Røven i klaskehøjde
Jeg startede med at blogge for 3,5 år siden, dengang mest af alt for min egen skyld, for at samle mine hæklerier et sted og at gemme mindeværdige hverdagsglimt af familien og Karl. Meget er sket siden, bloggen voksede sig forholdsvis hurtigt ret stor hvilket jo var helt fantastisk men også overvældende. Nu er jeg nået til et punkt hvor jeg for det første har udgivet en hæklebog (Crazy!) og endnu vildere har jeg erkendt at jeg ELSKER garn…elsker at hækle og strikke af hele mit hjerte! Jeg har så mange idéer og designs der presser på og derfor går jeg også og laver modeller til en ny bog. MEN det betyder også at jeg ikke kan vise særlig meget frem længere før bogen er klar, oveni det ja så er jeg jo altså bare ikke på barsel længere hvilket også betyder at der langt fra er den tid til at hækle og strikke som i starten og ja hvad filan skal der så være på bloggen imellemtiden… Tidligere skrev jeg jo en hel del om vores hverdag og om Karl – der skulle dog ikke mange lidt småspidse kommentarer til før jeg besluttede at drosle den mere private side ned da jeg simpelthen ikke er god til at lægge sådan noget fra mig, det går lige ind – det gør det jo når det handler om ens børn ik.
For mig var bloggen også et frirum – titlen var i sin tid ment sarkastisk for selvfølgelig var mit liv og hverdag langt fra ‘Lutter Idyl’…men det var bloggen og jeg nød det! Mit lille paradis hvor jeg bestemte i hvilken retning linsen pegede og den gik sjovt nok altid uden om nullermændene – SKØNT! :D
Men ja nu er jeg nået til et sted hvor jeg selv virkelig sætter pris på de blogpost der åbner op og siger alt det de ikke må, alt det forkerte (eller menneskelige!) og som er ærlige. Man kommer tæt på og man kan ofte finde ro i, at man enten ikke er alene eller også kan man få skubbet eller udfordret nogle af sine egen forestillinger om, hvordan man kan og vil leve livet og indrette sin hverdag. Det er så fedt og jeg beundrer meget de bloggere der tør… Jeg læser som regel ikke lange blogpost (jeg var fra længst hoppet fra på dette!) MEN de post jeg læser er dem der kommer et skrid tættere på og de gør en forskel – det tror jeg virkelig, ihvertfald for mig. Men ja hvorfor synes jeg så det er så modigt? Fordi folk åbner op velvidende at det højst sandsynligt vil afføde en masse kommentarer (og her iblandt helt sikkert nogle kritiske og til tider uforskammede). Da jeg selv nyder disse indlæg og har følt det enormt befriende at glansbilledet er blevet lidt krakeleret ville jeg egentlig gerne bidrage til puljen – jeg synes det kunne være fantastisk hvis man kunne skrive eller dele noget der kunne lette presset lidt hos en anden. Men er jeg klar til at tage imod de hug det også giver (igen)?…hmmm…dommerne voterer stadig.
Hjemmefra har jeg lært at hvis man ikke har noget pænt at sige så la’ vær’ med at sige noget – hvis folk spørger om din mening så vær ærlig. Når jeg læser de mere private indlæg og jeg måske ikke er helt enig, så synes jeg stadig at det er skønt at få sat nogle tanker igang og så er det dét, jeg tager med derfra. Jeg er ikke interesseret i at provokere og skabe debat, jeg vil bare gerne åbne og op og dele ala “brug det eller la’ vær’”. Men når man skriver en blog mener mange, at man ligesom bare må tage det der kommer, man har selv sat sin røv i klaskehøjde. Og ja det kan måske være rigtigt men synes det er ærgerlig at almindelig pli ofte bliver glemt, bare fordi man ytrer sig online. Man går da ikke over på gaden og siger “fy føj da, har du givet dit barn is…MED SUKKER!!! Har du prøvet en gulerodsstav istedet?”.
Men ja hvorfor er det så at jeg har “brug” for at dele. Dels fordi jeg har lyst til at bidrage da jeg selv har fået så meget ud af andres personlige og “forkerte” indlæg og tanker. Dels af helt navlebeskuende egoistiske årsager, som et værktøj til at bearbejde egne tanker og oplevelser. Og sidst fordi jeg netop har en forholdsvis stor blog og måske i en eller anden grad har et “ansvar” for ikke at spilde den dyrebare taletid jeg har fået til rådighed.
Hvad tænker du? Jeg spørger sjældent om “råd” men er der noget du har gået og undret dig over og gerne ville høre mere om. På Instagram kan man jo følge med (og ret tæt endda hvis jeg selv skal sige det), måske der er noget der har vakt din nysgerrig?
Uanset kommer der nok til at ske et eller andet (mere eller mindre drastisk) med bloggen for jeg kan mærke at jeg er groet lidt fast i den hvilket er imod min første regel, nemlig at den skal være levende og turde udvikle sig. Om det bliver mere personlige indlæg, indlæg om andre emner end garn, måske emner omkring sociale medier og blogs generelt (har jeg jo studeret i over 2 år), overvejelser om design og designprocesser, måske nyt design eller sågar navn…hmmm…jeg ved det ikke endnu men posen trænger til at blive rystet! :)
