Og nu vi taler om lesbisk dating?

Klokken er ti minutter i elleve, fredag aften, og jeg ligger i min seng med sovende LL ved min side. Og intet kunne jeg ønske mig anderledes.

I morgen ved syvtiden vælter godt og vel 15 melodunsekåde mennesker ind over vores dørtrin, og med rester af en ond, ond influenza i en noget overarbejdet krop ligger jeg bare så fint lige her.

Om lidt lukker jeg computeren og ser et par afsnit af første sæson af Arrested Development. For anden eller måske faktisk tredje gang. Men inden da har jeg et spørgsmål, som I skal besvare. Alle jer, der ved ting, og omgiver jer med andre lebber end sådan nogle, der er i fast forhold på femte år.

For på et indlæg fra forleden spurgte en spørgende (ja, det er så langt mine adverbiale sprogblomster kan hive sig op her til aften) lebbe, hvor jeg mon ville netdate, hvis jeg nu - gud forbyde det - blev single i dag.

Og det er DÆLEME et godt spørgsmål. Jeg tænkte straks på Boyfriend. Som for evigt vil være Boyfriend i min erindring, for da jeg første gang oprettede en profil med et rørende lige dele prætentiøts og frankofilt brugernavn og mødte min første store damekærlighed (som jeg tilbragte tre år sammen med, så lidt godt kommer der da ud af Boyfriend), fandtes den lyserøde og kedeligt heteronormative (særligt siden formål taget i betragtning) indgang slet ikke.

Men er Boyfriend overhovedet noget værd længere?

Jeg skrev for en del år siden herinde om et andet websted, Wmen tror jeg det hed. Eller Womn. I hvert fald ordet "Woman" eller "Women" stavet med udeladelse af et eller andet bogstav. Hvilket jeg dengang (hvor jeg i højere grad end i dag kunne gemme mig bag en vis anonymitet - med berømmelsen (ha!) kommer også de snedige stalkere, der regner ens identitet ud på mere eller mindre udspekulerede måder) vovede at påtale var et ret kikset navn. Hvortil jeg fik en ikke udpræget venligt opsang fra stifterne. Forståeligt nok. Vi sluttede nu siden fred, for småskidte navnevalg (undskyld!) til trods, er alle lesbiske initiativer i min optik meget, meget velkomne.

Så er der jo Tinder, som jeg er meget ulykkelig over aldrig at have swipet mig frem til nogle damer på. Men det har simpelthen ikke eksisteret i den periode, jeg har været single. Men jeg har hørt, at lebber på Tinder udsættes for mange henvendelser der mest vedrører at lege sidste brik i et ellers meget heteroseksuelt trebrikkerspuslespil.

Vela nærmer jeg mig ikke længere. Jeg kan huske at komme der for ti år siden og skæve til de der gamle lebber, der altid hang til højre for baren, så man skulle masse sig forbi dem for at komme ud til toilettet. Og jeg kan huske, i hvor lille grad jeg drømte om, at nogen nogensinde skulle se på mig på den måde, jeg så på dem ... på. Jeg har en gigantisk aversion mod at være en af de gamle sølle.

Nevermind er mest for bøsser, men trods alt var det der jeg mødte min LL.

Oscar har et decideret pauvert udvalg af lækre damer (på nær naturligvis sidste fredag), og så er jeg løbet tør for forslag. For Gay - det gamle Dunkel (R.I.P.) - er simpelthen for plastikshotsglasagtigt. Ik?

Og Masken er også en bøssefest?

Og hvad med Brenda? Altså ikke Brandons søster, men den der dating-app for lebber. Der – sidst jeg testede – ikke pingede helt vildt ud på det københavnske filetmarked.

Har nogen andre bud? For nu skal jeg altså tjekke, hvordan det står til med familien Bluth.