisningen blev der sat nye regler op igen for at undgå endnu et ædeflip. Dette holdte så nogle dage og så kørte den onde cirkel ellers uendeligt indtil reglerne forsvandt og det ikke længere var forbudt at spise et stykke kage.

Det med ikke at have forbud har både fordele og ulemper for mit vedkommende. Jeg slipper for mine overspisnings anfald, men har alligevel en tendens til at spise mere af det jeg normalt ville sætte i kategorien ‘spis mindre af’. For mig er det ikke uvant at købe et nybagt rugbrød fra bageren i Bilka og så kværne et halvt af dette med forskelligt pålæg, for for satan hvor smager det godt. Det senarie der så sker efterfølgende er det mere interessante, for når jeg så vælger at stå på vægten og ser at vægten er steget så føler jeg at det hele er uretfærdigt og jeg får gjort mig selv til et offer for nogle valg jeg selv har taget!

Min beslutning fremover er derfor at jeg ikke skal pive over valg jeg selv har foretaget mig. Der er ingen der tvinger mig til at spise det halve rugbrød. Skulle der stå en og proppe det ned i halsen på mig, så ville det være i orden at tude over at vægten var steget. Når man selv har taget valgene bliver man også nødt til at tage konsekvenserne af det. Jeg ved om nogen hvor svært vægttab er, så det er ikke fordi jeg skal gøre mig til dommer over at man bliver ked af en vægtstigning efter man spiste en masse mad hele weekenden og toppede mandagen af med en pizza.

Min pointe er blot at man ikke skal gøre sig til et offer når valget 100% har været ens eget. Der er meget at arbejde med når man gerne vil tabe sig og maden har så stor en magt som den kan have over en. Det er derfor vigtigt at acceptere at det ikke hele tiden går som man gerne vil have det skal. Der vil blive taget nogle dårlige valg, men der vil også blive taget nogle gode valg. Det er en lang og hård process, men det belønner sig i sidste ende, to mig.