Ida Emilie Petersen

Baby Jogger City Mini vs. Baby Jogger City Elite

Uanset hvor glad jeg er for Pennys barnevogn, har det virkelig været fedt at skifte til klapvogn. Den er god til kortere ture (hun sover trods alt stadig aller bedst i barnevognen), er mindre, lettere og endnu nemmere at komme omkring med. Vigtigst af alt er dog at vores lille, opmærksomme og nysgerrige pige sidder bedre på klapvognens sæde, så det er blevet endnu sjovere at trille lange ture med hende, imens hun holder øje med alt omkring sig. Og hun elsker det, dårligt humør forsvinder som dug for solen, når vi sætter hende i klapvognen.
Vognen skulle afspejle vores livsstil, og vi vidste, at vi ville have en klapvogn som var nem at køre med i byen, men som også kan holde til en tur i naturen, og så skulle den selvfølgelig være lækker at bruge og ikke mindst pæn at kigge på. Lidt forfængelig er man vel ;)
Vi har været så heldige at få lov at teste ikke bare en men to Baby Jogger klapvogne fra Jollyroom.dk. Vognene har meget til fælles, men adskiller sig også fra hinanden på nogle ret afgørende punkter, så jeg vil prøve at opridse fordele og ulemper ved begge vogne, for at give jer et overblik. De mere faktuelle og tekniske oplysninger må I dog læse jer til på hjemmesiden. Hæng på, det kan godt blive lidt teksttungt.

Baby Jogger City Mini
City Mini modellen er både smallere og kortere end den lidt større City Elite. Det gør den meget velegnet til bykørsel, og til at komme rundt i butikker, markeder, eller alle andre steder hvor der kan være trangt. Det er fx. også mit foretrukne valg til at tage med på fortovscafeer, hvor det er småt med pladsen. Den fylder heller ikke alverden slået sammen og er derfor oplagt som rejsekammerat og et rigtig godt alternativ til en paraplyklapvogn, som den slår med flere banelængder mht. køreegenskaber og komfort.
Ligesom alle Baby Jogger vogne klappes den super nemt sammen ved at hive op i en strop imellem sæde og ryglæn, og fordi den er så let, kan jeg have Penny på den ene arm og klappe klapvognen sammen og lægge den bag i bilen med den anden. Smart! Hjulene er ikke store og bløde nok til en tur i skoven, men de fungerer upåklageligt i byen og kan også sagtens tåle en tur på grussti, og du kan nemt låse forhjulet for en mere stabil kørsel. Styret er ikke højdejusterbart, hvilket ikke er et problem for os, men rundingen gør det lidt smalt at holde ved, hvilket kan gøre det svært at finde et behageligt greb.
Under vognen er der et net til opbevaring, som er nemmere at komme til end på City Eliten. Klapvognen parkeres nemt med en pedalfodbremse. Ryglænet kan næsten lægges i vandret position, men benstøtten kan ikke slås op. Den kan altså sagtens bruges til en middagslur, når man er på farten, men det er ikke en vogn som er beregnet til daglige lure. Kalechen har tre positioner, et “vindue” så du kan kigge til barnet, og kan give rigtig god skygge, selv når solen står lavt på himlen.
Overordnet set er Baby Jogger City Mini en rigtig god klapvogn for dig som primært har brug for en handy klapvogn til ture i byen. Vognen er velkørende og barnet sidder godt, men den kan ikke erstatte barnevognen til lure.

Baby Jogger City Elite
City Elite har en del tekniske features til fælles med “lillesøsteren” City Mini, men den adskiller sig væsentligt på komfort og køreegenskaber. Lad det være sagt med det samme: Jeg elsker at køre med den! De store hjul kører ubesværet, og vognen er så let, at det ikke kræver mange kræfter at komme fremad. Det er virkelig ubesværet at skubbe rundt med den. Til forskel fra City Minien kan denne vogn sagtens tåle en tur offroad, Mads har endda haft Penny med på løbeture i den, men den er nu også en rar følgesvend i byen. Hjulene er punkterfri, så man risikerer aldrig at strande et sted med et fladt hjul. Styret er højdejusterbart og er dejligt bredt, hvilket gør det behageligt at skubbe på. Vognen parkeres nemt med et lille håndtag på styret, hvilket er endnu nemmere end den velfungerende fodbremse på City Minien.
Udover at køre fantastisk, er jeg glad for, at der er tænkt over praktik og komfort i City Eliten. Barnet sidder godt i sædet, og her er plads til lidt længere ben end i City Minien. Derudover kan benstøtten slåes op, så barnet kan ligge helt vandret og med hele kroppen understøttet, når det er tid til middagslur. Ryglænets hælding justeres med et trinsløst stropsystem på begge modeller, og kan nemt hæves og sænkes med barnet i vognen, men kan ikke komme helt op i lodret, så barnet vil altid sidde en smule tilbagelænet, og det er en ting man godt kan savne. Når ryglænet er sænket, har man mulighed for at åbne op ved barnets hoved for øget luftcirkulation, hvilket er særligt smart på varme dage. Til gengæld kan sædet kun vende fremad, og altså ikke ind imod den som skubber vognen, hvilket gælder for alle Baby Joggers klapvogne.
Det er ikke kun barnet, der er tænkt på i vognens design. Mest begejstret er jeg for den smarte hylde på styret med tre små rum som kan holde styr på en flaske vand, pung, sutter, mobil, nøgler og andre nødvendigheder. Det er smart! Nettet under vognen er ikke det største, og det kan være lidt svært at komme til, men det kan rumme hvad du har brug for til barnet; pusletaske, en ekstra trøje, et lille tæppe og regnslag, men det er altså ikke ideelt til storindkøb.
Vognen signalerer først og fremmest praktik med sine store hjul, men efter min mening er det en af de pæneste klapvogne på markedet. Den er enkel, dejlig let at se på med sine tre hjul, og det er en lækker detalje med det afdæmpede, sortlakerede stel. Jeg synes, den oser langt væk af kvalitet og er faktisk ret stolt, når jeg kommer trillende med den.
Baby Jogger City Elite er en alsidig vogn som gør sig godt i både by og natur. Den kører som en drøm, er nem at klappe sammen, og opfylder alle mine ønsker til en klapvogn. Der er tænkt over komfort til både store og små, og vognen kan bruges til at sove middagslur i.

  • Love
  • Save
    4 loves
    Add a blog to Bloglovin’
    Enter the full blog address (e.g. https://www.fashionsquad.com)
    We're working on your request. This will take just a minute...