Sofie

Jeg bliver et dårligt menneske…

…af at køre i tog. Hold kæft, hvor er folk irriterende!

Måske er det nemesis. Jeg skulle nemlig have været i skole hele dagen, men da jeg havde fremlagt først på dagen, så jeg mit snit til at tage alt mit habengut og stikke af for at tage et tidligere tog. Og så var der selvfølgelig ingen pladser i stillekupéen, så jeg måtte sætte mig i den almindelige kupé.

Jeg sidder ellers altid i stillezonen. Det er så rart, at alle er stille og gør deres bedste for ikke at rasle alt for højt med sølvpapiret omkring den medbragte madpakke. Så jeg vidste faktisk ikke, hvor slemt det egentlig stod til i standarddelen af toget. Folk larmer jo for sindssygt! I min naivitet troede jeg, at man var nogenlunde stille og måske sad lidt og arbejdede ved sin computer, men nej. Til højre for mig har vi fx Morten fra Odense, der har været i København med sin businesspartner, og hvis bil desværre er gået i stykker. Det har han talt med 5 forskellige mennesker hos biludlejningsfirmaet om nu. Og det er jo selvfølgelig også træls. På trods af mine ørepropper kan jeg bare høre hvert eneste ciffer i hans nummerplade hver eneste gang. Til venstre for mig sidder Carsten fra Carlsberg. Han virker nu rimelig sympatisk og larmer heller ikke så meget. Men han er træt af, at strømmen i toget ikke virker, og det taler han lidt med de to mænd over for os om.

Jeg ved jo godt, at det er mig, der har problemet. Jeg hader larm. Virkelig! Det gør nærmest helt ondt inden i mig, og jeg har svært ved at være i mig selv af bar frustration. Åh!

Så hvad kan man lære af det? Lad være med at pjække fra skole!

Årsagen er nu meget sympatisk. Min far har nemlig fødselsdag i dag, og da jeg hørte, at min søster kom på besøg fra London, bestemte jeg mig for at gøre det samme. Jeg glæder mig smadder meget til at se dem alle! Hvis ikke de larmer for meget, naturligvis.

  • Love
  • Save
    14 loves 5 saves
    Add a blog to Bloglovin’
    Enter the full blog address (e.g. https://www.fashionsquad.com)
    We're working on your request. This will take just a minute...