I dag står den på en god omgang mormormad! Tror jeg. Faktisk talt ved jeg det ikke, men den opskrift fra nemlig.com, jeg tog udgangspunkt i, hedder “Mormors hakkebøf med rødbedesalat”, så man må formode, at nogens mormor (om ikke andet Michelle Kristensens) kunne finde på at lave denne ret. Bevares, hvis jeg var mormor, ville jeg da intet have noget imod at lave retten heller, så det er da ikke usandsynligt!
Opskriften er endnu en i rækken af mit nemlig.com-samarbejde, men som jeg jo gør bedst, har jeg tilpasset et par ting, så retten passede mere til dels mine smagsløg, dels min kostsammensætning og dels min køleskabsbeholdning.
Faktisk ligner retten i høj grad en, jeg har lavet tidligere, hvilket jo nok bare beviser, at jeg er fan af både baconærter og spejlæg. Det var i hvert fald lige så godt denne gang, som det var sidst. Egentligt var baconærterne et sidste øjebliks tilføjelse, som mere skyldtes, at jeg ville have haft det til morgenmad, men (oh ve, oh skræk!) ikke havde noget bacon, så derfor måtte vente, til jeg havde trodset Egon og fået gået min tur (og handlet, forstås). Nej, jeg ved godt, at ærter som sådan ikke er LCHF, men jeg elsker virkeligt de små banditter, så for mig er der ingen ko på isen, når jeg høvler dem ned!
Salaten var faktisk et rigtigt fint tilbehør – og især med macadamianødder (mit hjertebarn) som topping. Faktisk forstår jeg ikke, at jeg ikke tidligere har brugt dem i salater også – det skal der klart laves om på, fordi de smager jo (ikke underligt) lige så fantastisk der, som de gør på alle mulige andre måder.
I øvrigt – hvis I er nogen, der kører striks LCHF (enten her i januar eller bare generelt), skal I jo nok springe dette måltid over – der er i princippet nok, selv om jeg ikke har regnet på det, både lidt for meget protein og lidt for mange kulhydrater – samt evt. lidt for lidt fedt, til at det helt kan gå som LCHF. Jeg kunne i hvert fald personligt godt mærke, at mætheden varede lidt kortere, end den plejer, til trods for at jeg ellers syntes, jeg spiste ret rigeligt. Måske jeg lige må finde på en måde at fyre noget mere mæthed ind, når jeg nupper nogle af resterne lige om lidt. Om ikke andet er en smørklat eller en klat (tomat)mayo jo aldrig af vejen
God søndag – og pas på, at I ikke bliver blæst væk! Min lejlighed har i hvert fald knaget og knirket hele natten, og gør det stadig (sheesh…)!
Indlægget er udgivet i samarbejde med nemlig.com.
Tallerkenerne er venligst sponseret af Kähler og er fra deres Ursula-linje.
Indlægget kan indeholde affiliatelinks.