Frida, menneskebarn

Hvis Miriam er the crazy cat lady, så er jeg den undelynemig the crazy dog lady. Og i mit allerinderste tæller Frida faktisk slet ikke som en hund, men som et lille menneske. Hvilket kun understreger pointen. Vi har lige været ude på morgentur; jeg roser Frida til skyerne for at tisse (gid nogen stod ved kummen hver morgen og heppede på mig), vi pingponger den; "åh lille mus, dufter den godt den busk? Tror du, at en stor hund har tisset dér? Er det lidt spændende?". "Nej, kom så skat, vi skal videre nu, mor skal på arbejde". Hvis man ikke vidste bedre, hvis ikke man havde set pelstotten for enden af snoren, så skulle man tro, jeg var ude og lufte en baby. Frida er min baby, og jeg kan næsten tænke, at jeg aldrig behøver en menneskebaby, nu jeg har en hundebaby. For det er lidt et fedt i min verden pt. (det ændrer sig sikkert, hvis der kommer en menneskebaby ud af mig en dag, og så alligevel; man gør jo ikke forskel på sine børn vel?)

Vi sover i øvrigt også i ske ret jævnligt. Hun elsker at sove i mine knæhaser. Og når jeg går i bad, så går Frida med ud til bruseren. Ligger sig på bademåtten og venter på, hun kan se mig igen. Magen til trofasthed skal man lede længe efter.

Hun kysser mig godmorgen, godformiddag, god-frokost, godeftermiddag, godaften og godnat. Hun kysser faktisk hele dagen, og ikke kun på mig. Hun har for nyligt fået en kæreste; Felix, vores nabohund. Ham kysser hun på muletøjet, og han snuser hende i ørerne. Så humper han hende, ja, for nogen er det forspil nok. Men Frida fatter ikke, hvad det går ud på, hun er jo steriliseret, så hun sætter sig bare på måsen. Og når hun har fået nok, hapser hun efter hans snude.

Så lille som en håndflade var hun, da vi kørte hjem med hende fra Fyn, og hun lå i mit skød og sov. Nu er hun en ung og bestemt dame, der kun sitter og giver pote, når det passer. Man er vel teenager. Og har en kæreste. Men jeg tror stadig, at jeg er hendes nummer 1. Det tror man vel længe på, som forældre, ikke?

Frida er meget muligt mit livs allerstørste glæde. Jeg kunne give afkald på dyre sko og fine tasker, hvis jeg måtte have hende for evigt. Og hun er uden tvivl mit livs bedste investering. Hun ved det nok ikke, men hun giver så meget lykke. Og kærlighed. Og omsorg. Og ligeså meget jeg kan knuselske hende og kysse hende i stykker, ligeså vel kan hun drive mig til vanvid, når hun lægger sig i en malerbakke dækket i plastik og alligevel formår at kradse hul i plastikken med sine små poter. Hvilket betyder hvide malerpoter på mit sorte trægulv. Over alt. Hun er fræk, hun er skidesjov, hun slår stadig jordens mest rådne og fugtige prutter - især når hun rigtig slapper af, hun er energisk, kærlig og min allerbedste ven. Sorry, mulle-menneske-bedste-ven.

Jeg får rigtig mange mails omkring Frida, omkring det at have hund, og jeg kan kun sige, at det er vidunderligt. Men det er også forpligtende, begrænsende i et vis omfang, og det kræver virkelig, at man får en hund, familien også holder af. For de skal jo passes i ny og næ. Min svigermor er en helt, og hendes ønske om at blive tituleret "Fridas farmor" taler for sig selv. I'm not the only crazy dog lady. Fridas farmor elsker sit barnebarn. Herhjemme er Frida aldrig alene mere end 8 timer, max. Og hun kommer på tur i ca. halvanden time om dagen.

Jeg har skrevet hundeindlæg før med flere overvejelser omkring hundekøb HER HER og HER. Og så tænkte jeg, at I ellers liiiige kunne tage og skrive spørgsmål i kommentarfeltet her? Jeg får så mange mails omkring Frida, som jeg ikke når at svare på, og I kunne måske få glæde af hinandens svar?

Og til alle Fridas fans, I know you're out there, her er lidt billedspam!

• Log ind eller opret profil for at love