Rellow folkens..

Har ville blogge i evigheder men føler ik jeg har noget at blogge om..
Eller jo det har jeg jo egentlig. Men jeg får det ik gjort..
Ik fordi jeg ik gider men synes kun jeg har dårlige ting..
Jeg overskuer ik det vilde og lukker mig mere og mere ind i mig selv og skubber alt og alle fra mig fordi jeg føler jeg skuffer alle..

Folk siger det er godt jeg starter i terapi og nogle x-kærester/flirter synes jo det var mega fedt..
Nu har jeg prøvet at kontakte to af dem for at få hjælp til mine hjerneblødninger..
Og tænk sig engang at det så viser sig at være kællinger (sorry) ingen af dem (ifølge mig) er mand nok til at hjælpe mig med at finde de fejl jeg ik selv har spottet men som jeg nu har været så stor at bede om hjælp til..
Så jeg kommer slet ingen vegne i min terapi..
Har heller ik været der de sidste to gange da jeg slet ik kan finde motivationen til det pga en kæmpe lorte start de gav mig..
Ja jeg begraver mit eget hul ved ik at komme dertil, skubbe folk og alt andet fra mig..
Men ja jeg har bare ingen livsglæde mere..

Når jeg aflyser aftaler med folk fordi jeg ik kan magte at gå ud for en dør, ud blandt en masse mennesker får jeg lige en stikpille med på vejen hvilket bare slet ik gavner mig og jeg derfor ryger længere ned..

Igår torsdag kom min niece til verden.. Har vidst min brors kone var gravid allerede da de var ca 8 uger henne og jeg har glædet mig som et lille barn til at komme på hospitalet og holde og kysse hende..
Ik engang det magter jeg.. Havde en aftale med min lillebror om at komme ud idag men har aflyst fordi jeg ik kan overskue mennesker omkring mig..
To gange nu har jeg fået angst af at tag ud og handle så at tag vejen til hospitalet i bus og tog virker så fjern for mig lige nu..
Min lillebror sagde at jeg skulle tag det roligt og mit lille jordbær altid ville være der..
Fortalte ham at jeg føler jeg skuffer hvis jeg ik kom ud på hospitalet og hilste hvortil han fortæller at jeg ska tag det roligt og gøre hva mit hjerte siger og føler og det kun er mig selv jeg skuffer..

Får så meget støtte af ham at det er helt vildt..
Men føler jo så også at jeg belemrer ham med så meget..
I november/december spurgte jeg skønne Belinda om hun ville være den jeg måtte ringe eller skrive til når min hjerne kogte eller min skæretrang/selvmords tanker tog over og hun sagde ja..
Det tog tid og overskud at skulle spørge om noget så stort til en der betyder meget for mig..
Mest fordi jeg har prøvet så mange gange at folk jeg lukker 100% op for forsvinder ud af mit liv..

Mine drømme om bikini fitness er også sat på standby pt fordi hende jeg trænede med og jeg endte med at være 6 op og træne og det kunne jeg bare ik magte mere..
Så jeg sagde at det blev for meget for mig.. Mistede koncentrationen og lysten til at komme til træning..
Pludselig står jeg helt på egne ben med at sQ læse spalte op og spalte ned fordi jeg har været lidt dum bare at læne mig tilbage fordi hun havde styr på det..
Og at hun havde fortalt at da vi jo har nogenlunde samme mål var det de andre der måtte hoppe fra..
Men sådan blev det ik..
Self sidder jeg i skrivende stund og føler et svigt (tak borderline) men når jeg får sovet ovenpå alt dette så tror jeg at jeg vil være glad for det..
Glad for at kunne stå på egne ben og bare sige: “fuck verden og fuck diagnoser”
Jeg ved jeg bliver glad for det i sidste ende..

Jeg er bare træt af mennesker der altid ska sige et til mig for at gøre noget andet..