Om at være morgensur

Jeg var så pisse sur i går morges. I ved, på den der helt urimelige måde, hvor man råber og smækker med dørene. Her gik det ud over skabsdørene, fordi min morgensurhed blev kombineret med tøjkrise og jeg naturligvis så åndssvag ud i ALT. Ham der manden syntes selvfølgelig, at jeg var helt out of line, hvilket der måske kunne være noget om, men altså.

På cykelturen på vej til arbejde fortsatte arrigskaben, hvor jeg hele vejen bandede højlydt ind i mit halstørklæde over lortevejret (det blæste altså VIRKELIG meget!), alle de røde lyskryds og cirka alt andet, jeg kom forbi på min vej.

Selv da jeg kom frem til arbejde var jeg ikke færdig med at skumle og gad absolut ikke at snakke med nogen, men så var mine kolleger sgu så søde (det er de nu altid), at jeg glemte alt om at være sur. Og så begyndte solen at skinne. Og vi spiste kage. Og så kunne jeg simpelthen ikke være sur mere.

Så sådan gik det til, at en lortemorgen faktisk endte med at blive en helt okay dag og aften. Nogle gange brænder man bare sammen oven i ægget, og det synes jeg også, der skal være plads til. Så længe man inderst inde ved, at der sker værre ting ude i verden. For nu at citere Politikens Listen: “Sikke en røvmåned med terror, deflation og priviligerede orkanprinser”.