Dengang jeg gik i sort
Jeg husker en række småting fra min første dag på gymnasiet. Jeg kan huske, at den nye klasse skulle igennem nogle forskellige udfordringer, og at en af dem gik ud på, at vi skulle regne os frem til, hvor mange år vi var tilsammen. Det er ikke verdens fedeste udfordring, når man er femten år og den absolut yngste og hele folkeskolen har gået under navnet Lille. Måske var det Molle-Malle-Kalle-bølgen der tog fat i navnet Li – måske var det fordi jeg var den yngste. Nå, men vi fik i hvert fald regnet os frem til, hvor gamle vi var, og der blev løftet nogle øjenbryn, da jeg med armene nede og musestemme fik fremstammet, at jeg var femten. Der var tre år imellem mig og den ældste, og fordi jeg var vant til ikke at passe ind, gik jeg ud fra, at det ville blive et problem.
Da vi havde pause, gik min bedste veninde og jeg udenfor. På murene omkring bastionen (det hed den udendørs terrasse) sad en masse af de nye 1.G’er, og det slog os, at alle havde det samme på. Vi talte seksten piger, der sad på rad og række i lyseblå cowboybukser og farvede t-shirts, og så så vi på hinanden. Vi havde begge to lange sorte nederdele, sorte trøjer og sko med dødningehoveder på, og vores lange hår var måske friseret, men i hvert fald ikke sat. Vi havde gået på efterskole sammen, og langt ude i Vestjylland havde vi udviklet vores helt egen stil. En stil der på efterskolen havde bestået af store sweatshirts og bedstemornederdele, men som hen over sommeren var blevet raffineret en smule, så vores klædeskabe indeholdt lange sorte nederdele, et korset eller to, et par militærbukser og diverse ting, vi lige havde klippet. Ja, vores klædeskabe var tilnærmelsesvist ens. I 1.G blev vi kaldt satanister, og selvom det irriterede os en smule, var det på en måde meget fint at have en ‘rolle’. Vi var ikke det mindste sataniske, men fordi vi skilte os ud, kunne vi selv definere vores roller, og vi kunne altså gøre, som vi havde lyst til, uden at folk så skævt til os. Mange rystede på hovedet, når vi uddelte flyers fra vores helt eget parti – Ligulisk Folkeparti: Vi tager sorgerne på forskud – men fordi vi befandt os i en rolle, der ikke var beregnet til at passe ind, gjorde det os ikke noget.
I 2.G klippede vi de gamle bedstemornederdele meget(!) korte og smed de lange sorte nederdele ud. En ny epoke af vores gymnasietid var begyndt, og hvor vores tøjstil i 1.G blev kaldt gotisk (selv kaldte vi den ikke noget), blev den i 2.G snarere kaldt punk (det var folk fra Risskov, der bedømte), men det var nok i mangel af bedre termer. 2.G var korte laknederdele, korsetter og lakstilletter, og først i 3.G blev vores stil nogenlunde normaliseret. En dag i foråret 2008 dukkede vi op i cowboybukser og t-shirts, og en af drengene udbrød: “Ej, satanister – I er jo piger!” Det glemmer vi aldrig. Det er vist meget sigende for deres opfattelse af os.
I de sidste par år af min folkeskoletid havde jeg følt mig meget forkert. Mine forældre tilbød mig at jeg kunne få de Dieselbukser, de andre havde og alt det andet tøj, der var stangsmart dengang, men det var ikke noget, jeg havde lyst til. Jeg var så træt af, at tøjet skulle spille så stor en rolle, at man skulle skamme sig, hvis man gik i jeans til under 800 kroner, og hvis man kom i skole med nyt tøj, skyndte nogle af pigerne sig lige at tjekke mærket i nakken. Jeg var så fortvivlet over, at de menneskelige værdier blev tilsidesat på den måde, at det blev et princip for mig ikke at deltage i det ræs. En af pigerne fra klassen havde fået et par sorte bukser fra Only og skyndte sig at farve det røde mærke med en sort sprittusch, så man ikke kunne se, hvor de kom fra. Jeg mener – det er sgu da helt forkert.
Fordi jeg bevidst stillede mig udenfor, var jeg også et meget nemt offer, og i slutningen af 8. klasse var det så forfærdeligt for mig at gå i skole, at jeg fortalte dem, at jeg stoppede. Fra marts og resten af skoleåret gik jeg bare derhjemme, og efter sommerferien begyndte jeg på den efterskole, hvor jeg mødte min bedste veninde.
Første dag på gymnasiet var første dag tilbage i noget, der mindede meget om folkeskolens gamle rammer, men i min sorte nederdel var jeg ikke nær så sårbar. Folk har sidenhen spurgt mig, hvorfor vi klædte os sådan, og jeg kan selvfølgelig kun svare på mine egne vegne. For det første syntes jeg, det var fedt. Det var ikke oprør det hele. For det andet var det trygt at skille sig ud med vilje.
Havde jeg haft cowboybukser og t-shirt på og alligevel ikke passet ind, havde jeg ikke andet at skyde skylden på end mig selv, men de sorte nederdele og korsetterne samlede alle mine usikkerheder et meget konkret sted, og når jeg så følte, at jeg stod udenfor, kiggede jeg på dem og huskede mig selv på, at det var et bevidst valg. Derudover var min gymnasieklasse langt mere imødekommende og åben for forskellighed, end min folkeskoleklasse havde været det. Måske på grund af alderen, måske på grund af noget andet, hvem ved, men i gymnasieklassen blev jeg i hvert fald så tryg, at jeg til sidst turde at skille mig ud uden at klæde mig ud. Folk har også spurgt mig, om jeg fortryder mine år som “satanist”, og det gør jeg ikke. Jeg synes ikke, det var min kønneste periode i mit liv, men vi havde det hamrende sjovt, og vigtigst af alt lærte vi at vende det døve øre til, når folk i bussen prikkede til deres sidemand og hviskede, at vi så mærkelige ud. Det var nemlig ikke os, de talte om, men vores valg.
Dette indlæg er skrevet i juni 2013 og udgivet på min gamle blog, men det beskriver en stor og vigtig del af mit liv, og fordi jeg én gang har skrevet det, går min hjerne automatisk ud fra, at I kender alt til det, men det er jo ikke helt korrekt, så det råder jeg lige bod på nu :) (Derudover er jeg liiidt blogpresset for tiden, fordi jeg gerne vil planlægge lidt indlæg til august, hvor jeg er i USA det meste af tiden og sandsynligvis ikke har mulighed for at tjekke ind så ofte, som jeg kunne ønske mig).
