Paint after numbers - min nye pony

Jeg har opdaget et foruroligende mønster i mine overspringshandlinger her under eksamensskrivningen. Mange ville nok bruge deres tid på at ses med vennerne, shoppe eller lave andre normale og spændende ting. Jeg derimod har købt mig et ”mal-efter-numre”-sæt til 8 -årige.Det begyndte en helt normal onsdag, hvor jeg skulle sende et brev (faktisk nogle af præmierne til vores Sidneykonkurrence-vindere!). Efter turen på posthuset spotter jeg Panduro Hobby. Da jeg var yngre, var jeg sådan en, der malede æsker og limede glansbilleder på, og lavede smykker som jeg forærede nogle utrolig heldige familiemedlemmer i julegave. Men dengang var jeg også 10 år. Jeg kiggede på Panduro-skiltet og på mit ur – ah! En halv time til undervisning! Jeg kunne jo sagtens nå derind og kigge.Og så skete det. Jeg så en pony – en mal-selv pony, som jeg bare måtte eje. Langsomt gik jeg hen til kassen og lagde den på disken, og så udspillede følgende scenarie sig:”Ellers andet?””Nej tak…””Er det øhm…” *kigger på mig og tænker sandsynligvis: er hun retarderet eller er det ikke til hende selv?* ”… en gave?””Øh, ja. Til en pige. Hun er ni”.”Ahh, okay! Så kan hun bytte den til 31. januar. Jeg pakker den da lige ind for dig!!”Det tager hende mindst ti minutter at pakke den ind, med bånd til-og-fra kort, og hvad har vi. Jeg får lidt dårlig samvittighed og skynder mig ud bagefter. Alligevel er jeg så spændt og glæder mig så meget til at male den dumme pony, at jeg flår papiret af (med følelsen af, at det virkelig ER en gave), men gemmer den i tasken, inden jeg tager ind på CBS, køber mig en kaffe (okay, kaffekrus med kakao i) og nupper dagens Børsen. Bare for the looks.Her er mit skønne billede, som det ser ud indtil videre. Nu har jeg bare ET problem. Hvem skal være den heldige vinder af det som årets julegave? Min kæreste siger, at han slår op, hvis det er ham der får det :(- Isabel.