At turde sige ting højt og vælge fra

Der er ret mange fravalg i mit liv i øjeblikket, og det har der egentlig været siden sommeren. Det er usynligt for de fleste, men jeg skal stadig mærke godt efter på daglig basis for at huske at sige fra og pænt nej tak til sjove samarbejder, kærlige kaffetilbud og sociale arrangementer med søde mennesker. Min mor er desværre blevet syg igen med kræft, og det har taget mig lang tid at (turde) sige det højt denne gang. I starten var jeg ved at kaste op af kedafdethed bare ved tanken. Hun er dog for længst i gang med både kemo og stråler.

Anden gang har været anderledes – nok allermest fordi vi denne gang kender proceduren, maskinerne, bivirkningerne, lugten på hospitalsgangene, lægerne osv. Alligevel fik vi os en forskrækkelse og en start, som gav ustoppelige tårestriber ned ad kinderne. Fravalg af den store slags var nødvendige, og jeg måtte – vist for første gang – bede om hjælp.

Det er måske små ting på papiret, men store ting inden i mig; at bede om hjælp til at håndtere hospitalsvæsenet, bede om forståelse for triste dage på kontoret, bede om accept for manglende svar på mails og sms’er, bede vennepar om selv at medbringe mad og kun få kaffen serveret og bede veninder om at huske at ringe igen, når jeg gentagende gange ikke svarede.

Men det gør det så meget nemmere, at mine nærmeste forstår – også nogle gange uden ord og forklaringer. Det er det fineste af det fine, og jeg er så taknemmelig for at være omgivet af min familie og en A, som er det bedste menneske, jeg kender. Han formår gang på gang at fylde min hjertekonto med uendelig mængder af komfort og kærlighed. Min mor fortsætter også med at imponere mig med al sin styrke, der smitter og inspirerer alle omkring hende ♡