Pikant kylling i fad
I mandags gjorde jeg både noget godt og noget dårligt. Det gode var, at jeg fik lavet mad – og at jeg rent faktisk fik lavet mad efter en ny opskrift, hvilket jo desværre ikke ligefrem sker for ofte lige for tiden. Det dårlige var dog, at jeg var modig og puttede porrer i. Lad os bare sige, at det skulle jeg nok ikke have gjort, fordi det sænkede altså min egen oplevelse af retten lidt, at jeg skulle sidde og fiske alle de løgstykker fra. For nej, jeg kan ikke lide porrer. Faktisk. Jamen, Xenia, hvorfor puttede du så porrer i? Ja, godt spørgsmål! Nogle gange bliver jeg jo overrasket over, at jeg pludseligt godt kan lide ting, jeg tidligere ikke har brudt mig om, og så tænkte jeg, at det da kunne være, at tiden efterhånden var moden til at jeg var klar til at kunne lide porrer. Not so much desværre.
Men altså – bortset fra den lille porreproblematik, var det en superlækker ret! Faktisk var det lidt en prøvekørsel på noget, jeg regner med at skulle lave til en håndfuld veninder lidt senere. Jeg har vist tidligere fortalt jer om min lidt specielle køkken-præstationsangst, når det kommer til at lave mad til andre, så derfor kan jeg ret godt lide nogle gange at prøve noget af først – især hvis det er nye retter/opskrifter, jeg ikke har prøvet af. Og dette blev altså übergodt, så det tør jeg godt servere for andre også (dog uden porrer i mit tilfælde). Grunden til, at jeg til trods for ovenstående alligevel har inkluderet porre i opskriften er, at jeg tror, det passer rigtigt godt til – såfremt man kan lide porrer selvfølgelig
Egentligt er der ikke så meget mere at sige om retten her. Den er god og nem – og på sin vis vel også en slags “klassisk” ret, selv om jeg havde svært ved at finde det præcise udgangspunkt, jeg gerne ville nå med denne ret. Jeg havde en ide om, at sådan noget kylling-i-fad-med-tomat-flødesovs var ret udbredt, men faktisk skortede det ret meget på den slags opskrifter! Jeg endte med at tage udgangspunkt i denne - og hvis man ikke er til flødeost med smag, kan man selvfølgelig bare bruge alm. flødeost eller piskefløde i stedet.
Opskriften er til 3 personer, men kan snildt ganges op
Gem opskrift Print
Ingredienser
- * 3 kyllingebryster
- * 1 spsk paprika
- * lidt smør eller andet fedtstof til stegning
- * 1 pakke bacon i strimler
- * 1/2-1 porre (kan udelades eller erstattes med 1 alm. finthakket løg)
- * 1/2 dåse hakkede tomater eller tomatpassata/mosede tomater
- * 1/2 pakke pikant flødeost
- * 1 dl piskefløde
- * salt og peber
- * 1 peberfrugt
Til servering
Sådan gør du
- Forvarm ovnen til 180º varmluft.
- Svits kylling på begge sider i fedtstof på en varm pande og krydr med paprika. Læg kyllingestykkerne i et ovnfast fad i passende størrelse.
- Skær bacon i mindre stykker og svits på en pande sammen med løg eller porre. Når porre/løgene er bløde, tilsættes tomat, flødeost og piskefløde. Lad sovsen simre lidt og smag til med salt og peber.
- Skær imens peberfrugt i strimler og fordel over kyllingen. Hæld til sidst sovsen over og sæt fadet i ovnen i ca. 25 minutter.
- Server fx med blomkålsris, som kan steges i ovnen samtidigt med kyllingeretten.
Opskrift fra/inspireret af Alletiders Kogebog Adapted from Alletiders Kogebog Hjemme hos Xenia http://www.hjemmehosxenia.dk/
Indlægget kan indeholde affiliatelinks.