Når to mennesker vil det samme..

Jeg bliver helt rørt ved tanken om at jeg har været så heldig at finde en der også har valgt mig. Valgt at få børn med mig. Valgt os. Og som dagligt vælger vores liv. Og familie. Vi var begge ret unge, da vi tog beslutningen om at skulle være sammen. Vi havde kendt hinanden meget få dage, da jeg flyttede 450 km væk og direkte ind i Martins lejlighed og liv. Vi havde valgt at satse på kærligheden og det er både det største og bedste sats jeg nogensinde har taget i mit liv. Martin satsede også. Vi kendte jo nærmest ikke hinanden, men samtidig kunne vi ikke lade være. Det var helt uundgåeligt for os og ret enkelt. Kærlighed!

Han kunne jo egentlig have valgt så mange andre. Det kunne jeg også. Vi kunne jo have valgt forkert! Og ikke satset på det ukendte og nye. Vi er jo begge heldige med, at vi begge ville det samme – også i det lange løb Aalborg, børn, familie og alt derimellem. Og stadig vil. Og vi knokler – for os, for hinanden, for pigerne, for vores sviger- familier, for os selv, for vores drømme, for kærligheden, for at være sammen og heldigvis knokler vi om det sammen! Både Martin og jeg er ret selvstændige personligheder og med to børn, så skal der til tider arbejdes for tingene, men det kan man sagtens. Det er kærligheden der holder sammen på familier – i hvert fald vores.

De dage hvor opvask, strømper der ikke er lagt sammen, uredte senge, afbrudt søvn og manglende kærtegn til hinanden (sikkert grundet ovenstående) der er det hele lidt træls/hårdt/uoverskueligt, men vi er ikke ved at gå fra hinanden. Vi har en helt grundlæggende enighed om at vi bliver og at de der lidt belastende perioder skal overstås og jeg tror vi begge prøver at lære af dem for at undgå at lade os gå på af det en anden gang. Men når træthed og overskud tager over, så forsvinder fornuften og vi glemmer, hvad det nu var der var så vigtig at huske. I de perioder lader vi nok bare helt automatisk kærligheden tage over. Og den får os altid til at holde sammen – det er ikke et tegn, en reel påmindelse, noget der bliver sagt eller gjort. Den er der bare. Og jeg tror det er derfor jeg altid er så tryg. Martin er uden tvivl min base og jeg kan være 100% mig selv. Han kan uden tvivl synes jeg er det mest irriterende, snakkende, forstyrrende, larmende, rodende, krævende, sure, bitre, irettesættende, bestemte og dobbeltmoralske menneske i øjeblikke, men han elsker mig. Han bliver hos mig. Han holder om mig – også når jeg ikke tror det er nødvendigt med et kram for han ved, hvornår jeg har brug for det. Martin ved, hvornår jeg er svag, såret, vred, skuffet, føler mig utilstrækkelig og når jeg forventer for meget af mig selv andre. Alt sammen noget der kan slå mig helt ud af kurs og hvor jeg lader det gå ud over ham. Det er ofte, når jeg har mindst fortjent det at han viser mig aller mest, hvor meget han elsker mig. Jeg håber for alle, at de ikke kun finder én de holder af og vil dele livet med, men at de finder én der vil det samme som dem. På samme tid. Timing kan jo være altafgørende. Og det kræver mod. Og det kræver overbærenhed. Jeg synes det er modigt at tro og satse på kærligheden. Ikke kun når man skal finde den eller lige har fundet den, men gennem hele livet. Jeg øver mig stadig i ikke at være alt for irriterende, snakkende, forstyrrende, larmende, rodende, krævende, sur, bitter, irettesættende, bestemt og dobbeltmoralsk, men det kan altså godt være svært. Og så er det jo godt at Martin er både modig og meget overbærende. læs mere