Jeg HADER min borderline..

Som i jeg hader den mere end bare at hade den.
Sidste år på ca dette tidspunkt gik jeg jo i noget terapi for depressesion og efterreaktioner for mit incest.. Gruppen gav mig ikke så meget så jeg fik individuelle samtaler bagefter som gav mig virkelig meget. Jeg fik ro i mig selv og mit hoved og ikke mindst jeg kunne drikke uden at få mine såkaldte hjerneblødninger.
Pt går jeg i noget undervsningsforløb hvor jeg er halvvejs på mandag. Jeg skal være der 10 gange.. Dette forløb skal hjælpe mig til at komme i den rette behandling bagefter. Det har så også medført at jeg har mine følelser uden på tøjet for tiden. Jeg har ikke styr på noget. Når jeg har nået min sidste gang 17 juni så skal jeg vente på at komme i behandling og der kan godt gå op til 6 måneder har jeg hørt.. Det er lang tid.. VIRKELIG lang tid for når store ting så som at nogen svigter mig og gør mig ked af det så tænker jeg på selvmord og skæretrang og jeg er så pisse bange for at falde i.
Hvis jeg falder i vil jeg føle at jeg mister ALT..
I to år har jeg kæmpet en brag kamp for at få en lejlighed, få styr på min økonomi, få venner jeg tør fortælle ting til uden at jeg pludselig mister dem, har to jobs osv osv..
Jeg er nået rigtig lang på kort tid og det er jeg self stolt af men den frygt at falde tilbage når tingene ikke kører de vil altid være der.
Problemet er også at man dømmer mig og ikke prøver at forstå mig men bare bliver sur fordi jeg har været en kælling..
Jeg forstår jo godt at man bliver sur på mig. Men helt ærligt når jeg har været 100% ærlig om hvordan mine hjerneblødninger kan være og man siger til mig at man stadig ik bliver skræmt. Når jeg så har fået den så bliver jeg såret over at man ikke prøver at sætte sig ind i hvorfor jeg har fået den og ikke mindst hvordan jeg selv har det.
Jeg har det af helvedes til bagefter en hjerneblødning og det gør også ondt på mig.
Det er hårdt at blive dømt når folk ikke vil prøve at forstå mig..