Maden er ikke min bedste ven

Det har krævet utrolig meget at være nået hertil hvor jeg er nået i dag. Maden er ikke min bedste ven på samme måde mere som den har været, men ind imellem trækker det stadig i mig for at slå hjernen fra og spise løs. Jeg har med tiden lært hvad der udløser ting som dette og opstår en af disse situationer gør jeg mit bedste for ikke at ende i et ædeflip. Når jeg når til en af disse situationer begynder mine hjerne at arbejde på højtryk og tankerne kredser rundt omkring hvad jeg skal købe og spise så snart jeg får muligheden for det.

På det seneste har det ikke gået så godt med maden. Jeg har ikke haft overspisnings orgier, hvor jeg har spist til jeg ikke kunne presse mere ned men der er blevet spist en anelse for meget. Jeg har vadet rundt i supermarkedet for at at finde et eller andet som kunne tilfredsstille den trang jeg har gået med til at spise et eller andet, men alligevel ikke helt kunne finde ud af at vælge noget som jeg ville have. Når jeg så har valgt et eller andet bliver det spist, men det giver ikke den samme følelse som det tidligere har gjort. Dette viser at jeg stadig har et problem, men følelserne bliver ikke dulmet på samme måde som de tidligere er blevet ved brug af mad.

Mit madmisbrug stammer helt tilbage fra folkeskolen. Jeg har altid været meget alene i skolen og ikke rigtig haft en bedste veninde som de fleste har. Jeg har altid været tredje eller fjerde hjul af en gruppe, hvilket gjorde at jeg følte mig uden for. Dette resulterede i at jeg fandt en bedste ven som altid var der for mig når jeg havde brug for det: mad. Maden stilte ikke spørgsmål ved hvem jeg var som person, men var der uanset hvilket humør jeg var i.

Ved at finde tryghed i maden forsøgte jeg at dække den ensomhed som jeg rendte rundt med. Når har haft ædeflip har jeg spist så meget at jeg har fået det dårligt. Ved at have det dårligt og føle sig syg ‘glemmer’ man de andre følelser man egentligt går med.

Det er vigtigt for mig som tingene ser ud lige nu at jeg får tacklet de vaner som stadig sidder i mig der mener at mad betyder tryghed og at problemer forsvinder for en kort stund. Selvom mit forhold til min ‘bedste ven’ ikke har været optimalt gennem den seneste tid forsøger jeg at tage ved lære af hvad jeg har gjort og arbejde videre herfra. Det sidste jeg ønsker er at give op for maden skal ikke styre mig, det er mig der skal styre maden.